Anmeldelse af: Viborg Metal Festival 2022 – del 1. Paletten, Viborg. 4. – 5. marts 2022.
Første dagen til årets Viborg Metal Festival viste os et nyt Paletten og en god samling af spændende bands fra hver deres metalverdenshjørner.
Foto: Amanda Gaarsdal
Den sidste festival, jeg nåede at være en del af inden al Corona-nedlukningsræset startede, var Viborg Metal Festival 2020 – en festival, som af bl.a. denne grund står ekstra skarpt i hukommelsen. Ugen efter endt festival lukkede hele landet ned i en ordentlig omgang restriktioner, and the rest as they say is history.
Derfor er det da også lige det ekstra naturligt (fordi det faktum, at der endnu ikke har været afholdt en Viborg Metal Festival, hvor jeg ikke har deltaget, er simpelthen ikke grund nok) for mit vedkommende at vende tilbage her to år efter, særligt fordi festivalen ovenpå nedlukning samtidig starter et helt nyt kapitel i sit liv.
Det gamle Paletten har været et ret omdiskuteret emne i den nærpolitiske debat. Faktum er, at Viborg Kommune simpelthen hader kultur – eller ‘hader’ er måske et stærkt ord, men den skal i hvert fald helst ikke koste noget, særligt ikke hvis ikke man kan spille med en bold der. Adskillige mennesker kæmper en brav kamp for at bevare og løfte kulturlivet i den gamle kongeby. Nogen af disse ildsjæle er foreningen OLM, som sjovt nok er de mennesker, der altid har stået bag Viborg Metal Festival. En anden er Theis Bach Nielsen, der qua sin bar med eget bryggeri og det fuldstændigt fantastiske navn Ølluminati i øvrigt også er repræsenteret i aften, da der er en shop i foyeren med mandens øl. Theis laver nogle af landets bedste øl, så det er disse ,der bliver indtaget, når der altså lige er en, der passer standen naturligvis. Det er lidt et problem tidligt på aftenen.
Nå, men vi kom fra Paletten! Det gamle Paletten er nu fortid, og der diskuteres stadig, hvad der skal ske med den gamle bygning. Heldigvis er Paletten da rykket i nye lokaler i forbindelse med, at Tinghallen er blevet færdiggjort. Det nye spillested skal nok blive spændende at opleve, tænker jeg, da jeg går ind i salen, desværre så sent at jeg har misset de tre første bands.
Sådan er det jo når man skal fra Aarhus med offentlig transport og først har fri klokken fire. Samtidig skulle der indlogeres og alt det der jazz, så første band for mit vedkommende bliver:
Hatesphere
Hold kæft, nogle gamle kendinge, altså! Peppe og co. er med som et afbud for dødsmetalveteranerne i Master. Det er i mine øjne ærgerligt, men Master er allerede genbekræftet til næste år! Så har vi jo også det til gode og endnu en grund til at skulle afsted næste år.
Hatesphere går på til et enormt stemningsfyldt publikum, der formentlig alle med forventning i ører og øjne, er spændte på at se, hvem i alverden der nu skal synge for Hatesphere. Ja, Michael Olsson fra Caro og Blood Eagle har senest ageret frontbrøler for Hatesphere, og dette formentlig med stil – jeg selv nåede aldrig at opleve det, desværre. Olsson er en vild frontmand og dødsmetalvokalist. Rygtet har dog sivet i længere tid, at bandet igen stod uden forsanger. Skal vi have et instrumentalt sæt i aften? Nej, fandeme nej! Ind på scenen kommer nemlig Mathias Rønde fra det unge metalband Royal Deceit for at svinge den store mikrofon.
Det viser sig (til trods for mine bange anelser) at Rønde fungerer fremragende i Hatesphere. Det er i hvert fald på godt gammeldags jysk set værre før. Faktisk vil jeg måske gå så langt som at sige, at vokalmæssigt er Røndes vokalstil i forhold til Hatesphere det tætteste, vi har været på Bredahl siden, yep you guessed it, Bredahl – og dette er helt bestemt ment som en ros fra denne små-elitære gamle nar. Så kan det godt være, at Royal Deceit udtaler, at han blot er til låns, men han passer altså glimrende ind lige her.
Bandet spiller ligeledes fremragende. Der er ikke megen slinger i valsen, præcis som man burde kunne forvente det af et band, der har spillet så længe og på så højt plan, som Hatesphere efterhånden har. Der bliver da også svinget godt igennem med håret, og publikum bider hurtigt på. Til tider virker det dog til at bandet går lidt på autopilot, og det er sgu ærgerligt.
Lyden er fuldstændigt fantastisk her til aften. Det nye Paletten viser sig fra sin absolut bedste side, og selv kan jeg ikke lade være med at smile over netop dette kvalitetsløft. Lad os nu bare håbe, det varer ved, siger jeg til mig selv.
Alligevel fanger det altså ikke totalt, heller ikke selvom bandet fyrer det ene fede nummer af efter det andet. Det bliver bare hurtigt lidt ensporet, for Hatesphere er virkelig ikke et band, der har haft det, vi i fagtermer kalder for, ”musikalsk udvikling”. Det er sådan noget farligt noget med at prøve nogle nye ting, og der har Hatesphere altså desværre en tendens til at køre den safe. Måske lidt for safe endda. Det ville klæde dem at vove fjerene lidt mere.
Týr
Oh boy! Nu skal vi have fint besøg fra vores hvalfangende venner mod nord! Færøske Týr er kommet til Viborg Metal Festival for at levere den lede omgang folket Power metal, og det er enormt tydeligt, at fanskaren denne aften er stor.
Jeg skal ærligt indrømme, at Týr til dato ikke har vist sig som værende min kop øl, men jeg har så heller aldrig oplevet dem live, og dette plejer nu at være en okay faktor til at bedømme, om et band er inde eller ude. På de private playlisterne naturligvis!
Det gør de så umiddelbart ikke. For mit vedkommende bliver det lidt for Power Metal, også selvom bandet i princippet slet ikke spiller Power. Det er dog meget tydeligt at se publikummets ekstase, og for hvad det er, så er det absolut også et af de mere spændende power metal-lydende projekter, jeg har hørt. Der er godt smæk for skillingen, og rytmerne landet perfekt denne aften, hvor Paletten atter engang viser sig fra sin gode side. Det var dog lige godt utroligt, siger jeg til mig selv, imens jeg let bider mig i underlæben. Kan det nu også passe? Er der bare god lyd på dette spillested? Det må yderligere empiri vise!
Bandet spiller fremragende, og musikken banker publikums ører flade med sin stramme rytmer og finurlige og kringlede folkelige melodier, der virkelig er med til at sætte både Power og folk på plads i Týrs lydunivers.
Ligeledes gør bandet sig altså glimrende, når det kommer til at performe og få aftenens publikum med på noderne. Bandet kommer godt ud over scenekanten, og der kvitteres med rigeligt af headbanging, moshpits og fællessang, særligt oppe på cowboyrækkerne holdes der fest i høj grad. Selvom Týr musikalsk ikke rammer helt plet hos mig, er det altså næsten for nemt at lade sig rive med på de finurlige melodier og den gode stemning. Det skal heller ikke nødvendigvis ligge bandet til last, at de ikke spiller favoritgenren. Andet kan helt bestemt gøre det, og dette viser Týr helt bestemt også her til aften med en flot og energisk koncert med masser af god stemning.
Bloodbath
Årh, manner! Så er det sgu blevet tid til en solid omgang svensker-død og så af den legendariske slags. Kender du, kære læser, ikke til Bloodbath, ja, hvad sidder du så og læser dette for? Gå dog ud og køb en plade med dem, for fanden! Du vil ikke fortryde det! Især ikke hvis du er til lyden af svenske motorsave.
I dag skal motorsaven så slibes af i Viborg, og det er altså med en smule bæven i kroppen, at jeg entrerer Paletten efter pausen. Sidst, jeg fangede Bloodbath, levede det nemlig på ingen måde op til forventningerne med et uengageret band og en forsanger, der mildest talt virkede til at hellere ville være alle andre steder end på scenen til Royal Metal Fest. Det er nok en af de mest skuffende koncerter, jeg til dato har oplevet, hovedsageligt fordi forventningerne var skyhøje.
Det er de altså så selvsagt ikke denne gang. Det skal dog heldigvis vise sig at være klogt at have sine forbehold, for aftenens koncert er da alt andet end en fadæse.
Her til aften er bandet nemlig lige det mere i hopla, end de var sidst. Derudover er lyden altså atter engang enormt vellydende. Motorsavene får i sandhed lov til at skære salen midt over, og der kommer godt gang i mosheriet i løbet af koncerten.
Forsanger, Nick Holmes, er stadig lige tilbagelænet og fremstår uengageret nok til tider, men fungerer faktisk for det meste af tiden enormt godt her til aften. Der bliver stadig gemt sig bag solbrillerne, men det er vel nærmest efterhånden stilen? Personligt savner jeg stadig lidt mere nærvær fra manden, også selvom han faktisk gør det ganske hæderligt her til aften performance-mæssigt. Vokalen sidder derimod ufatteligt godt her til aften, og jeg havde sgu nok ikke lige set den komme at Holmes kunne levere så konsekvent, som han gør her til aften. Vi er milevidt fra mareridtet på Royal.
Bandet spiller fremragende, hvilket vel egentlig er imponerende, når bandet sidst spillede live i 2019, og musikken i Bloodbath rammer altså bare et helt særligt sted i mit hjerte. Der er så vanvittigt mange fede sange at tage fra, at man uanset hvad aldrig vil blive fuldt ud tilfreds med en standard sætliste fra dette band.
Utroligt nok så spiller bandet ikke særligt mange numre fra de to albums, hvor Nick Holmes har sunget på, hvilket på sin vis er ærgerligt, da mandens vokal naturligvis passer som fod i hose her. Til gengæld bliver der lufter rigeligt af klassikere, og særligt aftenens sidste nummer viser sig som en sand banger og singalong (så meget som motorsavsdreven svenskerdød kan det). Der er naturligvis tale om det fuldstændigt fremragende nummer “Eaten”, som formentlig lukker samtlige Bloodbath-koncerter af, da det jo utvivlsomt er bandets store hit! Dette gør Nick Holmes igen godt, omend hans vokal på netop dette nummer har nogle passager, hvor den ikke er helt ligeså fed, som Peter Tägtgrens originale vokal.
Bloodbath imponerer altså med en utroligt velspillet koncert fyldt med gode bangers og et publikum, der i sandhed har været tændte.
Bloodbath formår i overført betydning at save den gamle kongeby midt over.
Fotograf Amanda Gaarsdal har taget billeder fra dagen:
