En tidsrejse og et dusin brutale smæk…

Anmeldelse af: Deadflesh – Sic Semper Tyrannis, Selvudgivet. juli 2017.

Den gang jeg var en ung mand tilbage i start 90’erne og stadig boede i Nordsjælland, rendte vi ofte til koncerter. Det var fortrinsvis i Pumpehuset, vi besøgte, hvor jeg har oplevet en stort antal af dødsmetalsbands, som blandt andre Death, Dismember, Carcass, Obituary, Cannibal Corpse, Benediction, Bolt Thrower, Deicide, Entombed, Morbid Angel, osv. Det var tilbage til dengang, hvor dødsmetallen var ved at finde sit fodfæste, og Kim fra Rock Uglen arrangerede koncerter. Hvor vil jeg så hen med dette, tænker I sikkert?

Jo, da jeg fik tilsendt Sic Semper Tyrannis, som er Deadfleshs fjerde og seneste udspil, var det som, at mine hørebøffer blev en tidsmaskine, og jeg blev brutalt sendt omkring 25 år tilbage i tiden, da jeg trykkede på afspil.

Det firemands Roskildebasseret Deadflesh spiller gammeldags dødsmetal i stil med Bolt Thrower, Six Feet Under og Benediction, som alle var nogle af mine favoritter langt tilbage i tiden, og allerede fra det første riff i åbningsnummeret “Vanguards” bliver mand brutal sendt tilbage til dengang, dødsmetallen bare var dødsmetal. En af mine absolut favoritter på skiven er “Omega-Hammer”, hvor de tonstunge, brutale riffs leder tankerne tilbage til …For Victory skiven af Bolt Thrower.

Med en skive, der løber i omkring 43 minutter, som er fordelt udover et dusin skærringer, er der flere numre, der skal fremhæves, “Age Of Treason”, der med sine hurtige, samt stadig brutale, stykker giver en fremragende afveksling til de mere tunge stykker. Der er et fedt flow gennem skiven, hvor riffingen for det meste er så tung, at man ville få ballade med arbejdstilsynet, hvis man skulle løfte på dem. Som lytter bliver man forkælet med soli og leads fra guitarist Sune Borring samt af Michael Stützer fra Artillery, som lige har lagt lidt soli på nummeret “Betrayer”.

Skiven slutter af, som den startede, tons-tungt, brutalt og lige til med endnu en af mine favoritter “Nibiru (The Destroyer)”, som får mig til at tænke på en hybrid mellem Bolt Thrower og Benediction.

Sic Semper Tyrannis er optaget, redigeret og mixet af Deadflesh selv i øvelokalet med lidt hjælp fra Arne Lunde. Masteringen står Patrick fra Wolf Rider Sound Production for, og de har sammen fået skabt et godt album. Jimmys trommer ligger godt, bassen, der bliver leveret af Hell-e, er med til at skabe den tons tunge lyd. De to guitarer fra henholdsvis Allan og Sune har et fint forhold til hinanden, og når der er soli på programmet, så passer de fint ind i lydbilledet. Vi skal bestemt ikke glemme Allans vokal, som egentligt ligger et stykke fra Karl Willetts (Bolt Thrower) og også et stykke fra Dave Ingrams (Benediction), som er to af de bands, som jeg har draget sammenligninger med. Allan leverer en fed dyb vokal, som Martin Rosendahl fra Corpus Mortale.

Nu er jeg, som dem der har læst mine tidligere anmeldelser, jo flyttet til Bornholm, og har desværre ikke haft muligheden endnu at opleve Deadflesh live, men jeg glæder mig til den dag, hvor jeg får muligheden, og mon ikke det bliver i løbet af året uden at sige for meget…

Til alle jer andre, hvis i er til 90’er tons tung brutal og ligetil dødsmetal, så skal I se at få pengene op af lommerne og investere i Sic Semper Tyrannis.