Reportage fra: Copenhagen Metal Fest – Dag 1. Amager, Kbh. 20. september.
Er Copenhagen Metal Festival en succes i første forsøg, der er kommet for at blive? Noget kunne tyde på det!
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Mange festivaler skal bruge et par forsøg på at etablere sig, lokke publikum til, finde deres brand/niche og ellers sørge for at skabe en stemning, så man kan skelne den givne festival fra alle de andre, og det gælder også med metal-festivaler.
Man siger jo efterhånden, at fremtidens festivaler i lige så høj grad skal sælge sig på en oplevelse, en fornemmelse og lignende. Det lader til, at Copenhagen Metal Fest har ramt plet i første forsøg.
Folkene bag Copenhagen Metal Fest har gjort deres for at skabe god omtale, få de optrædende (hele 24 danske af slagsen!) til at omtale festivalen; festivalen har fået god omtale i medierne, så de har så sandelig forstået at brande sig.
Men det var faktisk ikke min forventning med en forstående succes, da jeg hørte nys om festivalen her første gang. Faktisk var min reaktion noget i retning: Én til?!
Forstå mig ret: Jeg elsker, ELSKER metal og kan ikke forestille mig en dag uden, men der er efterhånden så mange metalfestivaler, hvis man tager endagsfestivalerne med, at man – hvis man presser den famøse citron – næsten kan rende til festivaler hver weekend fra maj til september.
Har man forstående chef, en tyk tegnedreng og et accepterende bagland, så kan det umiddelbart godt lade sig gøre. Så hvorfor er der grund til at tage til endnu en festival, der kun byder på danske navne, hvor man vil mene, at man kunne fange de fleste på årets festivalprogram til enkeltstående koncerter andre steder?
Det er faktisk for mig lidt svært at pege på, for det handlede atter om en fornemmelse, en følelse og en fornøjelse, som jeg vil gennemgå med supplement af billeder fra Anders Groos Mikkelsen i denne reportage og den kommende del 2 af førstegangsforestillingen ved navn Copenhagen Metal Fest.
Programmet i dag (og begge dage generelt) var tætpakket, hvis man udelukkende ville se musik, men der var dog heldigvis meget få overlap mellem de optrædende, så man med god vilje godt kunne nå at fange de fleste, samt komme på dasset, fange en øl og lidt mad hist og her – hvis man var hurtig og effektiv!
For mit vedkommende startede dagen med South Haven i teaterrummet Zebu, der vist aldrig har været brugt som spillested før.
Der er aldrig let at skulle “indvie” et nyt sted, hvor man ikke ved, hvordan det vil gå, og desværre var lyden også godt klumpet sammen her, så trommerne var mest markante til den overdrevne side. Vi skulle godt ind i koncerten, før man kunne fornemme guitarernes lyd, men værst var det dog, at vi skulle helt hen til de sidste to numre for at høre, hvorfor det var et interessant valg at have to vokalister, der bruger samme vokalleje, hvor en ikke skriger, growler eller lignende.
Dog var der gode takter at spore hos bandet, der nok skal føre det til noget med mere liveerfaring.
Næste levende billede for mit vedkommende var Billy Boy in Poison, der virkelig har revitaliseret sig selv med især deres seneste skive og altid leverer en proper næve af et liveshow, i hvert fald når jeg ser dem. Læs bare HER.
At det så var lidt sløjt med publikums indlevelse, skal ikke ligge bandet til last, hvor bandet gav den tonsergas fra start til slut, så det var atter en fornøjelse at opleve drengene optræde.
Herfra blev det også tydeligt, at Copenhagen Metal Fest generelt havde valgt bands med et højt bundniveau, og at publikum langsomt, men sikkert, dukkede op efter fredagens fyraften for at nikke headbangende skaller til luften i takt.
Næste indslag er fremadstormende Silent Fracture, der i mine ører laver en lækker omgang metalcore med hints af melo-død, uden det kammer over til at blive pussenusset eller pivende melodisk.
Bandet har generelt taget et kvantespring i deres udvikling, hvilket de blandt andet har bevist på deres debutalbum, som du skal glæde dig til og læse om HER.
Men de tager også kvantespring live, for det er ikke mere end en uge siden, jeg så dem på Bornholm til Raise Your Horns, og allerede her virkede sammenspillet og den fandenivoldske attitude lige til at være blevet skruet et godt nøk opad.
— MELLEMSPIL —
Festivalen var generelt sikret med godt vejr, så der var altid lige tid til en røverhistorie eller to ved udearealerne med rigeligt med siddepladser, og ellers kunne man hygge sig indendørs, indtil ens favoritband gik på.
Madudvalget var acceptabelt og kvaliteten lod til at være i top, men som det gælder med den slags, så var priserne også derefter.
Heldigvis befandt man sig i spytklatsretning fra andre muligheder end festivalens med ædelse – og drikke med tanke på koncertpriserne på øllet derinde, også fraset det éne tilbud, der var at hente – hvilket flere også lod til at benytte sig af.
Det var let at finde rundt mellem de tre scener, og tidsplanen virkede til at være overholdt konstant, og det blev aldrig forgøglet, og man blev heldigvis holdt i hånden af kyndige konferencier før hver koncert.
— MELLEMSPIL SLUT —
Tiden var for mit vedkommende kommet til Spitanger med deres groovede metal, og her må man sige, at lyden virkelig sad i skabet. Intet “rumlede” unødigt, og man kunne virkelig høre detaljerne stå igennem.
Performancemæssigt var det også over godkendt, men med tanke på, hvad jeg ellers glædede mig til at se til denne festival, blev det ikke en uforglemmelig oplevelse, men heller ikke en dårlig en af slagsen.
Dog blev det en bette smule ensformigt til tider, og jeg så da også flere udvandre til fordel for baren eller lidt frisk luft.
Sunless Dawn på BETA tog fusen på mig, for jeg var overbevist om, at de teasede med en lang intro i deres progressive metal rent instrumentalt, indtil deres forsanger ville springe ind fra siden og brøle vanligt.
Dette skete ikke. Manden var syg, men fremfor at aflyse eller hoppe fra, så tog de den da bare uden vokal på, og det var faktisk en lækker oplevelse at få dét hak i bæltet.
For publikum blev ikke udsat for en sekunda-koncert, hvor det hele skulle overstås; nej, der var sans for detaljer, hvor man virkelig kunne fornemme ikke både teknisk snilde ved instrumenterne hver især, men også danne sig en hypnotiserende indlevelse i disse intime rammer på venuet og høre, hvordan der er kræset for detaljerne i alt og søgt efter at skabe stemningsopbyggede sange.
Nogle gange var det dog svært at fornemme helhedsbilledet, da guitarlyden forsvandt hist og pist, hvilket afholder mig fra at give dem en topkarakter, da bandet her ellers altid har et højt niveau.
Jeg tog ingen noter under Illdisposed i Amager Bio, for jeg skulle bare op forrest, da jeg havde sparet garnsvingningen sammen til en eksplosion nu.
Bandet er aktuelt med “Reveal Your Soul for the Dead”, som vi har anmeldt HER. Og med vanlig Bo Summer-humor i front er det sædvanligvis noget værre lort, de har udgivet, som de skulle have overstået for at få deres KODA-penge, hvorefter vi kunne komme til nogle vanlige hits.
Trods et gigantisk bagkatalog for disse døds-veteraner så består 65 procent af deres sætliste stort set altid af de samme sange – og det er dem, som jeg og resten af publikum elsker, og der var sikkert nogle af de fremmødte, der udelukkende havde købt for billet for at se ild i posen og Artillery senere.
Deres erfaring benægter sig ikke, og selvom lyden ikke altid var lige med dem, så var humoren, tidspunktet, den gennemsnitlige promille hos publikum en enhed, der gik op.
Artillery nåede jeg kun starten af, før jeg måtte kaste håndklædet i ringen for denne dag: der er trods alt også en dag i morgen på lørdagens udgave af Copenhagen Metal Fest, men jeg begynder allerede nu at fornemme, hvorfor CMF har fundet en god formel!
Anders Groos Mikkelsen har billeder fra fredagens koncerter her til dig:
