Anmeldelse af: Shadow of Intent m.fl. Hotel Cecil, Kbh. 29. januar 2023.

29. januar var en aften med noget af det bedste Deathcore jeg længe har oplevet. Dog med et lille men.

To the Grave

Jeg ankommer til Hotel Cecil godt og vel små 5 minutter, før første band skulle gå på. Selvom jeg i mange år har beskæftiget mig med rock, metal og alle deres subgenrer, så har jeg desværre måtte se, at jeg har sovet lidt i timen, når det kommer til deathcore.

Dette får bandet To The Grave mig til at fortryde med det samme! Fra første pig squeal vidste jeg bare, at den her aften ville blive fed! Med deres tunge og lettere slam-inspirerede deathcore får To The Grave hurtigt sat gang i publikum. Med en, til en start, maskeklædt forsanger, der vælter rundt og sørger for, at energien er høj fra start, får bandet hurtigt gjort opmærksom på sig selv.
Med en smule frygt for, at dette ville blive for meget en kopi af alle andre kutteklædte bands, der er kommet frem for tiden (især Gaerea), kan jeg mærke, at min nakke straks begynde at boppe med i takten til musikken. Heldigvis så vælger forsangeren efter lidt tid at tage hætten af og fortsætter med sin fuldstændige arrigskab.

Dog er der en ting, jeg bider mærke i ved dette band, som skulle vise sig at være lidt generelt for resten af aftenens bands. Det er stort set kun forsangeren, der sørger for at levere et show. Resten står egentlig bare og spiller. Jovist, de leverer en lidt ond grimasse og nikker lidt med i takt, men er samtidigt også bare en kende kedelige at se på.

Heldigvis så leverer forsangeren næsten underholdning nok for resten af bandet og musikken, og lyden sidder lige i skabet. Alt i alt super fedt, hvis det ikke var fordi, de andre musikere får koncerten til at være en anelse statisk. Det virker lidt til, at de har lidt for travlt med at være så absolut tight som muligt (eller også er de bare en smule generte.)

Angelmaker

Som tidligere nævnt, var temaet for denne aften lidt “spændende forsangere, men uinteressante instrumentalister”. Tja, dette tema fortsatte også med næste band, Angelmaker. Der, hvor dette band til gengæld skilte sig ud, var, at de havde TO forsangere. “Fedt!” tænker man. “Så får vi dobbelt op på performance”. Men ak. Den ene forsanger valgte at være en kende mere anonym, til gengæld fik den anden forsanger leveret alt, hvad er skulle til for, at den her koncert ikke blev kedelig.

Det, man så i stedet kan vælge at have som fokus med Angelmakers musik, er det lidt større fokus på melodier i deres riffs. Generelt virker der til at være lidt mere tankevirksomhed bag, når det kommer til deres sangskrivning. Derudover så har vi igen fat i et band, der bare spiller perfekt. Ikke en eneste tone er spillet forkert. Men når det så gør, at musikerne går på kompromis med deres performance, var det foretrukket, at bandet gav den lidt mere gas.

På den anden side kan man igen sige, at i hvert fald den ene af forsangerne giver den så meget gas, han nu engang kan. Men vilde blikke ud til publikum og en generelt nærmest dyrisk kvalitet over sig sørger han for at holde publikum investeret og agerer bandets indpisker, som han gør til UG.

Nu kunne jeg ligesom se at der begyndte at tegne sig et mønster, som så skulle vise sig at måske kunne blive brudt af næste band?

Enterprise Earth

Ja, men blot i brudstykker. Igen var der ingen tvivl om, at bandets stjerne var deres forsanger. Og igen var forsangeren så også karismatisk nok til at veje det op for resten af bandets anonymitet. Her har vi også at gøre med en forsanger med et lidt anderledes udtryk. Jovist, han kan se gal og vred ud, men han benytter sig også gerne af, hvor smidig han er. På et tidspunkt skulle man tro, at han havde danset en del limbo. Han kunne i hvert fald komme langt ned.

For ikke at lyde som en CD, der bare skipper og gentager sig selv, så kan jeg så også sige, at publikum efterhånden var blevet en kende berusede og dermed også i en mere festlig stemning. Så meget, at forsangeren stort set ikke behøver at byde op til dans. Der bliver bare moshet igennem.

Og med god grund. For Enterprise Earth leverer deres deathcore med knivskarp præcision. Der er stort set ikke en finger at sætte på dem rent musikalsk. Men igen: deres optræden kunne godt være mere helstøbt.

Shadow of Intent

NU var det tid til aftenens egentlige hovednavn. Jeg havde selv hørt om Shadow of Intent via en af mine kammerater på Facebook. Han havde nemlig delt en video, hvor deres forsanger indspillede vokaler til nummeret “The Heretic Prevails”, som havde et fedt meme-værdigt breakdown (flere år før Lorna Shore gjorde tricket efter på “To the Hellfire”). Dette gjorde også, at blandt visse kredse af metalmiljøet blev Shadow of Intent et omtalt band, især grundet dette imponerende og fede breakdown, der er på “The Heretic Prevails”.

Derfor var det også nærmest overraskende, at dette nummer allerede blev fyret af som fjerde nummer på sætlisten. Man skulle have troet, at det her kunne have gjort, at koncerten peakede lidt for tidligt, men det gjorde den så sandeligt ikke. Med deres symfonisk-fokuserede deathcore sørgede Shadow of Intent for at skrue op for varmen fra nummer til nummer. Der var simpelthen ikke ét kedeligt øjeblik.

Ovenikøbet havde det meste af bandet valgt at komme lidt ud over scenekanten. Endelig var der et band, der stort set over hele linjen sørgede for at levere alt, hvad de havde. Samtidigt med at de spillede tight. Eneste bandmedlem, der var anonymt, var bassisten. Han lignede mere en, der havde en virkelig hård tømmermandsdag, som jeg tror, de fleste kan relatere til, men det virker bare dovent for publikum.

Så var det godt, at bassisten spillede det, han skulle, og resten af bandet sørgede for festen. For festet blev det så sandeligt! Det blev så vildt, at jeg simpelthen måtte søge gå lidt længere bagud i salen. Hvor var det dog bare befriende at se et band, der kunne spille på det niveau, som de gjorde, og samtidigt levere et fedt show. Det var som et regnskyl efter en hel dag med tør varme.

Alt i alt var den her aften et godt showcase for meget af det, deathcore har at byde på som genre: Brutalitet, skønhed og teknikalitet. Det eneste, der mangler lidt, er showmanship. Så ville samtlige bands have fået topkarakter. Lad os håbe, at det ændrer sig ved næste lejlighed, der er for at se disse bands.

Dyrk lidt flere billeder her, som anmelder/fotograf tog samme aften: