Alice Cooper

Dokumentar uden guidende narrativ


Anmeldelse af: Gorillaz: Reject False Icons. CinemaxX, Aarhus. 16. december 2019.

Den seneste dokumentar om bandet, der ikke rigtigt er et band, Gorillaz fungerer på trods af, at man til tider kan savne narrativ og et egentlig mål med filmen.

 

Den nye film om projektet Gorillaz har netop haft begrænset fremvisning i en række biografer i landet for en enkelt aften. Biograferne har lidt en tendens til at gøre lidt ekstra ud af de musik-relaterede forestillinger, og i dag får jeg mig en øl med i billetter. Det hører sig jo så godt til film om musik.

Filmen er en dokumentar og drejer sig om perioden fra indspilningerne af Humanz-albummet, den efterfølgende tour til indspilningerne af det seneste album, The Now Now, der blev skrevet og indspillet i en kort pause i verdensturneen, og derfor er afslutningen af ”Humanz-touren” det sidste kapitel.
Dokumentaren har ikke som sådan noget egentlig narrativ. Det føles mere som om, at man får lov til at være en flue på væggen, hvor man følger det arbejde, Damon Albarn og co lavede i forbindelse med de to seneste albums og tour. Der er ikke en stærk mening at finde i filme, i hvert fald ikke med det første, for denne bliver altså ikke bare leveret. Filmen prøver ikke på at komme med en agenda. Der er altså ikke som sådan en rød tråd udover en smule kapitel inddelinger. Det gør da også, at man på en og samme gang kan føle, at filmen egentlig glemmer et klart budskab, men samtidig også kan forholde sig til, at den faktisk ikke siger så meget og derfor netop minder mere om en ren dokumentar. En ting får dog lov til at virke som et gennemførende tema for filmen: Den skaber virkelig en følelse af, at samtlige, der arbejder på projektet Gorillaz, er en slags familie både i studiet og på landevejen.

Det er spændende at følge et band med så mange kræfter bag sig, som Gorillaz har. I studiet får man ofte kuldegysninger af dygtige performere, imens de indspiller, og senere får man oplevet selv samme personer sparke røv på en scene rundt i hele verden. Det er ganske velopbygget og fungerer glimrende som kapitler i filmen. Det er også lækkert at få så meget af gode liveoptagelser af Gorillaz at se.

Det at se klip fra bandets liveshows der, i forhold til hvordan jeg husker Gorillaz liveshows i starten af bandets karriere, er meget mere som en almindelig koncert. Animationsbandet fylder ikke nær så meget i dag, som det gjorde i starten af bandets karriere. Her passer titlen på sin vis også godt. Gorillaz viser sig i højere grad frem som et sandt ikon frem for det tegneserieband, det startede som.

Naturligvis er tegneseriebandet da stadig en stor del af det og er stadig tegnet af den fremragende Jamie Hewlett. Figurerne optræder da også ind imellem i små korte sekvenser af selve filmen, men er også meget centrale i visuals på scenen. Det rigtige band er dog i dag langt længere fremme, end de var det i gamle dage.

Filmen henvender sig enormt meget til de mennesker, der kender rigtigt godt til Gorillaz og interesserer sig for, hvad der foregår bag scenen, og hvordan der bliver leget for at komme frem til det resultat, vi oplever på pladerne eller på scenerne.
Filmen har formået at genvække min interesse for både Humanz og The Now Now ved at gengive det arbejde, der har ligget bag disse to plader, og dette er jo egentlig et tegn på, at dokumentaren virker!

Man får lyst til at gå dybere med Gorillaz blot ved at se filmen, og på den måde kan man kalde den en glimrende succes. Filmen kan godt virke forvirrende, når man regner ud fra normale dokumentarer, men hvad den mangler i egentlig information, får man så ved at opleve en film, der vælger at tale for sig selv. Uden fortæller.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Gorillaz - Reject False Icons

Discover

Latest

En hyldest til det dårlige selskab

Anmeldelse af: Five Finger Death Punch m.fl. Royal Arena, Kbh. D. 24. Januar 2020.   Selvom det var en våd januar-dag, så skulle det ikke ændre...

Veludført progressivt jubilæum

Anmeldelse af: Dream Theater. Kulturværftet, Helsingør. 24. januar 2020. Dream Theater leverede i høj grad varen, da de spillede jubilæumskoncert for det geniale konceptalbum ”Metropolis...

Længe leve lømlerne 

Anmeldelse af: Viva The Underdogs, d. 22. Januar, CinemaxX - Kbh.   “Viva The Underdogs”-titlen stammer fra omkvædet til “Wild Eyes”. Udfra titlen alene kunne man...

“Gamle” Marko Hietala ruster aldrig

Anmeldelse af: Marko Hietala - Pyre Of The Black Heart. Udgives 24. januar 2020 via Nuclear Blast Records.    I 2018 udkom Marko Hietalas selvbiografi "Stainless?",...

En ustoppelig strøm af råolietyk dødsdoom

Anmeldelse af: Konvent - "Puritan Masochism". Udgives 24. januar 2020 via Napalm Records   Death-doom-genren gravede sig ud af Thatcher-Englands dybeste mineskakter tilbage i slutning af...