Anmeldelse af: Unearth, Misery Index m.fl. Pumpehuset, Kbh. 19. april 2023.

Unearth har altid stået som et stort ikon, der var formativt for min musikalske udvikling – den opfattelse lader jeg ikke til at dele med så mange andre.

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Jeg er faktisk den allerførste, der entrerer Pumpehusets forvirrende indgangsparti, og det første, der slår mig, er, at aftenens forestilling er henvist til spillestedets lille sal – hele aftenen.

For første gang, jeg så Unearth var halvandet årti siden på det samme spillested, men bare i den større sal. Godt nok var de opvarmning for Lamb of God, men i min romantiske forestilling var det da kun et spørgsmål om tid, før de ville være et headliner act.

Da jeg igen så Unearth, denne gang i Amager Bio, var det i 2019. Igen var de opvarmning og det endda for et band, der havde ligget i dvale i et årti (As I Lay Dying), mens Unearth mere eller mindre havde skubbet på for være relevante og aktuelle.

Årsagen skal måske ses i, at Unearth altid har været i den lidt mere hurtige og tekniske afdeling af metal(core), mens det skorter på sange, hvor der er noget ren vokal med, hvorfor de ikke er så nemme at sluge for folket, der begår sig i denne afdeling af metal.

Men måske skulle denne aften viste sig at blive vendepunktet for dem!

Turbid North

Da første akt, Turbid North fra Texas, træder på scenen meget punkligt (vi har meget, vi skal nå denne aften), tæller jeg tyve mennesker i salen, hvoraf flere er crew og ansatte.

Her får jeg desværre fornemmelsen af, at det er som at være til en øver/koncert, hvor de nærmeste venner lige er dukket op for at støtte op om foretagende.

Og så virkede bandet til at have lidt lydskavanker, mens de heller ikke rigtigt forsøgte at engagere publikum.

Det gør det ikke bedre, at jeg efter endt koncert med denne trio ikke kan finde ud af, hvad de vil spille: Så er det hardcore, så er det groove, så enkelte elementer af thrash, og jeg duftede da også lidt grindcore her og der.

Normalt er jeg glad for at mikse genrer sammen, men når man gør det med næsten bind for øjnene, så kan det selvsagt ikke blive godt.

Leach

Så var det ellers blevet tid til en omgang crossover thrash fra Sverige.
Publikum var også øget i antal her, og bandet havde en noget mere nærværende tilstedeværelse, hvor de fik interageret med publikum i både intensitet og lydmæssig pondus.

Desværre var der bare så mange anker ved lyden, hvor lilletrommen lød som noget fra Metallicas St. Anger, mens guitarerne var så lave, at man aldrig fangede, når der endelig blev kanaliseret lidt lir eller en (gætter jeg på) god melodi over scenekanten.

Endvidere var vokalen ALT for høj.

Men med tanke på, hvad vi lige havde været vidne til, samt hvor meget publikum var levet op her, så er jeg i det gavmilde hjørne med karakteren til svensken.

Year of the Knife

Se, nu skete der virkelig noget! Intensiteten nåede et nyt niveau her, og folk, om de kendte bandet fra Delaware, USA eller ej, gav den fuld skalle til dette hardcore/metalcore-ensemble.

Desværre var bandet også ramt af relativ dårlig lyd; jeg ved ikke, om det havde noget med den semi-interimistiske opstilling, som forholdene i den lille sal i Pumpehuset indgyder til med lydpulten, eller det bare var symptomatisk.

Her var bassen alt for høj, mens det samlede lydbillede havde en tendens til at blive en anelse mudret.

Men folk lod til at have sig en fest! Og jeg drog da også ind i det soniske bombardement, hvor en my mudret lyd egentlig kan passe meget godt til hardcore, selvom det blev for meget af det gode nogle gange.

Dog trakterer jeg med en god karakter her, for bandet viste, at selvom det var værdi, og touren nåede sin afslutning, så er det ikke ensbetydende med, at man kører på autopilot eller bare skal have koncerten overstået.

