Alice Cooper

Årslister 2019 – Bastian Reinholdt Madsen

-

 

Så er vi sgu på den igen. Vi er trådt ind i et nyt år og denne gang endda et nyt årti, og derfor vil min liste da bestemt også se anderledes ud end vanligt.

 

Foto: Alexander Brandel

I stedet for kun at fokusere på det bedste og værste ved 2019, vil jeg forsøge at fokusere på det bedste og værste for både årtiet og det seneste år. Det skal jo heller ikke gå ud over de glimrende plader og koncerter det seneste år, at der har været bedre albums, kunstnere og shows før.

2019 har dog bragt velsignede bud i form af både plader og koncerter, og 2019 har faktisk, særligt indenfor sidstnævnte, været et utroligt stærkt år. Det er nok det år, i den tid jeg har været hos Metal A Day, hvor jeg har delt flest femstjernede anmeldelser ud.

Så lad os da komme i gang!

 

Årets danske album

Orm – IR

Dette album har ufatteligt meget at byde på og virker som en naturlig forlængelse af debuten, der også ramte min årsliste, da den kom ud. Med IR har Orm dog taget et stort skridt i den rigtige retning, for hold da kæft, hvor er denne plade altså bare fed. Der er bestemt meget hype om denne plade, og den fortjener helt ærligt hvert eneste kærlige ord, der overhovedet er blevet ytret om den.

Pladen er utroligt dynamisk, og de lange numre formår konstant at imponere og virke forfriskende. På intet tidspunkt sidder man og keder sig med IR, der altså er noget så sjældent som en helt igennem genial dansk udgivelse.

Jeg bøjer mig i støvet for Orm!


Årtiets bedste danske album

Her begynder det at blive svært at vælge, for der er faktisk, tro det eller lad være, kommet en god håndfuld fremragende danske albums igennem de sidste ti år, også for en brokkerøv som undertegnede. Bevares, der er da også kommet en masse lort, men det er jo, hvad man kan forvente. Sådan er det jo også i andre lande.

Det gør det dog svært at vælge et enkelt album, så jeg kommer lige med et par, som har været enormt betydningsfulde for mit vedkommende:

MØL – Jord (2018)

Det var årets bedste danske album, da det udkom, og det holder altså stadig i dag. Jeg nyder ofte at smække Jord på min pladespiller og fordybe mig i det smukke, dystre og alligevel håbefulde univers, som de gæve aarhusianere formår at skabe igennem hele albummet. Samtidig er dette en plade, der har været med til at vække min interesse for den danske Black Metal-scene, som jeg ellers i mange år ikke brød mig synderligt om.

Jord er et klasse eksempel på, at hvis ens ambitioner og lyst er til det, kan man skabe noget, der er ufatteligt smukt, og utroligt personligt.

Det er nu altså bare et konge album!


Bersærk – Mulm (2015)

Vi kan ikke snakke dansk rock og metal indenfor de sidste år, uden at skulle nævne Bersærk. Bersærk ramte allerede plet med deres første album, Mulm, der udelukkende består af formidable skæringer, fede tekster og en vokal, der går direkte i underklæderne på, hvem end der hører det, eller det burde det i hvert fald.

Dette er klart et af de albums fra danske hænde,r som jeg har hørt mest siden udgivelsen. Det stopper bare aldrig med at sætte gang i humøret hos mig.

Bersærk har fulgt efter med en glimrende 2’er, og det lader til, at 3’eren godt kunne gå hen og blive en sand genialitet.


Orm – Ir (2019)

Ja, den kommer sgu på to gange, for satan, hvor har dette album altså formået at imponere. Det kan også ses på de talrige gode anmeldelser, albummet får med sig på vejen, hvilket det får af enormt gode grunde.
Det holder altså bare hele vejen igennem, og Orm viser så sandelig, at de er et band med utroligt meget at byde på. Den svære 2’er overgik de. Imponerende 1’er.

