Den eksemplariske selvbiografi

Ja, ja, den er ikke helt ny den her selvbiografi, der er blevet oversat til dansk i 2017, efter at være udgivet originalt på Phil Collins’ modersmål, engelsk, tilbage i 2016.

Men nu bød tiden lige på lidt sommerferie, og jeg blev spurgt, om jeg gad læse denne bette moppedreng og give mit besyv omkring den. Hjertens gerne.

Først det formelle: Bogen er på lidt over 450 sider, indlagt med klassiske sektioner med udvalgte billeder, der er – nogenlunde – fordelt kronologisk. Sproget er læstlæseligt, uden at vi ender på børnehavestadie. Vi får endda et indeks til sidst, så vi let kan slå op under et givent emne i Collins liv. Ellers er bogen sat op efter, hvornår tingene skete i mandens liv.

Hvis du ejer bare to musiske selvbiografier eller biografier i det hele taget i bogform (jeg skal ikke kunne svare angående e- eller lyd-bøger, da jeg ikke kan fordrage den slags), så vil du kunne se, at der er tale om den klassiske opbygning af en biografi. Intet nyt under solen her.

Men hvad så med indholdet?

Her blev jeg faktisk overrasket over, at det musiske aspekt simpelthen er for… kedeligt, i mangel af et bedre ord.

Jo, jeg bliver gevaldigt klogere på mandens metier både som trommeslager og sanger i bandet Genesis og som solist, hvor han selv betegner sig som “Den røvirriterende musiker, man aldrig slap for i 1980’erne”; og jeg tror, at alle fra nørder til almindelige musikinteresserede vil finde noget spændende at læse om i denne bog.

Problemet er blot, at det musiske bliver leveret så sikkert og nøgternt, at man får den opfattelse af, at man bare skal gribe et instrument, øve sig minimalt (som tilfældet er her med Phil Collins), og – BUM – så er du en verdensmusiker, der tjener millioner om året.

Faktisk kalder Phil Collins nærmest sine studiealbums for fiaskoer, hvis de ikke ender højest på spillelisterne og salgslisterne.

Ellers virker han dog som en fin fyr!
Eller… han har så lige den anke, at han påstår, at han sætter ægteskabet højt og tror på kærligheden, men alligevel har han svært ved ikke at blive skilt – og selv være årsagen til dette mange gange.
Så ender han i sine ældre dage med at blive alkoholiker, hvilket var næsten ved at tage livet af ham, fordi der var problemer på familiefronten.

Og det er lidt problemet med indholdet i denne bog: Det personlige, som ingen relevans som sådan har til musikken, overskygger egentlig det, man er kommet efter.
Det kan lyde lidt mærkeligt, at jeg klandrer en biografi for at fortælle om de personlige problemer, men tillad mig at uddybe:

Jeg fandt det mere fascinerende og indholdsrigt at høre om hans udenoms-ægteskabelige affærer, drukture og de ting, end jeg gjorde af at høre om det musiske aspekt, fordi det virkede så sikkert, næsten for kalkuleret og nemt at opnår succes for ham.

Det var trods alt ikke sladderjournalistik fra hestens egen mund, jeg var kommet efter, når man tænker på, hvor mange personer der har været påvirket af Phil Collins musik og er blevet berørt af ham som ung og gammel – og så finder jeg det mest spændende, at han flirter med en noget yngre schweizer.

Når bogen så slutter, er det en lidt mærkelig følelse i kroppen af af, at man har fået det hele at vide, men at man egentlig ikke føler sig synderligt beriget alligevel.

Opgaven er besvaret, hr Collins, men det var ikke en prangende præstation, der var uforglemmelig.