Alice Cooper

Blackmetal-unionen Danmark, Frankrig, Sverige og Norge

-

Anmeldelse af: Pest Fest. Pumpehuset, Kbh. 02. december 2023.

På en iskold lørdag skulle vejret matche genren, da fire blackmetalbands trak os dybt ned i forskellige musikalske afgrunde. 

 

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

 

Pest Fest 2023 har ramt Pumpehuset. Jeg havde ikke deltaget i første version af arrangementet i 2022, men spændt cyklede jeg afsted fra Amager i min Rotting Christ-longsleeve. 

Man skal jo være klædt på til lejligheden, når vi til dette event udelukkende gør os i blackmetallen. Der er et pænt fremmøde med folk i aften. Jeg får at vide, at der er sket en lille nedjustering, da forrige års Pest Fest foregik ovenpå i den store sal. Der er måske ikke udsolgt, men tilslutningen i aften er stadig tydelig. 

Ud af lørdagens fire grupper er det kun danske Sunken, jeg har lyttet til og oplevet live før. De får æren af at åbne ballet.

 

Sunken

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men der har været lidt stille fra aarhusianske Sunken de sidste par år. Bandet, der blev dannet i 2013, har ellers ikke manglet ros. Oven på EP’en The Crackling of Embers (2014) og Departure-skiven (2017) tog de med albummet Livslede fra 2020 det næste skridt som darlings inden for den skingre, mørke undergenre herhjemme. 

Første gang, jeg så bandet, var i Ungdomshuset i 2018 til Kaldet Fra Dybet III, og året efter spillede de en forrygende koncert på Copenhagen Metal Fest i 2019. Nu stod jeg efter lang tids pause helt foran scenen og skulle opleve Sunken igen. I den grad et glædeligt gensyn.

Der er et blåt stillestående lys og røg på scenen. Sunken står med bøjede hoveder, imens triste toner danser ud i rummet fra den ene guitarist. Da musikken rammer, starter et vildt strobelys, og den desperate vokal fra Martin Skyum fylder rummet; hans stemme står stærkt i mikset.  

Der bliver spillet i hæsblæsende tempo, men der er også rigeligt med plads til, at de mere melankolske sider af musikken kan stå alene. Det er et mere introvert bud på blackmetal, vi står overfor, men det betyder ikke, at det ikke er medrivende på sin egen måde. 

Medlemmerne er godt i bevægelse og samspillet sidder i skabet. Et nummer som “Delirium” fra Livslede, hvor den skrigende vokal er erstattet af spoken word, viser virkelig, hvor mange nuancer Sunken forstår at inkorporere i deres lyd. En smuk serenade. 

Der bliver ikke snakket meget til publikum, men det her er også et fordybelsens øjeblik. Jeg kunne ønske mig, at de havde fået mere spilletid, for de får ramt os med deres klagende og lokkende univers på bedste vis. Men alt for hurtigt er det slut. 

Den her slags musik skal bruge tid på at udfolde sig, og deres mørke kunne sagtens have bredt sig 15-20 min. mere. 

Jeg må også lige nævne, hvor perfekt lysshowet matchede musikken. Det var i den grad med til at skabe en ekstra dimension, der omsluttede Sunken i et landskab, hvor scenen blev omdannet til sin egen depressive galakse. 

Jeg håber at se gruppen mere på de skrå brædder i fremtiden. De kom og mindede mig om, hvorfor de fangede min opmærksomhed for længe siden i et andet liv. 

 

Les Chants De Nihil

Næste levende billede på scenen kommer fra Frankrig, ja, vi kommer godt rundt i aften. Dannet i 2007 har de intet mindre end fire fuldlængde udgivelser bag sig. Den sidste, Le tyran et l’esthète, udkom i 2021. Der bliver sunget på deres modersmål; et tema, alle aftenens bands gør sig i. 

Inden koncerten er det desværre meldt ud, at de mangler en guitarist i aften på grund af pasproblemer, så vidt jeg kan forstå. Gruppen går på scenen uden, og jeg placerer mig foran i den venstre side.

Der lyder fanfarer og marchmusik ud fra højtalerne, og jeg tror i starten, at det er Hild, der skal på scenen, da det er deres backing-banner, der er ophængt. Men det er skam franskmændene, der træder ud i det røde lys med Thomas på trommer, Jerry på vokal og guitar og ÖberKommander på trommer. Guitarist Mist må vi have fornøjelsen af en anden gang. 

Vokalen har noget mere råb over sig og en smule mere dybde i growlet. Desværre lyder det hele meget rodet til at begynde med, og det er tydeligt, at både lydmanden og medlemmerne i Les Chants De Nihil lige skal finde balancen. Heldigvis bliver samspillet på scenen og lyden bedre efter 2-3 numre.

Fra guitarist og hoved vokalist, Jerry, og bassist og backingvokalist, ÖberKommander, kommer der ind imellem en slags fælleschant eller nærmere kor-sang. Det er en spændende tilføjelse til deres lidt mere primitive blackmetal. Når det går over i noget, der lyder som fransk march-sang, giver det et præg, de burde dyrke meget mere. Det tilføjer noget historisk vingesus til deres lyd.

