Black Flame trodser afbrændingsforbud

Bury Tomorrow har siden 2006 slebet deres sorte diamant til en sylespids, poleret form, som skinner igennem dette velproducerede album. Bandet viser en voldsom dedikation til musikken, og dette fremstod allerede tydeligt, da singlen med samme navn som pladen “Black Flame” rejste sig fra gløderne i asken. Sangen i sig selv er et perfekt billede på, hvad dette album leverer: metalcore i dens mest ægte form, svedige breakdowns og blodisnende sangstemmer, som tænder gnisten i sommervarmen!

Pladen lægger ud med nummeret “No Less Violent”; et snigende og ulmende ondt nummer, der kryber sig ind under huden og kulminerer i rå slagkraft af brutale beats. Sangen er ikke mindre ”voldelig”, end dens titel indikerer. Versene er præget af vrede og hårdhed, som desværre falmer en smule ved sangens omkvæd. Springet er stort fra vers til omkvæd, og luften går her desværre lidt af ballonen. Overgangene er heldigvis lækre og medrivende, så stemningen er på ingen måde tabt!

Jeg mangler ord for at beskrive det kunstværk af er nummer, som “Black Flame” er. De trillende rytmer spiller én ind i dette betagende smukke nummer, fyldt med rungende growling fra sanger Winter-Bates og hårrejsende clean vocals fra guitarist Jason Cameron, udført med så meget sjæl og indlevelse.
Musikken er stykket sammen som en perfekt lille lækker lagkage, præsenteret i lag af det hårde, bløde og knasende sprøde. Man er efterladt med den guddommelige, mættende følelse af at blive fodret med eminent-komponeret metalcore. Med endnu et minut lagt til nummeret på pladen får vi lige tid til at få pusten, efter de hårdtslående rytmer toner ud til sidst med en hvisken: “Black Flame.”
Samtlige hår står oprejst!

Mange af numrene på albummet synes at være præget af en hurtig fængende energi, som bygger op mod det helt store klimaks, men igen tages der et dyk ved omkvædet, hvor energien går en smule tabt. Jeg tørster efter vedvarende slagkraft og power!

Albummet skuffer dog langt fra mit metalcore-hjerte. “My Revenge” og “More Than Moral” er fede numre med vilde syngende riffs, hurtige trommer og breakdowns, der kunne vække de døde til live.

Bury Tomorrow nyder at lege lidt med genrerne. Dette kommer til udtryk i nummeret “Knife of Gold”, som næsten bærer lighed med dødsmetal-genren. Fra første skingre brutale skrig er man allerede fænget. “Knife of Gold” er uden tvivl en af Bury Tomorrows tungeste numre med ekstrem rå vokal og heavy guitar-riffs.

Derudover følger albummets numre næsten alle det samme mønster. Der er ikke mange overraskelser i godteposen, men det gør den ikke mindre lækker! Du er næsten sikker på at få fingrene i et fedt tungt breakdown ved hvert nummer, og på trods af deres hyppighed har de hver deres egne særegne charme. Trommerne banker lige ind i hjertet, og kuldegysningerne ruller ind over kroppen i takt.

Ved slutningen af nummeret “Overcast” tones der langsomt ud, mens trommerne legende spiller op til det næste nummer: “Peacekeeper”.

Peacekeeper er albummets sidste nummer og min personlige favorit. Dette er især begrundet med sangens smukke budskab og velformulerede tekst, som æstetisk berører emner som tab og livet efter døden. Sangen er dog på trods optimistisk og fuld af livskraft! Den er et friskt pust i en lidt ensformig plade – og omkvædet har både power og pondus! Musikken, i takt med de velfremførte og smukt sungne tekster, giver kuldegysninger fra top til tå. En hvisken toner nummeret ud og efterlader mig åndeløs og febrilsk famlende efter REPEAT-knappen.

Sangene på albummet Black Flame er overordnet præget af nogle hårdtslående, kraftfulde og hurtige vers fuld af energi, larm og tunge rytmer. Omkvædene er derimod en smule vanilje i forhold til. Som musikelskere er vi nok en smule forvænnet med, at omkvædet er den store hovedret, det er, hvad vi venter på, og hvad der skal fylde mest – badet i sovs og salt!

Dette album har i mine øjne (og ører) en lidt omvendt fremstilling, men det skal på ingen måde ses som kritik. Musik har ingen nedskrevne regler for, hvordan et nummer skal fremføres og flettes sammen. Jeg vil gerne vædde mit højre ben på, at en stor del af befolkningen vil finde forspillet mere fyldestgørende end selve akten. Så hvorfor ikke nyde, hvad der er at nyde? Kontrasten mellem de to ting er også, hvad der gør numrene spændende og det, som gør de fede breakdowns ekstra betagende. Fordi vi venter på dem, vi længtes efter dem, og vi fryder os over dem, når de endelig hamrer ind i vores øregange og vores hjerter.

Black Flame er et mindeværdigt, spændende og anderledes album, som med dens sorte flamme bringer lys ind i mørket!