Alice Cooper

Pensionen kalder


Anmeldelse af: Bob Dylan. Orange Scene, Roskilde Festival. 03. juli 2019.

Bob Dylan leverede mildest talt en skuffende oplevelse, da han sjaskede sig igennem sit sæt på dette års Roskilde Festival.

 

Foto: Anders Groos Mikkelsen

At kalde Bob Dylan for en legende vil nærmest være at underdrive. Manden har haft en kæmpestor betydning for musik generelt, nærmest siden han startede med at lave musik tilbage i de sene 50’ere og spæde 60’ere. Manden med den nasale vokal og den altid indtrængende mundharmonika er mildest talt så stor, som det kan blive indenfor folk- og protest-musik-scenen. Manden har vundet utallige priser bl.a. en nobelpris i litteratur – hvilket viser mandens evige relevans.

Denne relevans bliver i dag destrueret totalt på Orange Scene. Hvad, der bliver leveret, er mildest talt jammerligt, ja, nærmest decideret pinligt. Vokalen sidder på ingen måde, som den skal, og det er nærmere et mirakel, når Bob Dylan rammer rigtigt, end at det er et uheld, når han ligger forkert. At kalde ham for rusten er en underdrivelse ud over det sædvanlige.

Selv numre, som burde være letgenkendelige, som “Like A Rolling Stone” virker fremmede, fordi intet ligger, som det skal. Derudover består sætlisten ikke af særligt mange af de mere klassiske og genkendelige numre med Dylan. Vi får aldrig serveret de klassiske “Knocking On Heavens Door” eller “The Times They Are A Changing”. Dette er særligt et kæmpe problem på en festival, hvor publikummet altså ikke er die hard fans. Der opstår på intet tidspunkt en fællesskabsstemning omkring sangene, og folk klapper mere af pligt end af lyst. På trods af dette, spiller backingbandet acceptabelt og til tider rent faktisk godt.

Lyden er ufatteligt nok både mudret og for lav. Det bliver aldrig spændende på dette parameter, og adskillige tidspunkter er det som om, at flere instrumenter forsvinder i mixet. Dylans klaver ligger også tit skævt særligt i forhold til afslutninger på numrene. Forestil dig at være til Vorbassemarked for at høre Lars Lilholt band – bare meget værre. “Men hvordan er publikumskontakten så?” Jamen, jeg er da glad for, at du spørger, kære læser, for den er nemlig ikke eksisterende. Dylan sidder bag sit piano igennem hele koncerten, siger på intet tidspunkt noget og får kun med nød valtret ud for at bukke, inden vi får serveret ekstranumrene.

Bob Dylan slår aldrig igennem på Orange Scene og viser i stedet, at hans relevans er ved at være ikke-eksisterende.

Det er vist ved at være tid til at den folkekære herre går på pension.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Bob Dylan

Discover

Latest

Canadiere på fri fod

Anmeldelse af: Saga. Train, Aarhus. 19. februar 2020. Saga leverede en intet mindre end imponerende koncert, da de svingede forbi Aarhus med deres 70'er og...

Energifyldt fransk blackgaze

Anmeldelse af: Alcest. Pumpehuset, Kbh. 15. februar 2020. Franske Alcest leverede en sprød og energifyldt Blackgaze-koncert, da de spillede for et udsolgt Pumpehuset i København.   Foto:...

Den gordiske knude er blevet løs

Anmeldelse af: Slipknot + Behemoth, Royal Arena - Kbh. D. 20. februar 2020   På Roskilde Festival 2009 så jeg Slipknot for første gang. Siden da...

Velkendt bøf tilsat nye ingredienser

Anmeldelse af: Kvelertak "Splid". Udgivet 14. februar via Rise Records. Norske Kvelertak tager chancer med ingredienserne i forhold til deres vante opskrift på saftig bøf....

Amerikanere fanget i teknologiens spind

Anmeldelse af: Starset + Ivy Crown - Pumpehuset, København. 19 februar 2020. Starset var onsdag vendt tilbage til Danmark. Det cinematiske hardrockband er på deres...