Alice Cooper

Pensionen kalder

-

Anmeldelse af: Bob Dylan. Orange Scene, Roskilde Festival. 03. juli 2019.

Bob Dylan leverede mildest talt en skuffende oplevelse, da han sjaskede sig igennem sit sæt på dette års Roskilde Festival.

 

Foto: Anders Groos Mikkelsen

At kalde Bob Dylan for en legende vil nærmest være at underdrive. Manden har haft en kæmpestor betydning for musik generelt, nærmest siden han startede med at lave musik tilbage i de sene 50’ere og spæde 60’ere. Manden med den nasale vokal og den altid indtrængende mundharmonika er mildest talt så stor, som det kan blive indenfor folk- og protest-musik-scenen. Manden har vundet utallige priser bl.a. en nobelpris i litteratur – hvilket viser mandens evige relevans.

Denne relevans bliver i dag destrueret totalt på Orange Scene. Hvad, der bliver leveret, er mildest talt jammerligt, ja, nærmest decideret pinligt. Vokalen sidder på ingen måde, som den skal, og det er nærmere et mirakel, når Bob Dylan rammer rigtigt, end at det er et uheld, når han ligger forkert. At kalde ham for rusten er en underdrivelse ud over det sædvanlige.

Selv numre, som burde være letgenkendelige, som “Like A Rolling Stone” virker fremmede, fordi intet ligger, som det skal. Derudover består sætlisten ikke af særligt mange af de mere klassiske og genkendelige numre med Dylan. Vi får aldrig serveret de klassiske “Knocking On Heavens Door” eller “The Times They Are A Changing”. Dette er særligt et kæmpe problem på en festival, hvor publikummet altså ikke er die hard fans. Der opstår på intet tidspunkt en fællesskabsstemning omkring sangene, og folk klapper mere af pligt end af lyst. På trods af dette, spiller backingbandet acceptabelt og til tider rent faktisk godt.

Lyden er ufatteligt nok både mudret og for lav. Det bliver aldrig spændende på dette parameter, og adskillige tidspunkter er det som om, at flere instrumenter forsvinder i mixet. Dylans klaver ligger også tit skævt særligt i forhold til afslutninger på numrene. Forestil dig at være til Vorbassemarked for at høre Lars Lilholt band – bare meget værre. “Men hvordan er publikumskontakten så?” Jamen, jeg er da glad for, at du spørger, kære læser, for den er nemlig ikke eksisterende. Dylan sidder bag sit piano igennem hele koncerten, siger på intet tidspunkt noget og får kun med nød valtret ud for at bukke, inden vi får serveret ekstranumrene.

Bob Dylan slår aldrig igennem på Orange Scene og viser i stedet, at hans relevans er ved at være ikke-eksisterende.

Det er vist ved at være tid til at den folkekære herre går på pension.

REVIEW OVERVIEW

Bob Dylan

Share this article

Recent posts

Gojiras styrke sætter nye standarder

Anmeldelse af: Gojira - Fortitude. Release d. 30. april 2021 via Roadrunner Records. 5 år efter udgivelsen af mesterværket Magma kommer fortsættelsen, Fortitude, endelig. Forventningerne er...

Korn-freaks blev holdt i kort snor

Anmeldelse af: Korn - Monumental streamingkoncert. D. 24. april 2021 via KornLive.com. Korn er absolut stadig et band, der kan lave gode albums og sange...

Et kærligt gensyn

Anmeldelse af: The Offspring - Let the Bad Times Roll. 16. april 2021. Udgivet via Concord.   Efter ni års ventetid er de Californiske pop-punkerne The...

Magtens Korridorer lover guldøl og grønne fadøl

Anmeldelse af: Magtens Korridorer - Club Promise. Release d. 16. april 2021 via Universal Music.  Bodega-rockerne Magtens Korridorer spiller sange, som mange kender og kan...

Mustasch er ikke just Albert Einstein 

Anmeldelse af: Mustasch - A Final Warning, Chapter One. Release d. 16. april 2021 via Tritonus Records.    Næst-sidste advarsel om en senere advarsel er lige...

Popular categories