Alice Cooper

De døende lever – i bedste velgående!


Anmeldelse af: As I Lay Dying, m.fl. Amager Bio, Kbh. 02. oktober 2019.

Det var ubetinget en gensynets glæde fra både band og publikum langt om længe at se hinanden på dansk jord igen – med kun enkelte hindringer for en perfekt aften.

 

Foto: Anders Groos Mikkelsen

At se de unge mennesker deltage i en “comeback-koncert” for et amerikansk band, man ellers for bare et par år siden havde svoret, aldrig ville genopstå; hvor selvsamme unge fremmødte mennesker maks kan have været unge teenagere, da hovednavnet var her sidst (2012), siger noget om, hvor stor en betydning As I Lay Dying stadig har – eller også har deres skive fra i år, Shaped by Fire, bare ramt lige ned i core-nerven hos fans!

Jeg vil ikke trætte dig med et historisk opslag over, hvorfor As I Lay Dying ikke har været her længe, men jeg samler lige nogle vigtige punkter for dig:

  • Forsanger, Tim, forsøgte at hyre en lejemorder til at likvidere ekskonen. Tim blev anholdt i tide, afsonet fændselsstraf, retur igen.
  • Bandet var før da nomineret til en Grammy og blandt de vigtigste bannerførere for moderne metal.
  • De tidligere bandmedlemmer startede deres eget orkester, Wovenwar, og svorg, de aldrig ville arbejde sammen med Tim igen.
  • Wovenwar blev aldrig nogen stor succes; Tim og de andre fandt sammen igen.
  • Denne skribent så sidst bandet i 2007 og baserede mere eller mindre min musiske interesse i slut-nullerne ud fra, hvad dette band foretog sig – mildt sagt.

Så med det ude af verden iler vi videre til første band på scenen som opvarmning, for der skulle åbenbart halses lidt igennem denne aften.

 

Fit For A King
Selvom jeg troede, jeg var landet før tid, så startede første band ud af fire denne aften ud 10 minutter før tid.

Men man må sige, at fremmødet allerede her var imponerende, og selvom man ellers lige plejer at skulle se første band an/have dem overstået for at komme videre til hovednavnet, så var der enten nogle kendere blandt publikum, eller også var folk bare opsat på en tidlig ‘core-fest en tilfældig onsdag aften.

Og metalcore var da også lige nøgleordet for dette band, der da heller ikke lagde skjul på hverken live eller på deres merch at hos dem, får man den klassiske metalcore, som vor mor ku’ li’ den.

Hvis du kender opskriften på en standard metalcore-sang (skrigende/brølende vers, medsyngende omkvæd, call back-vokal i c-stykket og/eller et breakdown med nogle afstikkere i denne formular), så var det præcist, hvad du fik denne aften – og det var godt.

Sangene var ikke videre memorable, men enkelte steder hørte jeg da passager, som jeg tænkte, at jeg lige skulle hjem og tjekke ud senere.
Men den tanke forsvandt hurtigt, da vi skulle videre til nogle af mine andre ungdoms-helte:

 

Unearth
Jeg har aldrig forstået, hvorfor amerikanske Unearth aldrig er blevet større. Nu her som anden (ANDEN!) opvarmning for As I Lay Dying, som førstnævnte trods alt har en anelse mere anciennitet end.

Unearth er ikke bare et af de bands, der spiller god metal. De viser OVERSKUD med det største “O” du kan finde frem på dit keyboard. De kommer fra den bølge af førsteskuds metalcore-bands, men de var lige dele thrash samtidig, og der var ikke meget cleanvokal, og så var der alligevel fængende riffs, så det battede.

Samme var at opleve her, specielt efter vi var kommet forbi de obligatoriske numre fra den seneste – ret så kedelige – skive, Extinction(s), og vi kunne komme videre til klassikerne, der blev leveret med gigantisk indlevelse og lyst til at spille op mod publikum.

Jeg forestiller mig, at selv en dårlig dag på kontoret for Unearth må være overgennemsnittet for resten af deres optrædender generelt.

Desværre var lyden ikke helt genial, hvilket den ellers var til Fit For A King (minus clean-vokalen), mens man med duo-solister på spaderne i Unearth var nødt til at rette lyden ind, så man kunne høre den store skala-leg på instrumenterne.

Problemet er nok netop, at Unearth vil for meget på samme tid – som jeg elsker! – men som gør, at de ikke pleaser nok subgenrer-scenekids.

 

Chelsea Grin
Se, jeg kan godt lide deathcore, som disse drenge i Chelsea Grin spiller. Jeg elsker også gode breakdowns, men her må der næsten være tale om en joke med, at hvis du kan lide dit breakdown, så har vi lige tilføjet et ekstra breakdown med endnu mere buldrende bas i.

Det er sikkert sådan, nogle mennesker kan lide det, men med tanke på, hvor alsidige bandets bagkatalog ellers er, så blev dette aftenens semi-skuffelse for mit vedkommende.

Bandet virkede ikke nærværende, og det føltes næsten som om, at gassen gik lidt af ballonen her, hvor den ellers hidtil havde været stødt opadgående.

Om det kan skyldes de mange udskiftninger i Chelsea Grin gennem tiden til, at de ikke kan genskabe de mere interessante numre live, eller dette bare er et bevidst valg hver gang, aner jeg ikke, men jeg savnede dem ikke, da de gik fra scenen.

 

As I Lay Dying
Men det hænger måske også sammen med al den opbyggede spænding, jeg havde samlet sammen til at befinde mig helt oppe foran i Amager Bio, hvor bandet sidst var i Danmark i 2012 – hvor jeg desværre ikke var der.

Bandet lagde ud med nummeret “Burn to Emerge” fra deres nyeste skive og viste – også med senere indslag – at bandets garant for at komponere gode metalcore-sange stadig befinder sig i et topniveau, hvor de færreste aspiranter kan følge med.

Når vi kom til de mange hits, blev der – måske ikke ligefrem skrålet med på alle kanter og balkoner – men så i hvert fald moshet igennem, kastet omkring med venner, håndtegn og smidt en enkelt kørestolbruger ind i circlepitten(?)

As I Lay Dying var så sandelig et sammenspillet band, og deres lyd var knivskarp, omend man godt kunne spotte, at vokalen mudrede enkelte gange, samt at de forskellige soli lige skulle tilpasses hinanden i nogle af numrene.

Dette er nok de eneste skår, som indledt med, der var at påpege ved deres performance denne aften, hvor man ikke kunne mærke, at bandet havde været væk fra scenen så længe.
De virkede vitale, væsentlige og vedholdende i deres optræden denne aften i Amager Bio, så tiden bare skøjtede forbi en, lige indtil jeg stod med et plekter fra den samme guitarist, som jeg fik et af for 12 år siden på spillestedet Loppen.

Tak for den genkomst, venner – I er stadig relevante for både os lidt ældre og den yngre generation!

Lad denne genkomst kun vokse sig stor for jer!

 

Her er billeder fra aftenen af Anders Groos Mikkelsen:

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Fit For A King
Unearth
Chelsea Grin
As I Lay Dying

Discover

Latest

Fotoreportage – Ethereal Kingdoms, Udlejre Kirke.

Fotoreportage fra: Ethereal Kingdoms. Udlejre Kirke, Sjælland. 21. februar 2020. En spektakulær oplevelse, foreviget i billedet.   Tommy Sonne Skøtt tog billeder af den usædvanlige koncert med...

For 150 kr blandet

Anmeldelse af: Konkhra, m.fl. Atlas, Aarhus. 21. februar 2020. EFTER NÆSTEN 10 ÅRS DVALE UDGAV KONKHRA I OKTOBER 2019 ALBUMMET, ALPHA AND THE OMEGA. I...

Canadiere på fri fod

Anmeldelse af: Saga. Train, Aarhus. 19. februar 2020. Saga leverede en intet mindre end imponerende koncert, da de svingede forbi Aarhus med deres 70'er og...

Energifyldt fransk blackgaze

Anmeldelse af: Alcest. Pumpehuset, Kbh. 15. februar 2020. Franske Alcest leverede en sprød og energifyldt Blackgaze-koncert, da de spillede for et udsolgt Pumpehuset i København.   Foto:...

Den gordiske knude er blevet løs

Anmeldelse af: Slipknot + Behemoth, Royal Arena - Kbh. D. 20. februar 2020   På Roskilde Festival 2009 så jeg Slipknot for første gang. Siden da...