Huldre – Tusmørke (2017)

Mit yndlings danske folk metal-band lavede tilbage i 2017 mit yndlings danske folke metal-album. Jeg har haft talrige gode timer i selskab med denne plade og dens stærke og dystre numre, både når det kommer til hjemlig lytning, på farten eller til koncerter.
Huldre har aldrig skuffet mig, og denne plade er simpelthen genial. Iblandt toppen af folk metal generelt og klart toppen herhjemme.


Årets bedste koncert

Her bliver det igen svært. 2019 har som nævnt været et vanvittigt år på koncertfronten for mit vedkommende. Jeg har aldrig i mit liv oplevet så mange fantastiske koncerter, som jeg gjorde igennem 2019. Aldrig er der blevet givet så meget fuldt hus på karakterskalaen fra mit vedkommende, en ting, som jeg kun gør, når jeg nærmest ikke har noget som helst at være sur over, hvilket enormt sjældent sker. Her kommer altså så en liste med de bedste:

Carpenter Brut @ Pavillion Roskilde Festival

At blande elektronisk med metal er gjort mange gange før, men aldrig har jeg oplevet det være så spændende, fedt og festligt, som da Carpenter Brut leverede en magtdemonstration af en koncert på årets Roskilde Festival. Koncerten var enormt velspillet og var den perfekte blanding imellem 80’er-elektronisk synth og metal. Alt spillede bare, lyden var lækker og lysshowet noget af det mest imponerende, jeg til dato har set på en scene af denne størrelse.
Carpenter Brut var klart den bedste koncert på sidste års Roskilde Festival; en festival, der ellers bød virkelig mange super gode koncerter.

 

Le Butcherettes @ Hotel Cecil

Det vil være en underdrivelse at kalde mig for super-fan af dette band. Jeg knuselsker Le Butcherettes og alt hvad, Teri Gender Bender laver, og koncerten på Hotel Cecil cementerede blot hvor godt et band de er, men også hvor ekstremt imponerende et show de kan levere. Man kan virkelig mærke nærværet og den enorme energi og frustration, der ligger bag musikken til deres koncerter, og det ramte som en mur, da de spillede på Hotel Cecil.

 

Foo Fighters @ Horsens Statsfængsel

Jeg havde på intet tidspunkt regnet med at dette band skulle befinde sig på nogen som helst form for liste, der var skrevet af min hånd. Foo Fighters er på mange, ja, nærmest alle måder et enormt uinteressant band i min bog. Det er som om, at der altid mangler noget rent musikalsk for at kilde de rigtige steder hos mig.
Alligevel leverede de en koncert ud over det sædvanlige i statsfængslet. De formåede at fange hele publikum og fremstod lige dele sympatiske og professionelle. Koncerten var en enorm overraskelse på alle punkter.

 

Tool @ Copenhell

En koncert der uden tvivl splitter vandene, hvor jeg ligger på den meget tilfredse og enormt begejstrede side. Tool leverede en magisk og ekstremt stramt spillet koncert til Copenhell, hvor det musikalske udtryk var i topklasse. Bandet spillede ufatteligt godt og havde et helt vanvittigt fedt lysshow med, som gjorde det op for det ellers meget stillestående band.
Tool er et imponerende band på plade, og live levede de godt op til deres standard fra studiet. Tool viste i sandhed, at de kan leve op til den hype, der har været omkring dem.

Lad der nu bare ikke gå 13 år før de svinger forbi de danske himmelstrøg igen.

 

Årets værste koncert

Hvor årets bedste koncert var svær at beslutte sig for, har der på intet tidspunkt hersket tvivl om, hvilken koncert der hører til som årets absolut værste. Faktisk var den koncert så decideret dårlig, at det nok er den værste koncert, jeg nogensinde har oplevet, såfremt at man ikke tæller amatørkoncerter med i denne ligning:

Bob Dylan @ Orange Scene Roskilde Festival

Det er svært at sige noget som helst positivt om denne koncert. Så skulle det da lige være, at den da idet mindste sluttede, uden at jeg havde begået harakiri.
Dylan burde tydeligvis være gået på pension for mange år siden. Han kan sådan cirka intet mere. På intet tidspunkt følte man til denne koncert, at man var med til at opleve andet end ren tortur. Vokalen var så elendig og skæv, så det er lige før, at det ville være at foretrække at stikke en issyl i begge ens ører for at lette smerten. Musikalsk var det enormt uinteressant, og der var på ingen måde noget til at holde opmærksomheden.

