Alice Cooper
Forside Anmeldelser Fællessang i Fængslet

Fællessang i Fængslet

Author

Date

Category


Anmeldelse af: Foo Fighters @ Horsens Statsfængsel. 25/6-19

Der var i sandhed dømt fællessang af den store klinge, da Foo Fighters tog et smut i spjældet ved statsfængslet i Horsens. Det gav en aften udover alle forventninger.

 

Frank Carter And The Rattlesnakes

Aftenens første navn på scenen i Horsens er engelske Frank Carter, der som sædvanligt har taget klapperslangerne med. Bandet, og særligt hovedpersonen, har et ry for at være ekstremt energiske, og dette kan jo kun være lovende som start på dagen i Horsens.

Dette ry viser sig at være sandt, da Frank Carter allerede i første nummer hopper ud til publikum og render rundt og skråler løs nede i pitten. Stemningen er god, og han fanger ufatteligt hurtigt publikummet. Musikalsk er vi ikke ovre i noget, der er sindssygt voldsomt eller aggressivt, men det fungerer alligevel skide godt, særligt som vi kommer længere ind i sættet.

Bandet spiller glimrende, om end lidt for meget af det nyere, som er lidt mere poppet og ikke så aggressivt, som de ældre numre.

”I har fået et nyt yndlings band,” proklameres det kækt fra scenen, og lige i det øjeblik virker det faktisk til, at de forreste publikummer vil give ham ret. Om ikke andet viser Frank Carter And The Rattlesnakes, at man kan komme langt med lidt kæk ironisk arrogance.

 

The Minds Of 99

Efter en god omgang med Frank Carter And The Rattlesnakes er det blevet tid til dagens danske indslag, som kommer i form af The Minds Of 99.

Efter den energi udladning, som var Frank Carter And The Rattlesnakes, bliver The Minds Of 99 meget hurtigt en kende tyndt. Dette er dog på trods af, at bandet egentlig er okay i min bog. I dag er de dog på ingen måde på toppen og formår ikke at fange publikummet, med deres poppede 80’er inspirerede rock. Det slår simpelthen på intet tidspunkt klik, og publikum virker heller ikke særligt interesserede i, hvad der egentlig foregår på scenen.

Bandet lader også til at være påvirkede af netop den tynde respons fra publikummet og går mere og mere over i at køre koncerten ind på rutine fremfor at levere en større oplevelse.

Der er, modsat Frank Carter, ikke meget kontakt til publikummet, og særligt sangeren, Niels Brandt, lader ikke til at være synderligt tilfreds i dag, hvilket særligt kan ses på, hvor olmt han skuer på en roadie, der sætter mikrofonstativet lidt for hårdt ned foran Brandt på scenen. Bassisten, Asger Wisding, lader dog til at gøre et forsøg på at fange publikummet, og netop bassen spiller faktisk super fedt i dag. Det er ligeledes bassen og dens lyd, der er med til at give The Minds Of 99 den 80’er-agtige lyd, som de nu engang har.

Desværre er det bare ikke nok til at løfte denne koncert op på et niveau lignende Frank Carter And The Rattlesnakes, og det virker egentlig nærmere som en tynd opvarmning for Foo Fighters. Forventningerne havde ellers været større, særligt efter den fede koncert de leverede på Roskilde Festival sidste år. The Minds Of 99 er måske ikke hele Danmarks rock darlings endnu og er i Horsens det tynde øl.

 

Foo Fighters

Aftenen hovednavn går på til enorm begejstring og jubel fra det nu meget rocksultne publikum. Der skydes med skarpt i Fængslet, da bandet vælger at lægge ud med en hitparade bestående af “The Pretender” og “Learn To Fly”. Dette bliver altså startskuddet på en fest, som der sjældent er set magen til.

Foo Fighters fanger deres publikum og låser dem fast i deres rockopvisning, som på alle måder virker imponerende. Dave Grohl er en vanvittigt karismatisk frontmand, og der bliver leveret hårdt på alle parametre i dag, hvor det virker til, at intet kan gå galt for det store rockband.

