Weathers
KB Hallen føltes halvtom, men det gjorde ikke så meget. De, der var mødt op tidligt, fik i hvert fald et lille flashback til en tid med Vans-sko, eyeliner og Tumblr-citater. Amerikanske Weathers trådte på scenen med store smil, mørke lys og en energi, der nok ramte lige i hjertet hos de yngste piger i salen.
Det hele føltes som en stereotyp af et 2014 Tumblr-band, og desværre ikke på den gode måde. Havde jeg stadig været 15 år gammel, havde det nok fungeret for mig. Men jeg er sgu blevet for gammel til den slags (tror jeg).
Et cover af Chappell Roans “Pink Pony Club” blev forsøgt brugt som et crowd-pleaser-moment, men det faldt lidt fladt. Billigt trick uden glimmeret. Alligevel lykkedes det Weathers at få 80% af gulvet til at vifte med hænderne og skråle med. Jeg må give dem det, publikum virkede varmet op, og det var nok hele pointen.
Men jeg glædede mig mest til, at det hele var overstået.
Palaye Royale
Jeg har kendt til Palaye Royale siden 2017, da deres sang “Mr. Doctor Man” blev brugt i soundtracket i filmen “American Satan” og jeg fik fornøjelsen af at opleve dem på Copenhell, da de blev booket på en aflysning i 2024. Jeg var spændt på at opleve dem igen i KB Hallen.
Publikum klappede allerede, inden Palaye Royale gik på. Man kunne tydeligt mærke, at mange var kommet for netop dem. Brødrene i Palaye Royale er efterhånden kendt for deres teatralske shows, deres skramlede, men charmerende lyd og ikke mindst Remington Leiths evne til at være shirtless hurtigere end man kan sige “Mr. Doctor Man”. Det tog ham præcis to numre. Klassisk Remington.
Bandet kom ud med en energi, der sagtens kunne have fyldt et større sted. Da Remington bad om en circle pit, endte det med fem forvirrede sjæle, der puffede forsigtigt til hinanden. Crowdet var ikke helt klar endnu… De fleste var teenagepiger, ikke Copenhell veteraner.
Remington hoppede senere ned til forreste række, hvor pigerne skreg i vilden sky, og oppe fra balkonen kunne man høre det hele – hans hæse stemme, de ivrige råb og den alt for store kærlighed, Palaye Royale får fra deres fans. Han dukkede endda lige pludselig op på den højre balkon, til stor begejstring for dem, der sad deroppe.
Midt under “Mr. Doctor Man” mistede han pusten og lod publikum synge halvdelen af sangen. Måske stemmen var ved at være brugt, måske var det bare et showtrick, men crowdet elskede det. Da nogen i pitten blev forlovet midt i sættet, stoppede bandet og spurgte, om alle var okay, da de troede der var brug for hjælp nede i pitten. Det viser, at Palaye Royale stadig har hjertet med, selv midt i kaosset.