Bob Dylan, gå nu for helvede hjem og nyd dit otium. Du kan ikke mere!

 

Årets internationale album

Også her må jeg krybe til korset og sige, at jeg ikke kan beslutte mig for et enkelt album, så der kommer sgu to med i den her pulje:

Le Butcherettes – bi/MENTAL

Atter engang er Le Butcherettes med på denne liste, denne gang med deres seneste album, der i høj grad rammer plet. På intet tidspunkt føler jeg mig tabt i forbindelse med at lytte albummet igennem. Pladen er bygget flot op og har nogle ekstremt spændende og velkomponerede numre. Faktisk har denne plade mit personlige favoritnummer fra hele 2019, det enormt smukke “in/THE END”.

Albummet er enormt velskrevet og har enormt mange meget smukke og stærke budskaber, imens musikken formår at fremstå som et unikum. Personligt har jeg i hvert fald til dato endnu ikke hørt et band helt som Le Butcherettes, og dette album gør dem i hvert fald kun ære.

Desuden er det uden tvivl det album, jeg har hørt mest i hele 2019.


Tool – Fear Inoculum

Kunne man forvente andet end at Tool ville figurere på denne del af listen også?

Tjo, det kunne man vel godt, men sådan skulle det ikke ske, da Tool udgav deres første album i 13 år, og sikke da et album! Tool har igen skabt et helstøbt album, hvor musikaliteten er i højsædet. Tool fejler aldrig i min bog, og dette har de bevist igen med et nyt album, der lyder af Tool, men stadig i bedste Tool stil har meget variation. Det er ikke musik, man hører, det her; det er musik, man lytter til, så hvis du ikke kan klare at lytte til musik, bør du styre udenom.
Os andre med lidt bedre smag og større evner til at dyrke musikken, elsker dog dette album, præcis som vi gør med bandets andre udgivelser.

 


Årtiets internationale album

Hold kæft, hvor er den altså til gengæld svær! Der er jo enormt mange gode plader at vælge imellem indenfor det seneste årti, og hvorvidt noget er federe end andet, kommer langt henad vejen helt an på mit humør på det pågældende tidspunkt. Derfor bliver dette også til mere end et album, og der kunne sikkert være flere jeg glemmer, thi, jeg slet ikke kan vælge!

 

Kylesa – Spiral Shadows (2010)

Syret, tungt og dødlækkert! Kylesa leverede skarpt med denne plade i starten af dette årti. Spiral Shadows står som et vanvittigt velkomponeret album. Musikken er velkomponeret, og særligt titelnummeret sætter altså gang i lyttelapperne her.

 

Le Butcherettes – Sin Sin Sin (2010)

Debutten fra Le Butcherettes er stadig deres fedeste album i min bog, og det bliver lyttet til på ugentlig basis herhjemme. Det har alt, hvad mit hjerte begærer af fede hooks, spøjse toner og god energi. Desuden besidder det utroligt fede og stærke budskaber samt en god punkenergi.

 

Crystal Fairy – Crystal Fairy (2017)

Det bedste album i 2017 var ligeledes et projekt med Teri Gender Bender. Her hvor hun spillede med King Buzzo og Dale Grover fra The Melvins. En gennemført fed plade, der efterlader en måbende. Særligt når man tænker på, at den er skrevet og indspillet på en uge.
Vanvid!


Zeal & Ardor – Strange Fruit (2018)

Zeal & Ardor første plade, Devil Is Fine, er klasse, men 2’eren er om muligt endnu stærkere. Dette er en Reddit-joke, som formåede at blive til et enormt stærkt og fedt projekt. Blandingen imellem negro spirituals og mørk black metal rammer plet og særligt på dette album, der bare er enormt helstøbt.

