Alice Cooper

Viborg tur-retur del 1 – VMF 2020

Anmeldelse af: Viborg Metal Festival. Paletten, Viborg. 06. marts 2020. Del 1/2.

Første dag til dette års Viborg Metal Festival bød på en solid omgang metal af alskens interessante genrer, hvor særligt et dansk band stjal meget af opmærksomheden.

 

Foto: Amanda Gaarsdal

På grund af arbejdsmæssige og logistisk udfordringer ankommer jeg desværre først på Paletten i Viborg, lige da det esbjergensiske dødsmetalband Cor Vacante sætter gang i deres svanesang. Dette er super ærgerligt, for det sidste nummer rykker godt og gør blot, at jeg glæder mig endnu mere til at fange dem næste gang.

Hurtigt er det overstået, og så er det naturligvis tid til lige at fugte ganen i de gode øl fra det lokale bryggeri og mit stamsted, når det kommer til barer i Viborg: Ølluminati. Atter engang er der glimrende fadøl til det tørstige metalpublikum. Det burde flere metalfestivaler tage fat i det her med at have et mikrobryggeri til at skabe og sælge gode øl til fornuftige priser. 40 jyske dask koster en fremragende øl, og det kan man jo ikke klage over, særligt når en vis københavnsk festival tager 50kr+ for en Royal Export, en øl der i bund og grund er ringe.

 

Hellmaze 

Første egentlige koncert, jeg formår at opleve her til aften, bliver altså de lokale drenge fra Hellmaze. Hellmaze består bl.a. af et par af de helt store spillere fra foreningen Olm og er derved også medarrangører; ja, den gode Michal Gajos kan vel nærmest kaldes hovedmanden af Viborg Metal Festival.

Hellmaze spiller thrash af den gamle skole, og dette gør de glimrende. Det hele virker lidt trægt i starten af koncerten, hvor hele bandet virker til lige at skulle finde sig selv og hinanden på scenen. Det får de dog gjort, og efter et større stunt, hvor der bliver skudt popcorn ud over publikum, stiger kvaliteten af musikken faktisk i ret høj grad. Det musikalske udtryk i musikken kommer efter det sjove lille stunt til sin ret og viser helt klart et band, som kan finde ud af at spille og som skriver noget musik, som bestemt virker interessant.

Ligeledes begynder bandet herefter at virke mere selvsikre i deres optræden, og det er til enorm gavn for helhedsoplevelsen af koncerten.

Lyden er rigtigt god under Hellmaze, præcis som man som oftest husker den til Viborg Metal Festival.

Hellmaze leverer klart en koncert, der ikke mindst er morsom og har et specielt gimmick, men som også er velspillet. Musikalsk tager det desværre først helt fat midtvejs i sættet, men derefter leverer bandet til fulde en koncert af den kaliber, som Viborg Metal Festival er kendt for.

Lugten af popcorn er sjov, og jeg finder i et godt stykke tid efter koncertens afslutning stadig små poppede majs i mit hår.

 

ORM 

Sidste års bedste danske album blev leveret af de gutterne fra Orm, der med deres andet album, Ir, sprang samtlige af mine ellers i forvejen ret høje forventninger. Derfor er forventningerne til aftenens koncert da også sat forholdsvist højt, særligt fordi bandet blæste mig bagover, sidst jeg oplevede dem, hvilket var en enormt spontan aften på Spillestedet Tape i Aarhus.

ORM går direkte til stålet, og, for satan, hvor er det stål altså lige så hårdt, som det er smukt. Fra første strofe er der ingen tvivl om, at der er magi i luften. Bandet spiller fortræffeligt, og man kan mærke inderligheden i musikken.

Lyden er igen fremragende, lidt mere smadret end ved Hellmaze, men det hører sig jo også til hos et band som ORM. Det hele skal gerne være lidt beskidt, for så kan man også lettere værdsætte de steder, hvor det reelt set blot er smukt, og disse steder findes altså i ORMs katalog.