Der opstår lidt teknikproblemer med trommerne nu og da. Det kommer til at knække flowet lidt i koncerten. En anden ting er, at det desværre er tydeligt, at gruppen lider under at mangle et medlem på scenen. Soloer, der ellers kunne have lydt godt, står flere steder ud alene og akavede. Les Chants De Nihil leverer ellers er udmærket indsats for at få folk med. Det rammer bare ikke rigtig i aften.

Jeg kunne godt finde på at give dem en chance til med et fuldt line-up, for ved nærmere gennemlytning af deres plader derhjemme, er der absolut noget at komme efter. Lørdag blev det bare ikke bedre end ok. 

 

Hild

Svenskerne startede bandet i 2021 og har tre singleudgivelser bag sig + en fuldlængde, ValFreiya, fra 2022. De fire musikere i Hild er: Lars Brodesson på guitar og vokal, David Lecanter på bas, Jonas Albertsson på trommer og Josef Danielsson på leadguitar. 

Scenen er næsten henlagt i mørke, og man kan ane tre spyd, sat sammen foran trommerne. Et par lamper blinker, og en stille pianointro går i gang over anlægget. Elektrisk guitar blander sig, og kombinationen har en god effekt. Salen og undertegnede er spændte på, hvad der skal ske. 

Med fuldstændig utæmmet vildskab overfalder Hild os med deres punkede, thrashede blackmetal. På svensk brøler Brodesson i bar, tatoveret overkrop dækket med blodpletter. Man får fornemmelsen af, at manden har rejst sig fra de nordiske folkesagn i en rasende bersærkergang. En frontmand, der i den grad har gæsternes fulde opmærksomhed.

Publikum råbes til kamp på svensk, og mange af gæsterne får sat nakkemusklerne i bevægelse. Inklusiv denne anmelder. Selv om musikken kan føles som et inferno af fart og tempo, så tager Hild sig også tid til at inkorporere langsommere dele i deres musik, der groover hårdt. Med så meget fræser blackmetal, som de spiller, er der også brug for den slags variation. Albertsson og Danielsson går begge med på backingvokal, og når alle tre skråler af deres lungers fulde kraft, er vikingernes brutalitet i sandhed til stede i salen.

Der bliver moshet godt henimod slutningen. Kan man andet til det her frontalangreb? Når Hild besøger Danmark igen, så må jeg 100 % tage med på plyndringstogt. Nornerne spandt en musikalsk tråd, der vandt adskillige fans, og flere var enige om, at denne optræden ville blive svær at overgå.

 

Koldbrann

Disse norske mænd skal lukke årets Pest Fest. Siden deres start i 2001 har bandet været særdeles aktive med to demoer, to splitudgivelser, to EP’er, to albums og tre singler. Deres seneste udgivelse er singlen, “Den 6. Massedød (Manna fra en annen himmel)”, fra 1. december i år. 

Iført lidt kulsort makeup indtager Koldbrann Pumpehuset med en old school blackmetal-lyd. De er nok det mest traditionelle band i aften. Deres norske klassiske rødder er tydelige i alle instrumenterne samt vokalen fra Mannevond. Sangeren har en god teknik med sine skrig, og så er han også udadvendt og får bevæget sig godt rundt på scenen. 

Han løfter Koldbrann op, når musikken bliver for uopfindsom. Der er ikke de store udsving, blot blackmetal, som mormor lavede den. Dog har publikum en kraftig reaktion på gruppen, og der moshes godt til under hele koncerten. 

Kvass og Voitar på guitar samt Leonid Melnikov på trommer har teknikken i orden, og måske er det faktisk fint at slutte af med blac metal uden så mange dikkedarer.

De rammer publikum som et musikalsk maskingevær med deres misantropi og på trods af, at jeg egentlig ikke er helt vild med helheden, så overvinder Koldbrann mig over tid, og jeg tilslutter mig festen til sidst og lader mit sorte hår flyve. 

 

Pest Fest 2023 bød på en god og varieret omgang blackmetal fra fire forskellige lande. Om de skal have en mellemstor headliner for at rykke op i den store sal igen, må tiden vise.

Jeg følte mig omfavnet af mørket og nød at blive præsenteret for grupper, der på hver sin måde tacklede den voldsomme genre med hver deres egne facetter. Mon ikke vi ses igen næste år. 

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Forsanger i Anthropoid Idol, spiller med DJ Navlebrødrene på Zeppelin Rock Bar + dedikeret Metal A Day skribent

ANTAL STJERNER

Sunken
Les Chants De Nihil
Hild
Koldbrann

Del denne artikel

Seneste artikler

Here’s Brucey!

Død ved kølle!

Starring at the mosh

Fotoreportage: Dvne

Populære kategorier

Anmeldelse af: Pest Fest. Pumpehuset, Kbh. 02. december 2023. På en iskold lørdag skulle vejret matche genren, da fire blackmetalbands trak os dybt ned i forskellige musikalske afgrunde.    Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen   Pest Fest 2023 har ramt Pumpehuset. Jeg havde ikke deltaget i første version af arrangementet...Blackmetal-unionen Danmark, Frankrig, Sverige og Norge