Misery Index

Og nu til aftenens største afstikker: Amerikansk dødsmetal fra Misery Index.
Her skete der noget fra start, der ikke var hændt hidtil: Salen begyndte at ligne noget, der var proppet oppe foran!

Det var tydeligt, at mange mennesker var kommet denne aften hovedsageligt for dette bands skyld, hvor de så nok bare skulle “overleve” de andre bands, thi dødsmetal-fans ikke så tit har hang til metalcore med afstikkere af de andre former, vi får serveret denne aften.

Og der skete endda noget endnu bedre: Lyden var for en gangs skyld fokuseret, hvilket kunne overraske, da det her trods alt er musik, hvor der gå lidt ekstra stærkt, dybere vokal og mere guitarlir, end ved mange af de andre bands serverer denne aften – hatten af til lydmanden.

For mit eget vedkommende må jeg dog beklage for en af vores andre anmeldere, at selvom jeg havde set frem til den her koncert efter henviste anmeldelse og megen snak om bandets metier, så sagde bandet mig… bare ikke så meget.

Det er påviseligt min egen skyld, at jeg ikke havde dyrket deres diskografi noget mere, for så kunne det have været en kanonoplevelse – som mange andre da også øjensynligt havde over at se bandet denne aften – at opleve dem.

Men mit ukendskab til bandet skal ikke hindre dem i at få en fornem karakter.

Unearth

De kom, de så, de sejrede. Alt spillede perfekt. Salen blev pludselig TOTALT proppet, og folk gik derfra med en mine, der antydede, at dette nok var årets koncert, man allerede havde oplevet så tidligt i år! Topkarakter!

… ville mit teenage-hjerte ønske, at jeg kunne skrive, for ditto tog mit aldrende legeme med op foran og headbangede galore til storhittet “Giles”, sang med på den nye single “The Wretched; The Ruinous”, var begejstret over en anden ny single, “Mother Betrayal” og skreg mine lunger ud til “Endless”.

Men da jeg lige stoppede op kortvarigt i min maniske iver med allerede begyndende hold i nakken, stod det desværre klart, at lyden heller ikke var med Unearth denne aften.

Det var i forvejen mærkeligt at se bandet komme snigende ud fra baren og hoppe op på scenen, hvor man kunne komme helt op i smasken på musikerne (For resten: Intet af dette skriv er en klandring af spillestedet eller bookerne. Jeg er kun glad for, at denne koncert fandt sted!), men at de så ikke kunne sejre den hjem ved at levere et eminent show, var virkelig en skam.

Jovist, de er blevet lidt mere grå i toppen og lidt rundere (er vi ikke alle det?), men de kan stadig spille og fyre op for energien, som da jeg så dem for mange, mange år siden.

Men som jeg bevægede mig bagud for at få pusten, kunne jeg også se, at der var mere fyldt med mennesker, da Misery Index spillede. Enten var det skrækken over ikke at komme hjem tids nok, der havde affolket salen lidt, eller også var folk bare mest kommet for Misery Index.

Med de mere analytiske briller på var vokalen alt for “grumset”, de enkelte steder med ren vokal fra bassisten og forsangeren var noget nær umulig at høre, men værst var nok, at de guitarstykker, der trods alt drog mig mod bandet i sin tid, var nogle, man skulle kende hjemmefra, ellers var de svære at høre. Trommerne sad dog lige i skabet.

Jeg må bedrøvet nok konstatere, at Unearth havde deres chance mod tindernes top for mange år siden, men de blev overhalet af mere spiselige og melodiske bands, og Unearth har nok overskredet sidste salgsdato.

Men derfor glæder jeg mig stadig til at nyde kommende udgivelser fra dem (såsom den kommende skive i næste måned), men mine forhåbninger til at storslået show i fremtiden ligger et lille sted.

Anders Groos Mikkelsen giver dig her flere billeder fra aftenen: