Alice Cooper

Dokumentar uden guidende narrativ

-

Anmeldelse af: Gorillaz: Reject False Icons. CinemaxX, Aarhus. 16. december 2019.

Den seneste dokumentar om bandet, der ikke rigtigt er et band, Gorillaz fungerer på trods af, at man til tider kan savne narrativ og et egentlig mål med filmen.

 

Den nye film om projektet Gorillaz har netop haft begrænset fremvisning i en række biografer i landet for en enkelt aften. Biograferne har lidt en tendens til at gøre lidt ekstra ud af de musik-relaterede forestillinger, og i dag får jeg mig en øl med i billetter. Det hører sig jo så godt til film om musik.

Filmen er en dokumentar og drejer sig om perioden fra indspilningerne af Humanz-albummet, den efterfølgende tour til indspilningerne af det seneste album, The Now Now, der blev skrevet og indspillet i en kort pause i verdensturneen, og derfor er afslutningen af ”Humanz-touren” det sidste kapitel.
Dokumentaren har ikke som sådan noget egentlig narrativ. Det føles mere som om, at man får lov til at være en flue på væggen, hvor man følger det arbejde, Damon Albarn og co lavede i forbindelse med de to seneste albums og tour. Der er ikke en stærk mening at finde i filme, i hvert fald ikke med det første, for denne bliver altså ikke bare leveret. Filmen prøver ikke på at komme med en agenda. Der er altså ikke som sådan en rød tråd udover en smule kapitel inddelinger. Det gør da også, at man på en og samme gang kan føle, at filmen egentlig glemmer et klart budskab, men samtidig også kan forholde sig til, at den faktisk ikke siger så meget og derfor netop minder mere om en ren dokumentar. En ting får dog lov til at virke som et gennemførende tema for filmen: Den skaber virkelig en følelse af, at samtlige, der arbejder på projektet Gorillaz, er en slags familie både i studiet og på landevejen.

Det er spændende at følge et band med så mange kræfter bag sig, som Gorillaz har. I studiet får man ofte kuldegysninger af dygtige performere, imens de indspiller, og senere får man oplevet selv samme personer sparke røv på en scene rundt i hele verden. Det er ganske velopbygget og fungerer glimrende som kapitler i filmen. Det er også lækkert at få så meget af gode liveoptagelser af Gorillaz at se.

Det at se klip fra bandets liveshows der, i forhold til hvordan jeg husker Gorillaz liveshows i starten af bandets karriere, er meget mere som en almindelig koncert. Animationsbandet fylder ikke nær så meget i dag, som det gjorde i starten af bandets karriere. Her passer titlen på sin vis også godt. Gorillaz viser sig i højere grad frem som et sandt ikon frem for det tegneserieband, det startede som.

Naturligvis er tegneseriebandet da stadig en stor del af det og er stadig tegnet af den fremragende Jamie Hewlett. Figurerne optræder da også ind imellem i små korte sekvenser af selve filmen, men er også meget centrale i visuals på scenen. Det rigtige band er dog i dag langt længere fremme, end de var det i gamle dage.

Filmen henvender sig enormt meget til de mennesker, der kender rigtigt godt til Gorillaz og interesserer sig for, hvad der foregår bag scenen, og hvordan der bliver leget for at komme frem til det resultat, vi oplever på pladerne eller på scenerne.
Filmen har formået at genvække min interesse for både Humanz og The Now Now ved at gengive det arbejde, der har ligget bag disse to plader, og dette er jo egentlig et tegn på, at dokumentaren virker!

Man får lyst til at gå dybere med Gorillaz blot ved at se filmen, og på den måde kan man kalde den en glimrende succes. Filmen kan godt virke forvirrende, når man regner ud fra normale dokumentarer, men hvad den mangler i egentlig information, får man så ved at opleve en film, der vælger at tale for sig selv. Uden fortæller.

REVIEW OVERVIEW

Gorillaz - Reject False Icons

Share this article

Recent posts

Genopdagelser i 2020 – 5 udvalgte

I en tid, hvor alt aflyses til højre og venstre, kunne det synes, at det mest naturlige i verden for en metalentusiast ville være...

Årsliste 2020 for Amanda

Vi er ikke færdige med at kigge på dig, 2020! Vores fotograf Amanda har også set lidt på de ting, der skete - og ikke...

Wolf Devil: “Vi går efter toppen!”

  Pludselig var de der: Wolf Devil! De har polariseret den danske metalscene på godt og ondt. Er det nyskabende? Er det elendigt? En ting...

Året 2020 gennem linsen

2020 har været et sygt nederen år for alle musikelskere. For slet ikke at tale om os, der bruger livemusikken til at kæmpe os...

Top 10 bands, jeg IKKE hørte live i 2020

En årsliste om det, der ikke skete. Onsdag den 11. marts 2020 blev Danmark lukket ned, og det stod klart, at det koncert-år, jeg ellers...

Popular categories