Bandets sammenspil rammer virkelig hovedet på sømmet og virker nærmest ufejlbarligt. Samtidig kommer bandet utroligt godt udover scenen, hvilket resulterer i et ufatteligt veltilfreds publikum. Når man kigger rundt på de tilstedeværende mennesker i publikummet, kan man nærmest ikke se nogen, der ikke har et kæmpe stort smil over hele femøren. Stemningen er ufatteligt god, og sådan har Dave Grohl også tænkt sig at det skal fortsætte.

Lyden er ufatteligt skarp, og der er lige præcis det rigtige bulder, som der bør være til denne type rockkoncert. Vokalen går rent igennem, og der er fællessang i stort set hvert eneste nummer, som bandet fyrer af fra scenen.

Foo Fighters er tydeligvis et band, der elsker at spille sammen. De har det åbenlyst rigtigt sjovt, hvilket særligt kommer til udtryk i en lille håndfuld sjove små covernumre midt i sættet, imens bandet præsenteres. Særligt morsomt er det, da bandet, til lyden af “Imagine”, vælger at synge Van Halens “Jump” indover John Lennon-nummeret.

At Foo Fighters er et kækt band, ses enormt tydeligt, ved at adskillige medlemmer render rundt på scenen og tygger på tyggegummi, imens de spiller. Det virker måske som en meget lille ting, men det er netop med til at gøre, at de ser lidt ekstra kække ud, når de render og tygger løs. Det viser desuden et enormt overskud, imens at man spiller.

Grohl går også lige tid til at vise, at selv verdens sødeste rockstjerne er en akavet far, da han introducerer, at sin egen datter er med i koret. Dette kor er i øvrigt utroligt skarpt, i de numre de er med på, og leverer altså til fulde

Vi får ligeledes serveret et cover af ’den sang Vanilla Ice stjal fra Queen’ (“Under Preasure”), hvor Dave Grohl hopper bag trommesættet, og Taylor Hawkins får lov til at synge.

Foo Fighters lover, at de vil spille til solen går ned, og det overholder de ganske godt. Da de sætter gang i “Best Of You”, er det i hvert fald blevet mørkt. Grohl og Co. er dog ikke helt færdige endnu. Vi får lige serveret “Everlong” som en formidabel afslutning på aftenens koncert.

Foo Fighters cementerer, at der altså er et solidt grundlag for, at de er et af verdens absolut største rockbands. Den opvisning, de har givet i Horsens, er i hvert fald gået udover al forventning. Foo Fighters er populære af en grund, for de er altså et vanvittigt godt liveband.

Dette er en koncert, jeg sent vil glemme.

 

Se billeder fra vores fotograf Mathilde Maria Rønshof herunder!

Frank Carter & The Rattlesnakes
The Minds of 99
Foo Fighters

Recent posts

Den eksemplariske selvbiografi

Anmeldelse af: Phil Collins - Ikke død endnu. 08. november 2017. Memoris. Phil Collins har kreeret en selvbiografi, som ville gøre en skolelærer glad efter...

Amerikaner-død med smæk på

Anmeldelse af: Misery Index. Pavillion, Roskilde Festival. 05. juli 2019. Amerikanske Misery Index delte så fint og rigeligt ud af tørre tæsk og fede riffs,...

Metallisk boyband med puls

Anmeldelse af: Bring Me the Horizon. Orange Scene, Roskilde Festival. 05. juli 2019. Bring Me The Horizon overraskede med en glimrende omgang metallisk boyband på...

Afdæmpet afrunding med Neil Young

Anmeldelse af: Neil Young + Promise of the Real. Blå Scene, Tinderbox. 29. juni 2019. Mange mennesker ventede spændt på den canadiske rocklegende Neil Young,...

Den store krig og den lidt mindre plade

Anmeldelse af: Sabaton - The Great War. Nuclear Blast. Udgivet 19. juli 2019. Jeg er ikke glad for at indrømme det, men det er svært...