Alice Cooper
Forside Anmeldelser Pensionen kalder

Pensionen kalder

Author

Date

Category


Anmeldelse af: Bob Dylan. Orange Scene, Roskilde Festival. 03. juli 2019.

Bob Dylan leverede mildest talt en skuffende oplevelse, da han sjaskede sig igennem sit sæt på dette års Roskilde Festival.

 

Foto: Anders Groos Mikkelsen

At kalde Bob Dylan for en legende vil nærmest være at underdrive. Manden har haft en kæmpestor betydning for musik generelt, nærmest siden han startede med at lave musik tilbage i de sene 50’ere og spæde 60’ere. Manden med den nasale vokal og den altid indtrængende mundharmonika er mildest talt så stor, som det kan blive indenfor folk- og protest-musik-scenen. Manden har vundet utallige priser bl.a. en nobelpris i litteratur – hvilket viser mandens evige relevans.

Denne relevans bliver i dag destrueret totalt på Orange Scene. Hvad, der bliver leveret, er mildest talt jammerligt, ja, nærmest decideret pinligt. Vokalen sidder på ingen måde, som den skal, og det er nærmere et mirakel, når Bob Dylan rammer rigtigt, end at det er et uheld, når han ligger forkert. At kalde ham for rusten er en underdrivelse ud over det sædvanlige.

Selv numre, som burde være letgenkendelige, som “Like A Rolling Stone” virker fremmede, fordi intet ligger, som det skal. Derudover består sætlisten ikke af særligt mange af de mere klassiske og genkendelige numre med Dylan. Vi får aldrig serveret de klassiske “Knocking On Heavens Door” eller “The Times They Are A Changing”. Dette er særligt et kæmpe problem på en festival, hvor publikummet altså ikke er die hard fans. Der opstår på intet tidspunkt en fællesskabsstemning omkring sangene, og folk klapper mere af pligt end af lyst. På trods af dette, spiller backingbandet acceptabelt og til tider rent faktisk godt.

Lyden er ufatteligt nok både mudret og for lav. Det bliver aldrig spændende på dette parameter, og adskillige tidspunkter er det som om, at flere instrumenter forsvinder i mixet. Dylans klaver ligger også tit skævt særligt i forhold til afslutninger på numrene. Forestil dig at være til Vorbassemarked for at høre Lars Lilholt band – bare meget værre. “Men hvordan er publikumskontakten så?” Jamen, jeg er da glad for, at du spørger, kære læser, for den er nemlig ikke eksisterende. Dylan sidder bag sit piano igennem hele koncerten, siger på intet tidspunkt noget og får kun med nød valtret ud for at bukke, inden vi får serveret ekstranumrene.

Bob Dylan slår aldrig igennem på Orange Scene og viser i stedet, at hans relevans er ved at være ikke-eksisterende.

Det er vist ved at være tid til at den folkekære herre går på pension.

Bob Dylan

Recent posts

Tung søvn over Aarhus

Anmeldelse af: Sleep. Train, Aarhus. 10. oktober 2019. Sleep leverede i høj grad varen, da de i selskab med Pharaoh Overlord besøgte Train. Der var...

DMA ’19: Alle skuffer over tid

Reportage fra Danish Music Awards 2019. K.B. Hallen, Kbh. 17. Oktober 2019. Hvad der skulle have været en hyldest til hele den danske musikbranche, endte...

Ny Copenhell 2020-bandpakke + udvidelse!

Copenhell bliver anderledes til næste år! Vores allesammens festival Copenhell kan annoncere den første håndfuld af navne og annoncerer også en større udvidelse!   Arkivfoto: Mathilde Maria...

Kulturnat ‘19: Rock-beats og symfonisk metal på Vesterbro

Reportage fra: Soren Andersen på Beat + Ethereal Kingdoms på Zeppelin Rock Bar, Kbh. D. 11. oktober 2019. Selvom det kun var sidst på eftermiddagen/først...

Fredagsstemning på en søndag

Anmeldelse af: Uriah Heep. Train, Aarhus. 06. oktober 2019. Uriah Heep viste atter engang, at bare fordi man når op i alderen, betyder det altså...