Anmeldelse af: Deadnate – The North Sea. Udgivet 25. marts 2022 via DeadRecords.
Deadnate leverer et album spækket fyldt med fede melodier, tonsertung lyd, imponerende riffs, spændende trommer og ikke generelt imponerende velkomponeret moderne metal, på deres debutalbum.
Så er Fredericia-bandet Deadnate endelig aktuelle med deres debutalbum, The North Sea, og der er så sandelig både smæk for skillingen og inderlighed at spore igennem albummets lige godt 38 minutters varighed.
Først og fremmest så kommer vi ikke udenom, at Deadnate godt kan lide et vist fransk band. Parallellerne mellem Deadnate og Gojira er mange og er ligeledes enormt åbenlyse. Særligt tydeligt står dette i kraft af, at Deadnate benytter sig af rigtigt mange af de samme teknikker på særligt vokal- og guitar-fronten, som de franske mastodonter benytter og nærmest har gjort til deres varemærke. Der er rigeligt at spore af spændende og fede lyde, ligesom sangopbygningen på flere af numrene minder en del om det nyere lidt mere svævende post-inspirerede Gojira. Det er på grænsen til at det godt kan gå hen og blive en blatant kopi, men Deadnate formår at få nok af andre inspirationer ind på dette album, og havde det franske band udgivet dette album, ja, så ville jeg faktisk have set det som en glædelig og enormt positiv overraskelse. Der er nemlig utroligt meget godt at hente på The North Sea, og det bliver derfor alligevel ikke til en ublu kopi, men viser et band, der leverer et album, der simpelthen bare er af enormt høj klasse.
The North Sea er et album spækket til randen med fede riffs, spændende melodier og en produktion, der bare sparker godt til lytteren. De to vokaler, som leveres af henholdsvis Kenneth Kejlstrup og Simon Juul (nej, ikke DEN Simon Juul) spiller enormt godt igennem dette album, især når det kommer til at harmonisere i de rene og mere post-inspirerede stykker. Her viser Deadnat i sandhed en udvikling fra tidligere udgivelser. De brølende vokaler rammer ligeledes lytteren hårdt i mellemgulvet, og det er i det hele taget svært at undgå at lade sig rive med igennem albummet. Det spiller enormt godt, og bandet lader til at have fundet sig en solid plads i den danske metal-muld, hvor bandet i sandhed kan få lov til at blomstre.
Albummet er som nævnt spækket med fede riffs, det er også ofte netop der, hvor parallellerne til hval-elskerne fra Gojira trækkes. Det er forfriskende at høre et dansk band, der har den tilgang til at skrive riffs, som Deadnate har det igennem dette album. Det er ikke bare knusende, det er også legende og progressivt med masser af velplacerede teknikker, der løfter musikken et niveau op. Flere gange decideret overrasker udviklingen i et riff med at variere imellem sine rytmer, lækre brug af overtoner og tempoer, og det oser af et band, der i sandhed har øvet sig og hviler selvsikkert i sin egen musikalske kunnen. Ligeledes besidder Deadnate simpelthen evnerne til at rent faktisk at skrive ikke blot imponerende soli, men ligefrem få det til at passe enormt godt ind i deres numre. Dette burde der ikke være noget ekstraordinært i, men med netop denne type moderne, superstram progressivt post-inspireret dødsmetal er det faktisk imponerende, hvor godt det lander.
Produktionen på albummet er enormt skarp, og der er godt med knald på især trommerne og guitarerne. Til trods for dette soniske skub, så ryger Deadnate ikke i den ellers typiske fælde i forhold til moderne produktioner, hvor alt bare skal være sønderrivende højt. Der er netop blevet gjort plads til et dynamisk lydbillede i mixet, og det tjener i høj grad til gruppens fordel. At der er plads til et afdæmpet lydbillede i de mere svævende stykker, virker enormt godt ikke blot for de omtalte stykker, men i lige så høj grad til at forstærke det soniske smæk, man som lytter skal have i hovedet, når der så kommer gang i riffmaskinen, de voldsomme vokaler og den meget solide bund. Trommelyden er enormt lækker og fremhæver det glimrende underlag, som Ole Frank lægger igennem numrene. Trommerne er enormt opbyggende igennem albummet og da særligt, når der leges med tammerne samt den varierende stortromme, der alle har et lækkert anslag og en god dybde i lyden. Guitarerne er skarpe, og bassen dejlig dyb og kommer særligt til sin ret på et anlæg med større højtalere. På det her album lyder simpelthen bare godt, og så er det sågar produceret af netop Ole Frank selv! Det er virkelig en imponerende egenproduktion, vi er ude i her.
Det skal dog ikke alt være en dans på roser, og dette album er da heller ikke fuldstændig perfekt. Personligt gad jeg godt, at der blev lidt mere luft i musikken idet mindste bare sporadisk til at lade bassen synge ordentligt med, fremfor at den skal ligge og buldre i baggrunden konstant og egentlig mest af alt blot følge de andre instrumenter særligt guitarriffsne. Her måtte der egentlig godt leges lige lidt mere og udforskes således, at bassen bliver en større del af instrumentationen, end den umiddelbart lyder til at være. Derudover forvirrer indløbet til sangen “Epitaph” mine sanser, hver eneste gang jeg hører den. Den lyder simpelthen som om, temaet fra Harry Potter-franchisen skal til at starte bare lige det første sekund eller to. Nummeret fungerer dog stadig herligt som et flot mellemspil, og kunne faktisk også have tjent albummet godt som en afdæmpet outro.
I det hele taget formår Deadnate at lave et meget helstøbt album, som netop hjælpes godt på vej af små mellemspil og introer. Disse får på mange måder skabt en bedre rød tråd, end albummet ville have haft uden. Desuden lyder samtlige mellemspil numrene formidabelt og sætter stemningen igennem albummet enormt godt. Man føler ofte, at man bliver suget helt ind i et andet univers, og man formår i forlængelse deraf at fordybe sig mere i musikken og det formidable sammenspil, som bandet besidder.
Sangskrivningen er helt i top på The North Sea, hvor Deadnate viser sig som en utrolig stærk spiller indenfor metallen herhjemme. Der bliver gået til stålet med 10 utroligt velskrevne og velsammenhængende numre spækket fyldt med fedt lir, inderlighed, vrede og en produktion, der virkelig tager kegler.
For mit vedkommende ligger Deadnate med The North Sea enormt skarpt i svinget til prisen som årets bedste danske metalalbum anno 2022.