 

Kvelertak – Kvelertak (2010)

2010 var tydeligvis et godt år, og Kvelertak lavede med deres debut et album, der nærmest er urørligt. Det besidder alt, hvad man kan ønske sig af bandet. Det er punktet, ja, musikalsk lyder det faktisk ofte som AC/DC, blot hvor man tilsætter en skrigende Black Metal-vokal. Et genialt album, der formentlig vil stå som et mesterværk for eftertiden.

Primus – Green Naugahyde (2011)

Denne plade ramte mig ikke helt så hårdt lige ved udgivelsen. Produktionen er lidt spøjs, og numrene virkede ved første lyt ikke så stærke, som håbet. Heldigvis gik der ikke mange lyt, før albummet virkelig satte sig hos mig, og siden er det blevet skamlyttet.
Primus rammer fuldstændig plet med denne plade!

Tool – Fear Inoculum (2019)

Tool er et af verdens absolut stærkeste bands, og det beviser de gang på gang også med deres seneste album, der ganske vist har været lang tid undervejs, men som helt klart har været ventetiden værd. Tool er vendt stærkt tilbage med en helt formidabel udgivelse.

 

Corrosion Of Conformity – No Cross No Crown (2018)

Mit yndlings album i 2018 blev udgivet af det formidable amerikanske stoner-band Corrosion Of Conformity, som også er et af mine yndlings bands. Dette var første album med forsangeren Pepper Keenan tilbagevendt. Albummet formår at få en til at føle, at der aldrig var en pause på små 12 år, hvor Keenan ikke var med i bandet. En fremragende tilbagevenden for et af verdens bedste stonerbands.


Årtiets værste tendens

Metallere på YouTube… Stop jer selv!
Her tænkes der især på de, der laver metalversioner af andre kendte sange. Ideen kan noget, men verden bliver oversvømmet med for mange alt for ringe coverversioner af sange af i forvejen enormt varierende kvalitet. Særligt galt står det til med den populære YouTuber Leo fra FrogLeap Studio, der laver ufatteligt meget af netop denne slags elendige coverversioner. Hvis det da så blot blev udført ordentligt, så ville det være til at tilgive, men musikalsk er musikken blot utroligt standard og samlebånds-agtigt makværk, der oftest er værre end originalerne. Hvad er underholdningsværdien i dette? Hvorfor ikke bare lave noget originalt, som er godt i stedet?

Denne tendens springer i øvrigt særligt i øjnene lige for tiden, hvor internettet tipper over med elendige coverversioner af det ellers fremragende nummer ”Toss A Coin To Your Witcher” fra den glimrende Netflix-serie ”Witcher”. Lad dog galskaben stoppe, og lad os da for fanden nyde musikken, som den er skrevet, og lav nu for helvede noget nyt!
Ting bliver altså ikke automatisk bedre af at blive lavet i metalversioner, og da særligt ikke, når det er så uinspirerende versioner, som de vi oftest får.

Bevares, der findes også gode metalcovers på YouTube. Personligt er jeg ret glad for det anderledes udtryk, gruppen ”Brass Against” formår at give de numre, de laver, men her er vi ude i at lave metalsange og tilsætte messingblæsere; en ting, der virker noget bedre. Selv her kan det dog også godt blive for meget, det tager dog lidt længere tid for mit vedkommende. Lad os håbe, at der kommer lidt mere styr på de skide YouTube-kendisser, så man ikke skal til at drukne i ligegyldigt lort hele tiden.

Derudover er der ved at gå inflation i de tåbelige reaktions-videoer, hvor folk sidder og reagerer på at høre metal. Hvorfor der overhovedet er et publikum til sådan noget ligegyldigt bras, vil nok være mig en evig gåde.
Jovist er det fedt, når fagfolk med andre baggrunde sidder og ser videoer af metalbands og kommenterer på, hvad det er, de gør. “Vocal Coach”-serierne er f.eks. ganske spændende, men dette er også fordi, de har noget fagligt indhold og ikke blot er ligegyldigt diller daller med folk, der skal reagere til at opleve noget, de ikke har oplevet før.

Lad nu den tendens dø, og gå i stedet ud og selv oplev noget, du ikke har oplevet før. For din egen skyld.

 

Bastian over and out!

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier