Reportage af Emo Fest 2025, d. 13. december 2025 i Poolen
En kærlig reference til en tid, hvor emomusikken ikke bare blev hørt, men var en identitet for mange.
Foto: Alex Just
“When I was… A young boy…” var mp3-afspilleren spækket med bangers fra Paramore, Panic! At the disco, The Used og kongerne af emoperioden, My Chemical Romance, så det har været med længselsfulde øjne, der blev kigget på line-uppet til “When we were young”-festivalen i Las Vegas, og da Warped Tour annoncerede deres comeback i 2025, sad alle ældre emo’er og klappede i deres hænder. Men der er langt over Atlanterhavet. Heldigvis hørte Emo fest vores bønner, og vi tog en smuttur forbi Poolen på Reffen.
Humøret var derfor højt, da festen gik i gang. Først med et kvarters playliste af de originale sange, mens en timer talte ned på scenes skærme. Og det var et samlet publikum, der ikke bare var kommet for musikken, men for følelsen, som allerede her sang med på både Blink 182 og Panic! At The Disco. Der var noget helt rørende ved at stå i et scenebelyst rum, som hurtigt blev fyldt med en generation, der alle kunne hvert et omkvæd – og sang dem, som om det stadig var 2007.
Rundt i salen var mange iklædt gamle band T-shirts, som tydeligt havde overlevet både teenageværelser og flyttekasser, og emo-outfittet var fundet frem igen med sort eyeliner, stramme jeans og nitter. Det føltes ikke udklædt, men som et gensyn.
Da live bandet gik på, var stemningen intens, svedig og fællesskabsdrevet. Der var banger på banger. Ingen dødpunkter, ingen pauser, hvor energien faldt. Forsøgte man at bevæge sig mod baren for at hente en øl mere, eller listede ud mod toilettet, blev man gang på gang tvunget til at vende om på halvvejen. Endnu en sang startede. Endnu et nummer, man bare ikke kunne tillade sig at misse. Så kunne man godt holde sig lidt alligevel. Linkin Parks “In The End” var trods alt vigtigere end praktiske behov.
Selvom der stod et band på scenen, føltes aftenen ikke som en klassisk koncert. Bandet var mere et fartøj end et fokuspunkt – et vessel, der bar musikken frem, så publikum selv kunne tage over. Blikkene var sjældent rettet mod scenen. De var rettet mod hinanden. Mod venner, fremmede, fælles omkvæd og hænder i vejret. Det var ikke vigtigt, hvem der stod med instrumenterne. Det vigtige var, hvem der sang med.
Med en setliste spækket med My Chemical Romance, Paramore, Linkin Park, Evanescence og Fall Out Boy, og mange andre, var der ingen tvivl om, hvorfor rummet konstant eksploderede i fællessang. Det var soundtracket til en hel generation, leveret uden pauser og uden filter, hvor sangene blev et fælleseje og musikken noget, man delte med hinanden.
Man kan sammenligne Emo Fest med 90-aften på klubben. Men med liveband. Det var ikke en koncert i traditionel forstand, men de helt rigtige rammer for en fest: Et rum, hvor fællesskabet var hovedattraktionen, og hvor musikken blev et samlingspunkt.
