Reportage fra: Copenhagen Metal Fest 2019 – Dag 2. 21. september 2019.
Anden- og sidstedagen til første gang Copenhagen Metal Fest havde samme flotte niveau som dagen før – i gennemsnit.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Med lidt støv i skægget, hæs i halsen og rustpletter på undersiden af hovedkapslen vågner jeg i den pænere afdeling af Vestegnen til duften af bacon, røræg og kaffe – og så er man ligesom ved at vågne op til dåd til at tage endnu en tur i ringen til CMF!
Mit første møde denne dag skulle være med Grusom, som jeg egentlig ikke havde de store forventninger til, men jeg skal da lige love for den hårde sydstatsrocker, at her var velpoleret pikrock, der var sovset ind i lækre melodier og lækker energi.
Så blev vi langsomt tændt i bioen, og selvom publikum ikke var dukket talstærkt op endnu, så var stemningen til at tage at føle på. Allerede nu her er jeg ved at kunne sætte en finger på, hvad det er for en stemning, Copenhagen Metal Fest giver mig.
Næste livebesøg foregik over i BETA, hvor jeg fandt mig en god placering til at fordybe mig i Sunkens musik, så jeg virkelig kunne gå på opdagelse i deres lydunivers.
Bandet vil nok hade mig nu, for de ER black metal, men min oplevelse her var mere blackgaze med stemningsopbyggede lange passager i en vekselvirkning mellem dur og mol. Jeg kan sagtens tage fejl, men sådan oplevede jeg det her.
Heldigvis blev jeg – som ventet – båret væk af stemningen, og resten af publikum virkede ligeledes hypnotiseret. Vokalen var dog for lav, men omvendt gav det en ekstra fernis til oplevelsen.
(Martin Skyum fra bandet har været vikar-anmelder for Metal A Day)
Retur til Amager Bio for at opleve det eksemplariske orkester The Interbeing, der atter har fundet deres plads på den danske metalscene. Man kan dog dårligt mærke, de har været væk før i tiden, eller også har deres seneste optrædender bare sendt dem retur i den store liga.
Lyden her var nok den bedste, jeg oplevede under hele festivalen! Og det kræves også, hvis man skal få alle nuancer af musikken med fra bandet. Her var også moshpit fra det efterhånden velmødte publikum i stort antal.
Bandets melodiøse metal med mindre elektroniske virkemidler sad virkelig skide godt denne aften, og bandet kom virkelig udover scenekanten.
Herefter gik den korte tur videre til teater-salen Zebu, hvor vi skulle opleve teater-metal med Ethereal Kingdoms – og “teater-metal” menes kun positivt.
For når man ser bandet optræde, føler man næsten, at man skulle have oplevet alle deres liveshows hidtil for at fange den sammenlagte fortælling: Ikke to af deres shows er ens, når de flænger deres symfoniske musik over kanten, og når forsanger, Sofia, virkelig veksler perfekt mellem skønsang, skrig og mindre growl, kan man ikke være andet end imponeret.
Heldigvis kan deres shows og musik også opleves enkeltstående, og når Sofia især krænger sin sjæl ud (direkte med blødende hjerte, faktisk), tonser ud til publikum og nærmest “dør” foran os, så fornemmer man virkelig, at man er vidne til en forestilling af de store.
Det var sjovt for mig at se nogle publikummer gå i tre faser fra “WTF?!” til “Aha!” og slutte af med en “Hold da kæft, det er fedt, det her!”
(Sofia anmelder lejlighedsvis for Metal A Day)
Det helt store festival- og koncertbrag kom dog bagefter inde i bioen, hvor jyske LIVLØS var klar til at smadre os med deres dødsmetal.
Jeg var solgt! Deres liveperformance var exceptionel, for selv det simple kan gå rent hjem, og nogle øjeblikke lod der næsten til at være fyldt i salen – folk havde virkelig glædet sig til denne koncert, lod det til.
De spillede alle de sange, jeg havde glædet mig til at høre, og når Bersærk alligevel var i bygningen, var det jo nærliggende at have Casper Popp med på det nummer hos LIVLØS, hvor han selv synger med på – og det blev gjort. Rigtig godt endda.
Aftenen – og festivalen – sluttede desværre med en lidt “øv” koncert fra et band, der gjorde, hvad de kunne, men lyden var bare ikke med dem.
Jeg taler om Psy:code inde i Zebu (jeg kunne ikke nå at få Bersærk med grundet transportmulighederne og mangel på samme, men jeg lod høre, det var en fremragende koncert efterfølgende), hvor lyden ikke spillede i takt med bandet.
Og jeg mener ikke bare en lille smule. Jeg hørte en rumlende bas og nogle trommer det meste af tiden. Hverken nuancer eller større indslag kunne skelnes fra hinanden i numrene. Den rene vokal lød også lidt halvkvalt. Først mod slutningen virkede der til at komme bedre styr på sagerne, men så er det ved at være lidt for sent.
Det var virkelig en skam, for bandet KAN spille, og de VIL spille, men sol, måne og stjerner stod bare ikke placeret til deres favør denne dag. Men der er en plade mere på vej fra bandet, lod jeg mig vide, og når lyden så senere MÅ være med dem, glæder jeg mig til at se dem igen.
Dette leder mig afslutningsvis tilbage til det med festivalstemningen, som jeg omtalte i min første del af Copenhagen Metal Fest 2019-reportagen, som du kan læse HER.
Det er nemt nok at sige, at jeg gerne vil komme igen, for jeg elsker dansk metal, som der udelukkende var på programmet til festivalen. Det er herligt at se så mange mennesker – bekendte som ukendte – udelukkende dukke op for danske navnes skyld, uden man skal have et udenlandsk trækplaster. Og så endda for en nystartet festival.
Nuvel, det er nemt at komme til og fra området (Hvis man bor i Københavnsområdet eller har arrangeret overnatning i nærheden), men jeg vil stadig vove den påstand, at jeg fik den CMF (Copenhagen Metal Fest)-stemning ind i kroppen, som jeg til næste år – hvor succesen gentages! – glæder mig til at (gen)opleve.
Ja, festivalen er kommet for at blive, og det er jeg glad for.
Anders Groos Mikkelsen giver dig her billeder fra lørdagens Copenhagen Metal Fest 2019:
