Anmeldelse af: Smukfest. Skanderborg, Jylland. 31. juli – 07. august 2022. del 3/4.
Lørdagen af dette års Smukfest bød ikke på det store rockprogram, men så kunne det så noget helt andet.
Foto: Bastian Reinholdt Madsen
Bersærk
Dagens metalnavn spiller, som langt de fleste andre rockede navne, på teltscenen inde i den store bøgeskov ved Skanderborg sø. Scenevalget viser sig hurtigt som værende fuldstændig perfekt til Bersærk, da der bliver fyldt fint ud, uden at man føler, at det bliver trængt inde i teltet. Nu skal publikum på togt med nogle af den danske metals mest charmerende og seje drenge.
Bersærk lægger godt fra land med en koncert, der er lige dele velspillet og ophidsende, spækket med utroligt fede riffs, lækre-, og smukke- melodier, hårdtslående trommer og en vokal, der er blandt de absolut bedste, stærkeste og mest karakteristiske, vi nogensinde har haft indenfor musikken herhjemme. Der skal ikke mange sekunder af et Bersærk-nummer til, før man er klar over, hvem man lytter til, og dette er i sandhed en force af de helt store for bandet. På lige dette punkt minder de en del om det legendariske Gasolin.
Bandet kommer vanligt enormt godt ud over scenekanten og besidder alle et vist nærvær. Man føler hurtigt en forbindelse imellem en som beskuer/lytter og gruppen, der med flænsende præcision smækker folk en over den musikalske nakke. Særligt dygtige til netop denne udadvendte optræden er naturligvis forsanger, Casper Roland Popo, men også bassisten, Jens Moss Thorsen, er rigtig godt med med store nakkesving og et smil, der ikke lader til at være til at fjerne igen. Spilleglæden stråler igennem.
Lyden sidder ikke helt i skabet fra starten, hvor lydbilledet fremstår en kende rodet. Dette bliver heldigvis rettet hurtigt til, så Bersærk står skarpt på scenen til dette års Smukfest. Bandet formår at komme godt ud over scenekanten, omend det ikke er Smukfest-publikummet man får (eller rettere må få) til at give den god gammeldags heavy-gas med moshpits, wall of deaths, og alt hvad dette indebærer. En tung version af Gasolin-hittet “Langebro” formår dog virkelig at få sat gang i fællessangen og viser, at Bersærk også kan gøre legendariske numre til deres egne.
Bersærk leverer en inderlig og velspillet koncert med stor energ, og en spilleglæde, der så sandelig er til at tage og føle på. Bandet formår på vanlig formfuldendte vis at komme udover scenekanten og ramme deres publikum i øjenhøjde.
Bersærk viser på Smukfest, at de er et af de absolut stærkeste kort, vores land har i sit rock-deck.
Spleen United
I mangel på bedre eller i det hele taget noget at lave tager denne anmelder fat i årets musikprogram og tjekker efter, om noget med bare en anelse relevans kan findes i dagens program. Der bliver sågar skrevet til chefen for at høre, hvad vi kan gøre. Konklusionen lander på, at de danske gruppe Spleen United har ordet ”rock” med i deres beskrivelse, og så griber vi den og begiver os til Stjernescenen, hvor gruppen skal sætte gang i lørdagsfesten.
Der bliver da også leveret et nummer, der lugter en anelse af rock. Resten er dansevenlig elektro-pop og egentlig ikke en dårlig en af slagsen. Der er flere elementer ved Spleen United, som fungerer ganske glimrende. Bandet spiller først og fremmest godt. Der er ikke den store slinger i valsen i forhold til sammenspillet, der ligeledes suppleres af en karakteristisk fremtræden på scenen, hvor gruppens forsanger og synth-connoisseur, Bjarke Niemann, formår at styre slagets gang på fin vis.
Der kommer godt gang i festen inde i midten af publikum, som der alligevel ikke helt er det vilde fremmøde til, som man måske ellers kunne have håbet. Der er i hvert fald god plads til at komme et godt stykke op foran, således at man kan være en mere aktiv del af festen, som ganske ærligt ser sjov ud.
Musikalsk er det dog desværre heller ikke mere interessant end så meget andet. /-pop-genren er en hård genre at gøre sig i, og til trods for at Spleen United gør det godt, forbliver det formentlig ikke noget, som just ophidser her. Det lander musikalsk bare ikke helt der, hvor det skal for denne anmelder, og derfor bliver det også svært i løbet af koncerten at prøve på at skulle feste.
