Anmeldelse af Hexenbrett + support, d. 09.01.26 på Stengade
Mørke og maskerader omfavnede Nørrebro.
Foto: Gabriel Rasmussen
Jeg var ramt af hold i nakken og slem hovedpine, da Ellende spillede på Stengade denne uge. Det var noget møg, at jeg måtte gå glip af koncerten. Dog skuffer spillestedet aldrig mht. andre spændende bookinger og iført min Guttural Secrete longsleeve (hvis du vidste hvor mange slam-bands der hedder noget med guttural, lige så mange som der er black metalbands der står i en skov og poserer) tog jeg ind til årets første show på en af mine favoritvenues. Og når eventet præsenteres i samarbejde med Metal Magic Festival, så er jeg hooked.
Völva
Dannet 2018 i Sverige består black metallerne af Hedonistica (vokal, bas), Skuld (trommer), Vittra (vokal, guitar) og Ruin (guitar). De udgav deres debutalbum Desires Profane i 2024 og dette er deres første besøg i Danmark. Deres garderobe består af rigeligt med læder, nitter og patronbælter, så deres tøjsmag passer til genren. Corpsepainten er til gengæld fraværende, ikke at det gør noget. Det er jo musikken, der skal tale.
Hedonistica har nogle meget kompetente skrig og flankeres af Vittras mere hæse brøl. Vokalduoen er således upåklagelig. De crust-elementer der kastes ind i det skærende bål kombineret med gode riffs og den fine lyd i aften gør at Völva fremstår som en fin skarpskåren enhed af satanisme, død, feminisme og antipatriarkalske holdninger. Disse ting skal dog mest en dels findes i sangene selv som “Walk With Me”, da Hedonistica siger at hun ikke er meget for at snakke. Alt i alt er det ikke larm, jeg ikke har hørt før, men det er nu engang veludført.
Og netop på den introverte side taber bandet nogle point hos mig. Jeg ved godt at black metalbands aldrig opfører sig som Joey, Tempest, Bruce Dickinson eller David Coverdale. Medmindre de hedder Shagrath eller Nergal. Men den megen tilbageholdenhed fra medlemmerne gør det alligevel en smule svært at leve sig helt ind i deres musik. Og der er ellers rigeligt af speed soloer og grooves at nikke med på. Skuld er dog en anelse usikker på tønderne og det føles ikke altid som om at hun slår igennem hele tiden eller rigtig har følelse med sangene. Dette er tydeligt for når hun er mere med på rytmen så har hun habil fart og styrke, samt teknik i sine arme. Det er bare ikke hele tiden.
Ens aura skal gerne følge med ens sange, og det var for meget en diametral modsætning hos Völva. Når de spillede, var de ikke meget i bevægelse, og i pauserne blev det en smule akavet. Når det så er sagt så har jeg haft det fedt med at lytte til deres album i mens jeg skriver dette så jeg giver dem gerne en chance til. Live manglede der dog de sidste 30%.
Karloff
Næste gruppe kommer fra Tyskland. Trekløveret består af H. Steinbrecher (trommer), Tom Horrified (vokal, guitar) og 733 (bas). De har spillet siden 2018 og har i den tid udgivet The Appearing (2022) og senere i år kommer Revered By Death.
Der er to stolper på scenen med en lyspærer i toppen og ligeledes er der placeret en på gulvet ved trommerne. Dette kombineret med den snigende røg gør, at man føler man træder ind i en gyde, hvor Jack the Ripper kunne stå klar til at begå grusomheder. Nu er vi ovre i noget black ‘n roll der bare stamper ud over sletten på sin dødningehest.
733 headbanger vildt løs med sit lange lyse hår og kommer godt rundt over det hele. En af de mest aktive bassister jeg længe har set. Guitaren hos Horrified har også sine steder en syret tilgang som giver numrene en vis dunkel legesyge. Hans overdrevne brug af Thomas Gabriel Fischer “UGH” skader heller ikke den old school vibe på sange som “A Pessimistic Soaring”, “Skeleton and Ashes”, “Prince of Parasites”, “On the Old Ropes” og “Crown Cult Fate”. De tre medlemmer fylder scenen godt ud og det kunne sagtens være et soundtrack til en Creepy- eller The Vault of Horror-tegneserie.
