Dansk rock-debut med punket pondus

Jeg kan vitterligt ikke huske, hvornår jeg sidst fik en gedigen dansk rockplade ind ad døren til anmeldelse. Nu har redaktionen så i mellemtiden modtaget debutalbummet fra københavnske Taunus, der går under titlen, Going Nowhere, Fast! – en titel, der i al sin enkelthed siger både utroligt meget og nærmest ingenting om Taunus’ musikalske virke.

Man får en smag i munden af noget, der formentlig vil gå hen og virke lidt typisk og ensporet, så det er måske med en anelse rysten på hånden, at jeg lader nålen fra min Systemdek mageligt presse sig ind i den orangefarvede vinyl.

Lyden blæser ud af højtalerne, og det, der rammer mig, er ved første lyt sådan ca. så klassisk og tidstypisk for 70erne og 80erne, at ens forventninger omkring Taunus indleves til fulde. Gruppens musik er bundsolidt, og sjældent har så ellers typiske og genretypiske riffs og melodier alligevel landet så godt, som det gør her.

De musikalske klichéer står ofte i kø, men de er så afsindigt godt udført på Going Nowhere, Fast!, at hvis det ikke er fordi, produktionen er en knivspids for moderne, sagtens kunne have været et album fra 1978. Der bliver skruet på tidsmaskinen, og musikken fremstår lige så autentisk, som den egentlig er banal. Det er hørt mange gange før, men Taunus gør det afsindigt godt på deres debut, der så absolut svinger fedt.

Farten, som nævnes i pladens titel, er helt bestemt nærværende igennem albummets små 33 minutters varighed. Der er generelt godt med knald på, og særligt guitarerne får lov til at folde sig ud på vaskeægte rockmanér. Numrene formår delvist at smelte sammen i kraft af deres mangel på variation, så den korte albumlængde gør ligeledes, at man som lytter ikke formår at køre træt, men stadig er småsulten efter mere.

Albummets produktion er ganske givet det mest afslørende i forhold til albummets egentlige autenticitet, da denne er for pæn og moderne i forhold til fordums tiders mere analoge og rå produktioner. Umiddelbart gavner det dog albummet, at man netop kan høre, at det ligger smukt imellem nyt og gammelt. Produktionen er lækkert crisp, og det er meget tydeligt, at Lasse Ballade fra Ballade Studios kan sit kram, nøjagtigt som vi så ofte ser det med produktioner fra hans hånd. Produktionen og lyden, som følger, er helt klart bidragende til, at musikken løftes til det niveau, det kommer op på.

Gruppens sammenspil virker på dette album glimrende. Musikken er dejligt stram og veludført med stor kærlighed til forskrifterne, til tider måske for stor – også selvom musikken langt størstedelen af tiden er rigtigt fed. Der går ved gentagne lyt en anelse rundhyl i det musikalske udtryk, der måske godt havde kunne bruge lidt variation, men så havde albummets titel givet lidt mindre mening.

Vi kommer nemlig reelt set ikke musikalsk nogle vegne på dette album, men det er så sandelig heller ikke meningen. Det er ikke opfindelsen af hjulet, vi er ude i her, men mindre kan også gøre det, og netop dette viser Taunus med stor stil, at de er beredte på. Variation er ikke alt, i hvert fald ikke når man gerne vil spille en solid omgang hurtig gammeldags rock med punkinspirationer.

Taunus spiller måske meget lige ud af landevejen, og det er også til tider i farezonen for at lyde anonymt, hvis ikke det var fordi, bandet med forsanger, Joakim Mattsson, rammer noget helt specielt. Vokalen sidder lige i skabet og formår virkelig at sætte den ultimative prik over i’et. Den er tilpas rå og punket i sin stil, samtidig med at den er lækker alsidig og sprød. Vokalen passer perfekt ind i musikken og samler helheden på en utroligt lækker og ikke mindst autentisk måde. Det er sgu sådan, rock skal serveres!

Going Nowhere, Fast! holder, hvad titlen lover og viser et værk, der ikke rigtigt forsøger at bringe meget nytænkning til bordet. Derimod er det slet og ret et stærkt rockudspil fra et band, der i al sin enkelthed rammer plet med solide riffs, godt tempo, tungen lige i munden og ikke mindst en vokal, der binder det hele sammen til noget, der alligevel formår at virke helt som sig selv.

Taunus har formået at skabe en bundsolid debut uden for meget nonsens, men blot lækkert spillet rock med en stærk puls.