Spleen United starter uden tvivl en fest og leverer en glimrende koncert, til trods for at det ikke lige rammer her.
Gorillaz
Nu bliver det lidt utraditionelt fra vores side af. Smukfest har nemlig begået den graverende fejl i programmet, at Dizzy Mizz Lizzy skal spille samtidig med festivalens helt store hovednavn: Gorillaz. Her vælger vi fra redaktionens side at dække Gorillaz, da Dizzy Mizz Lizzy er lidt lettere at dække andetsteds, også til trods for at de hører mere ind under vores segment. Dette betyder dog på ingen måde, at Gorillaz ikke også har deres berettigelse på dette medie, hvor vi f.eks. senest anmeldte dokumentaren Gorillaz: Reject Falde Icons.
Her er der i høj grad tale om et band, som har været medsammensvoren i at forme utroligt mange mennesker, og det sågar uden egentlig nogensinde rigtigt at eksistere. Gruppen er dog for længst gået væk fra at gemme sig væk og lade animationerne agere den hele koncert. I dag er det et reelt band, du får lov til at opleve, med animationer fungerende som baggrund. Således er Gorillaz gået hen og er blevet en mere standard koncertoplevelse, udover at det er det så bare alligevel ikke.
Gorillaz har et eller andet helt særligt over sig, som da også hurtigt kommer til udtryk i bøgeskoven. Damon Albarn, der står for musikken, er da, som de fleste er bekendt med, heller ikke en hr-hvem-som-helst. Manden har stået i spidsen for adskillige store projekter som f.eks. Blur og The Good The Bad And & The Queen og har igennem disse for ikke at glemme Gorillaz selv beriget verden med sine musikalske talenter i mange år. Dette gør han heldigvis stadig, og her til aften får bøgeskoven en solid dans med den energiske og super-karismatiske britiske sanger.
Gruppen høster sig rigeligt med jubel, og publikumsfremmødet er mindst lige så imponerende, som beregnet. Der er godt fyldt ud oppe på de første rækker, hvor vi nærmest står som sild i en tønde. Publikum vil se giraffen eller i dette tilfælde gorillaen, og dette sågar med rette.
Hvad publikum, så får leveret, er intet mindre end en sublim forestilling af et band, der spiller utroligt stramt, og en sanger og frontmand, der er i noget af det vildeste hopla, som denne anmelder til dato har oplevet. Der bliver danset og festet igennem hos publikum, og Albarn fanger hurtigt stemningen og formår at få den yderligere op i gear med historier om sit danske ophav og en længere tur ud og synge hos det ellevilde Smukfest-publikum, der, til trods for at det er sent lørdag aften, ikke har tænkt sig at stoppe med at give den gas. Der bliver sunget, danset og hoppet til den store guldmedalje. Det koger i bøgeskoven.
De animerede karakterer, vi kender fra videoerne og pladeomslagene, figurerer naturligvis på fornuftig og flittig vis som baggrund for gruppens udskejelser. Lyden er fremragende, hvor der kun sporadisk forsvinder få små-elementer. Vokalen drukner lidt ind imellem, men bliver hurtigt redet op igen af den opmærksomme lydmand.
Desværre får vi ikke en lige så lang sætliste, som de andre stop på turnéen har fået, og dette gælder også i sammenligning med festivalerne. Til trods for dette fejler aftenen sætliste ikke noget, omend der er enkelte numre, der føles mærkværdige at undlade. Numre som “Dare” og “Rock da House” havde man formentlig regnet med at få i dag, ligesom at resten af turnéen har fået D-sides pladens bedste nummer, “Rockit”. Disse havde alle været eminente tilføjelser til en i forvejen festlig og hårdtslående aften i gorillaens tegn.
Der har ligeledes ikke været den overflod af gæstestjerner, som man måske nok er vant til det fra gruppen. Til trods for disse små skavanker så rammer Gorillaz nærmest plet til dette års Smukfest, hvor de så sandelig har fået startet den helt store fest. Bandet har spillet stramt og haft et enormt nærvær, således at man som publikum endnu bedre har kunne suge hele koncerten til sig og lade den synke ordentligt ind.
Gorillaz må vel være verdens bedste band, som ikke eksisterer?