Som en gammel gyserfilm på Draculas vinger fortsætter vi med “My Misanthropic Kingdom” + “Kill the Masters”, samt “I Like Blood” fra deres Raw Nights (2019) EP. Det er perfekt til at kaste horn til og hyle i natten. Men som showet skrider frem, begynder der at slås huller på mumie-bandagerne. For der er ikke megen variation over materialet, og det bliver sværere og sværere at skelne numrene fra hinanden. Den ene hi-hat driller også til stor frustration for Steinbrecher, der til sidst opgiver at løse problemet. Der bliver ikke sagt et ord, men det passer bedre, da Karloff spiller deres kort godt på andre parametre. Et dunkelt festligt indslag.
Dog skal der flere nuancer til hvis man skal stå med dem i længere tid og selv om jeg er glad for “A Violent Winter” så har jeg lidt tabt interessen til “Die Wiederkehr Der Dunkelei” og “Elisabetha’s Revenge”. Karloff var en opgradering, men en der godt måtte have været kortere.
Hexenbrett
Der er meldt få billetter til koncerten og det kan jeg godt mærke nu. Det her er hvad folk er kommet for og jeg har ingen ide om hvad der venter mig. Der er flere maltrakterede mannequins på scenen, en gammel lanterne, blodindsmurte babydukker, en blomsterkurv og spindelvæv. Allerede inden musikken starter, er stemningen sat. Der er stille korsang ud af højtalerne og ind kommer de fire medlemmer klædt i giallo-filmmasker, kapper, skimasker og hat. Alt sammen fordelt så den ene ligner en bizar morder og den næste er the Phantom of the Opera. Det er et rakkerpak af rang og da musikken begynder, tager vi et spadestik dybere ned i en grav sort som kul.
Vi befinder os i et mix af black metalvokal fra trommeslageren, blandet med klassisk heavy, samt en ordentlig portion keyboard, der sagtens kunne være taget ud af Susperia (1977) eller Deep Red (1997) af Dario Argento. Noget at en kombination, hva? Denne retrolyd er med til at skabe et univers, hvor man bliver taget tilbage i tiden til de blodige film der hærgede Italien dengang og for en filmnørd som mig selv er det intet mindre end skønt. Guitaren og soloerne leverer klassisk hegn af bedste skuffe og ingen der kan lide rock eller NWOBHM ville gå skuffede hjem fra en Hexenbrett-koncert.
Men der er også noget for en okkulte black metalfan. Den raspende stemme og trommerne vil tiltale fans af mere vred musik. Og keyboardet ville tilfredsstille enhver, der har været glad for Goblin. Så Hexenbrett rækker ud efter meget med deres krogede fingre. Det lykkedes dem heldigvis også at forene eksperimenterne til en sammenhængende vision af psykedeliske pirrende numre, der er både velskrevne og fængende.
En dyster voice over snakker som skrækshowvært om diverse grusomheder og vi forbliver således i en morderisk sfære. Der er krydret med mystik, tamburin og smooth guitar arbejde undervejs, så ens opmærksomhed er fastholdt i dette makabre teater. Når der leges med tempo og melodier, må man anerkende Hexenbrett for deres evner. Som var Mareridtsfabrikken (2016) af John Kenn Mortensen kommet til live og sprunget ud af siderne skaber gruppen en skummel verden.
Det er et særdeles gennemført koncept og jeg er fantastisk underholdt hele vejen, imens de fire ugudelige skikkelser væver, råber og hvisker slimede fortællinger frem badet i grønt, lilla, blåt og rødt lys. Jublen fra dem der headbanger foran og dem der danser til “Farben Der Nacht” fra Erste Beschwörung (2019) EP’en, “Attraverso Sette Porte All’Inferno” fra Zweite Beschwörung: Ein Kind Zu Töten (2020) og “Um Mitternacht” fra Dritte Beschwörung: Dem Teufel Eine Tochter (2024) var yderligere bevis på at den aparte seance var en succes.
