Anmeldelse af: Silent Fracture. Hunger:Lust:Death:Pray. Udgivet 27. september 2019 via Prime Collective.
De Københavns-baseret Silent Fracture, netop hjemvendt fra Raise your Horns-festivalen på Bornholm, er klar til at indtage den danske metalscene med et ordenligt skud Melodisk dødsmetal.
Med første nummer, “Nightmare”, sprænger drengene ideen om at starte stille ud.
Højt tempo næsten fra start til slut sørger for, at de kære gamle nakkemuskler kommer i brug.
Silent Fracture, har allerede fundet deres egen lyd, en ret velfungerende og klart tydeligt gennemtænkt lyd. Så man bliver ikke træt af at lytte til dem efter et par sange og fortsætter glædeligt, til pladen skal startes forfra.
Forsangeren, Julian, har et unikt næsten hæst growl, der passer sammen med tempoet og de melodiske noder.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker melodisk dødsmetal, og især når det leveres med gode tunge riff, en god gang tunge trommer og frækt growl.
Cirka midtvejs på albummet kommer et kort stykke på godt 48 sekunder med lidt roligere musik og hvisken.
Dette fungerer som grænsen mellem det meget melodiske og det noget hurtigere og mere dystre.
Anden del af albummet går fra headbang til moshpit lige fra første riff.
Den kære Clement, bandets trommeslager, som kommer fra Tyskland, sørger for, at trommerne ikke føler sig udenfor.
Især på sidste albummets sidste nummer, “Diamonds”, gør trommernes geniale spil sig gældende.
Generalt bliver der på dette sidste nummer lige skruet lidt ekstra op for tempoet.
Med et ondt, hæst vræl og tung lyd får man næsten gåsehud over dette imponerende melodiske og godt tunge nummer! I øvrigt med Benjamin Ganzhorn fra Daze of June som gæstevokal.
Det er vist en af den slags numre, man lige skal høre igen og igen.
Silent Fracture har lavet et imponerende album, som med tiden nok skal få drengene op ad metalstigen og ind på folks spillelister.
