Anmeldelse af: Defecto – Duality. Udgivet 23. oktober 2020 via Black Lodge Records.
Fra “ekskluderet fjende” til “inkluderende dobbeltspil”
Defectos første album, Excluded fra 2016, var overvældende god af en debut at være på samme høje niveau som bl.a. Siameses debut, We Are The Sound (fra 2012). Efterfølgeren, Nemesis (fra 2017), var til gengæld lidt for velproduceret og lidt for kalkuleret pæn efter min mening. Men de fik alligevel stor succes bl.a. med opvarmning for Rammstein og Metallica samt optræden på Copenhell, også internationalt bl.a. i Finland, hvor jeg så dem på Qstock Festival i 2018.
Duality består af 11 uforudsigelige, eksperimenterende, gennemførte, metalliske og rockede numre. De indledes af “Rings of Saturn”, der ligger lige så episk fra land som “The Fellowship of the Ring”-filmen. I “The Uninvited” bliver en guitarsolo (der sparker trippelt-røv) afbrudt i et sekund af en triangel, før man igen kører ud af motorvejen med 130 km/t, og vinduerne nede – det er voldsomt, medrivende og kækt!
Nicklas Sonne (på guitar) og Frederik Møller (også på guitar) duellerer mod hinanden, og det er så tight, at man ikke kan høre, hvem der “vinder”.
Defecto er “det dårlige selskab”, men de er meget velkomne alligevel! Og så har de ovenikøbet også humor (i musikvideoen til “Rise” og “All For You”, der er lavet i samarbejde med komikeren Thomas Hartmann). Det er som om samarbejdet med Hartmann har gjort Defecto seriøse, selvom man kunne frygte det modsatte.
“Untamed” og “Condemned” har fænomenale trommespil og basgange af henholdsvis Mikkel Christensen og Thomas Bartholin, der giver noget af den energi, som jeg har savnet noget så grusomt henover foråret og sommeren til koncerter og på Copenhell ikke mindst. Duality er lige dét jeg har brug for efter en meget mager musik-sommer.
Desværre er der også balladerne “Paradigm of Deceit”, “Bed of Nails”, “Washed Away” og “Don’t Say Goodbye”. Der er kun enkelte lyspunkter, for mange “tomme kalorier” og lidt for poppet. For variationens skyld er det godt med nogle mere langsomme og anderledes numre, men dobbeltheden er lidt overflødig, hvis det ikke forbedrer produktet. At “Don’t Say Goodbye” slutter skiven af giver en lidt ærgerlig “eftersmag” og forringer lidt bedømmelsen, i forhold til hvis de sluttede af med et ordentligt brag med f.eks. “Tempest” eller et af de andre uptempo-numre.
At opkalde et album det samme som et Slipknot-hit er måske modigt, men også lidt dumdristigt, fordi de allerede ved titlen skaber en association til et andet band. Godt nok kan et band ikke tage patent på sangtitler eller albumtitler, men det virker ikke så opfindsomt, selvom det måske er en hyldest.
Retrospektivt skulle både Excluded og Nemesis have 4 stjerner for specielt henholdsvis “Rage” og “We’re All The Enemy”. Duality er lige en my mere helstøbt, overbevisende, uforudsigelig og bedre produceret, så derfor får de 4,5 stjerner. Overgangene mellem alle numre er så smooth, at man knapt nok bemærker det, hvilket giver en harmonisk og totaloplevelse, jeg altid bifalder, når jeg hører et helt album fra ende til anden.
Duality-trackliste:
- Rings of Saturn
- The Uninvited
- Rise
- Paradigm of Deceit
- All For You
- Untamed
- Condemned
- Bed of Nails
- Washed Away
- Tempest
- Don’t Say Goodbye