Bandet rammer en rigtigt fin balance med at komme tilpas ud over scenekanten, uden at det virker forceret, og uden at man mister det indadvendte udtryk, som nærmest er obligatorisk indenfor begge de stilarter af metal (hovedsageligt Doom og Black), som ORM benytter sig mest af i forhold til deres musik.

Orm kan altså bare noget med at skrive sange, og på trods af længden på deres numre så fungerer de altså også skide godt live. ORM imponerer i hvert fald atter engang. Nu skal det blive spændende, om aftenens andre bands kan leve helt op til det, vi netop har fået leveret.

 

Stormwarrior 

Så lad der da for fanden gå old school i den! Man ved, fra det øjeblik man hører bandets navn, at der er tale om et old school heavy/power metal (måske endda speed metal) -band.

Det viser sig hurtigt, at bandet spiller power metal, præcis som man ville kunne ane det ud fra navnet. Desværre kan Stormwarrior bare ikke rigtigt finde den storm frem, som de skal kæmpe for. Bevares, jeg er i forvejen ikke den store Power Metal-fan, det er faktisk en af de undergenrer indenfor metallen, som jeg bryder mig mindst om, men derfor kan man jo stadig imponeres. Som med alle andre genrer er der dog gode ting at hente.

Stormwarrior rammer bare ikke her til aften, og det kan også ses og mærkes på publikummet, der igennem koncerten tynder en del ud. Bandet spiller ikke dårligt, men de formår på ingen måde rigtigt at fange publikummet her til aften.

Lyden er ellers glimrende, og alle instrumenterne går helt klart igennem. Desværre virker det hele bare så forglemmeligt.

Personligt føler jeg mig i hvert fald i løbet af koncerten enormt fristet af Ølluminatis glæder, og så kan man jo også se om humøret kan løftes op på power metal-niveau. Det lykkedes aldrig, og Stormwarrior kommer altså til at ende ud i en ret forglemmelig oplevelse.

 

Nervosa

Så er det blevet thrash-tid igen! Nervosa fra Brasilien er klar til at rykke Viborg et nyt røvhul med deres superhurtige og kompromisløse thrash. Det er bare ærgerligt, når nu et kompromis kunne være, at de faktisk kunne skrive noget interessant musik, der ikke blot virker som metervare thrash metal.

Nervosas musik er simpelthen bare ikke synderligt interessant og kommer hurtigt til at fremstå lidt ligegyldigt her til aften. Det skiller sig ikke ud fra de tusindvis af andre thrash-bands, der ligeledes er middelmådige. På intet tidspunkt igennem koncerten bliver man overrasket over et musikalsk valg fra bandet, og man formår heller ikke at få riffsne på hovedet; en ting, som man ellers bør med netop thrash metal.

Hvad bandet ikke lever op til i forhold til at være unikke rent musikalsk, lever de dog op til i live-intensitet. Der er smæk på fra starten, og sangerinde og bassist, Fernanda Lira, er en voldsom og nærværende frontkvinde, der ved præcist, hvordan thrash metal skal leveres. Hun fremstår frygtindgydende og kommer enormt godt udover scenekanten. Resten af bandet følger godt med, men nærmer sig ikke helt den samme performance, som Lira. Guitaristen headbanger igennem, men formår ikke rigtigt at komme udover scenekanten.

Lyden er på ingen måde perfekt under Nervosa, hvor samtlige instrumenter lader til at være i krig med hinanden i stedet for sammen. Det buldrer og brager præcis, som genren skal, men det ender ud i mudder, hvor intet rigtigt formår at gå rigtigt klar igennem udover energien, og den er der som sagt for Nervosa.

Desværre bliver det på trods af den gode energi stadig til en koncert, som man ikke rigtigt vil komme til at kunne huske. Nervosa formår i hvert fald igen ikke at åbenbare sig for mig denne aften i det viborgensiske.

 

Memoriam 

Hvis man presser citronen lidt, kan man godt tillade sig at kalde aftenens hovednavn for en dødsmetal-supergruppe. Bandet har den letgenkendelige vokalist, Karl Willets, samt trommeslageren, Andrew Whale, fra et af de mest legendariske britiske dødsmetal-bands nogensinde: Bolt Thrower. Ligeledes spiller Frank Healey fra Benediction bas, så der er klart noget at hente her. Det er altså bestemt ikke uerfarne mennesker, der står bag Memoriam, og det kan da også i høj grad mærkes her til aften.

Desværre er der dog blevet tyndet en del ud blandt publikummet her sidst på aftenen. Det gør dog, at det er lettere at komme til inde i den store sal på Paletten, og man kan altid se og føle, hvad der foregår på scenen.

Det kan mærkes på bandet, at vi har med erfarne herrer at gøre, for der er enormt meget smæk for skillingen. Memoriam bliver ofte en del Bolt Thrower-agtigt, hvor det dog stadig lige mangler det sidste stykke groove-magi, som gjorde Bolt Thrower til så vidunderligt et band. Det er meget klart, at Willets beskidte vokal er hoveddelen af, hvad der gør, at Memoriam lyder henad Bolt Thrower, men musikken ligger sgu også lidt ovre i den boldgade, uden helt at være det samme. Sammenligningsgrundlaget er uanset større end blot de delte medlemmer.

Bandet kommer egentlig fint udover scenen, men formår aldrig rigtigt at starte det dødskaos, som man ville håbe på, at netop Memoriam ville kunne starte. Det formår aldrig rigtigt at banke totalt igennem. Dette kan have noget at gøre med, at lyden stadig ikke er blevet helt god, og musikken mudrer en del. Generelt klæder det ikke salen, at der er blevet skruet så meget op i forhold til de første bands. Salen kan nærmest ikke bære det, og sammen med Memoriams meget beskidte dødsmetal-lyd, gør det altså ikke megen glæde her til aften.

Mit lift hjem til Aarhus går desværre imod slutningen af koncerten, så jeg når aldrig at fange den reelle afslutning på aftenen. Det, jeg dog får oplevet af Memoriam, viser sig at være glimrende dødsmetal med en god energi, der dog godt kunne tåle en bedre og mere defineret lyd.

Alt i alt har første dagen til dette års Viborg Metal Festival været glimrende. Programmet har bestået af en fin mængde bands, der alle har hvert deres eget udtryk, om så det kommer sig til det musikalske eller til deres udtryk i form af deres optrædener.

Del 2 kan læses HER.

Amanda Gaarsdal bringer dig her et galleri fra førstedagen af Viborg Metal Festival 2020:

 

Hellmaze
ORM
Stormwarrior
Nervosa
Memoriam

Discover

Latest

Anmeldelse af: Nordic Noise 2020 – dag 2

Anmeldelse af: Nordic Noise 2020 - Streaming for Vengeance. Derhjemme. 08. + 09. maj 2020. Så var der tid til Streaming for Vengeance på andendagen...

Anmeldelse: Nordic Noise 2020 – dag 1

Anmeldelse af: Nordic Noise 2020 - Streaming for Vengeance. Derhjemme. 08. + 09. maj 2020. En streamet festival vil aldrig kunne overgå den ægte art...

En sjælerejse i fornemt selskab

Anmeldelse af: Alkymist - Sanctuary. Udgivet 01. maj 2020. Indisciplinarian.   HALVANDET ÅR ER GÅET, SIDEN ALKYMIST VAR PÅ GADEN MED DET SELVBETITLEDE DEBUTALBUM. TIDEN ER...

Det brutale køkken: Hot sauce og Hell wok

Metal A Day laver metal-ret og smager stærke sager!   Det brutale køkken giver jer i denne episode et måltid baseret på et dansk band og...

Melodisk kanonskud fra Dragør Fort

Anmeldelse af: Psy:code - "Persona". 01. maj 2020. Selvudgivet. Københavns-baseret Psy:code er nu klar med deres fjerde album, den selvudgivet Persona. Skal dette album slå...