Alice Cooper

Pensionen kalder

Anmeldelse af: Bob Dylan. Orange Scene, Roskilde Festival. 03. juli 2019.

Bob Dylan leverede mildest talt en skuffende oplevelse, da han sjaskede sig igennem sit sæt på dette års Roskilde Festival.

 

Foto: Anders Groos Mikkelsen

At kalde Bob Dylan for en legende vil nærmest være at underdrive. Manden har haft en kæmpestor betydning for musik generelt, nærmest siden han startede med at lave musik tilbage i de sene 50’ere og spæde 60’ere. Manden med den nasale vokal og den altid indtrængende mundharmonika er mildest talt så stor, som det kan blive indenfor folk- og protest-musik-scenen. Manden har vundet utallige priser bl.a. en nobelpris i litteratur – hvilket viser mandens evige relevans.

Denne relevans bliver i dag destrueret totalt på Orange Scene. Hvad, der bliver leveret, er mildest talt jammerligt, ja, nærmest decideret pinligt. Vokalen sidder på ingen måde, som den skal, og det er nærmere et mirakel, når Bob Dylan rammer rigtigt, end at det er et uheld, når han ligger forkert. At kalde ham for rusten er en underdrivelse ud over det sædvanlige.

Selv numre, som burde være letgenkendelige, som “Like A Rolling Stone” virker fremmede, fordi intet ligger, som det skal. Derudover består sætlisten ikke af særligt mange af de mere klassiske og genkendelige numre med Dylan. Vi får aldrig serveret de klassiske “Knocking On Heavens Door” eller “The Times They Are A Changing”. Dette er særligt et kæmpe problem på en festival, hvor publikummet altså ikke er die hard fans. Der opstår på intet tidspunkt en fællesskabsstemning omkring sangene, og folk klapper mere af pligt end af lyst. På trods af dette, spiller backingbandet acceptabelt og til tider rent faktisk godt.

Lyden er ufatteligt nok både mudret og for lav. Det bliver aldrig spændende på dette parameter, og adskillige tidspunkter er det som om, at flere instrumenter forsvinder i mixet. Dylans klaver ligger også tit skævt særligt i forhold til afslutninger på numrene. Forestil dig at være til Vorbassemarked for at høre Lars Lilholt band – bare meget værre. “Men hvordan er publikumskontakten så?” Jamen, jeg er da glad for, at du spørger, kære læser, for den er nemlig ikke eksisterende. Dylan sidder bag sit piano igennem hele koncerten, siger på intet tidspunkt noget og får kun med nød valtret ud for at bukke, inden vi får serveret ekstranumrene.

Bob Dylan slår aldrig igennem på Orange Scene og viser i stedet, at hans relevans er ved at være ikke-eksisterende.

Det er vist ved at være tid til at den folkekære herre går på pension.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

REVIEW OVERVIEW

Bob Dylan

Discover

Latest

Tygers taber terræn

Anmeldelse af: Tygers Of Pan Tang - Ambush (reissue). Release 18. september 2020 via Mighty Music/Target Group.   Britiske Tygers Of Pan Tang er særdeles aktive...

Lidt fra hver ende af spektret

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september. Del 2 af 2. Hvor førstedagen af årets udgave af Raise Your Horns-festivalen...

Det skete – rent faktisk – i de dage!

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september 2020. Del 1 af 2. Det er næsten ikke til at tro, men...

Chill Anselmo

Anmeldelse af: En Minor - When The Cold Truth Has Worn Its Miserable Welcome Out. 04. september 2020 via Season of Mist. Der skrues op...

Fotoreportage: Artilley + Manticora

Fotoreportage fra: Artillery + Manticora. Amager Bio, Kbh. 04. september 2020. Hvordan ser metalkoncerter ud anno efteråret 2020 i denne tid? Det kan du få...