Anmeldelse af: “Dylan på dansk”. Jep Loft, Books on Demand. 13. udgave. 2018.
Et ellers overflødighedshorn af en ligegyldig udgivelse gemte på en “skat” til sidst
Jeg har aldrig haft den store fidus til den nasale “sanger” (de anførselstegn er med vilje) Bob Dylan, men 68’er-generationen har nu så stor magt i samfundet, at de da mente, at manden burde tildeles en Nobelpris i litteratur i 2016, hvor han da lige nåede at dukke op til deadline.
Så det er da soleklart, at man må ned og granske i hans sangtekster for at finde ud af, hvad der gemmer sig af juveler i den spand, og i bedste overstadig hyldest af amerikaneren – der hverken gider snakke med sit publikum ej heller levere en dårligt nævneværdig koncert på Roskilde Festival (læs HER) – så skal vi da overanalysere og grave dybt i Zimmermans tekster… på dansk.
Forstå mig ret: jeg benægter ikke den betydning, som Bob Dylan har haft for mange genrer af musik; den er uomtvistelig, men da jeg modtog en udgave af “Dylan på dansk”, var min første tanke: “Er det virkelig nødvendigt at oversætte hans tekster til dansk?”
(Sang)Tekster er skrevet i deres oprindelige sprog, så jeg er fornægter af den slags oversættelser, medmindre det er en del af sprogundervisningen i skolen.
Hvis du bare vil læse teksterne i sig selv i bogen, så små-gnægger du over, hvor dumt dansk egentlig lyder, når man tager alt fra de kendte til de lidt mere ubesungne sange i Dylans diskografi (hvoraf 66 sange er udvalgt fra det store katalog til denne udgivelse), hvor selv den mest bedagede hippie omkring et lejrbål i en koger nok stadig ville sige: “Arh, skal vi ikke bare tage den på engelsk?”.
Hele bogen kan være læst på en time eller mindre, hvis du bare vil læse teksterne, som de er skrevet, men det er i slutningen, i efterspillet, efterskriftet til oversættelserne og rimstruktur-forklaringen til sangene hvor den store skat gemmer sig.
… i hvert fald hvis man er en litterær nørd.
Det er jeg ingenlunde, men på de sidste sider får man virkelig en indføring i, hvordan oversættelsen er valgt til hver sang med henblik på at genskabe den samme metodik og accentuering af ordene fra engelsk til dansk.
Her er ikke taget lette valg, selvom de på overfladen kan ligne det, og det gør, at man får lyst til at læse frem og tilbage mellem opsætnings-analysen til slut og hver sang forud.
Dette gør, at bogen på en og samme tid er intetsigende i forsøget på at gøre Dylan ære, men er spændende læsning for den person, der kan lide at studere oversættelses-værktøjer og opsætning af disse.
