Absolutte metodiske tæsk

Anmeldelse af Sylosis + support, d. 19.01.26 i Pumpehuset

Der var noget for enhver smag på en intens mandag i Pumpehuset.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Min anden koncert på dette spillested i januar måned og der er 3 tilbage endnu! Sidst var det Kollapse & Grava & venner, der stod for en historisk begivenhed. Denne mandag skal vi dog opleve en bunke udenlandske bands, der på hver deres måde skal trække horn og sved ud af publikum. Sidste gang jeg var ude og prøve at ryste håret var til Dirkschneider i Amager Bio. Denne mandag er det en kende hårede tråd, der står for skud.

Life Cycles

Til at begynde med er der ikke mange i den store sal, og jeg frygter lidt at fremmødet vil være meget sløvt. Men uanset hvad går Christopher Sanchez (bas), Xavier Rios (trommer), Chris Buckner (guitar), Luis Lopez Jr. (guitar) og Jeremy Cuevas (vokal) på med god selvsikkerhed og præsentere os for deres deathcore. Det er ganske vist ikke 100% bare breakdown fokuseret da der også titter guitar elementer frem af både old school death + thrash metal. Netop disse tilføjelser giver sangene en god groove, og det blandet med deres bølle attitude er en god kombination.

Cueves brøler fint og vandrer rundt på scenen med god drivkraft flankeret af et aktivt band. Dog beder han lidt for tidligt om circle pit. En fejl flere bands i samme genre ofte laver. Responsen udebliver da også. “Death From Above” og “Serpent’s Kiss” fra deres Portal To the Unknown (2024)-EP besidder ellers solide breakdowns der også udmærker sig ved at skifte i tempo i leg med gode riffs fra Buckner og Lopez. En lille “HEY”-chant får de alligevel hevet ud af publikum, der lige skal vågne. Dette er deres første europæiske tour og første besøg i Danmark.

Singlen “The End Still Awaits” fra deres kommende EP, der ser dagens lys til april holder gejsten fra scenen oppe, og de fine melodier og hylende guitar soloer gør at jeg ikke på noget tidspunkt mister interessen. Til sidst lykkes det også for Life Cycles at få en mindre circle pit i gang. De slutter i et virvar af brutalitet og jeg er overbevist om at vi ikke har set det sidste til amerikanerne. Et band der 100% er på vej opad.

Distant

Jeg har faktisk set hollandske Distant en del gange. Til at starte med i Amager Bio med Ingested, Rivers of Nihil og Lorna Shore i 2023. Til Viborg Metal Fest 2024 og sidste år på BETA2300 sammen med Harbringer, The Last Ten Seconds of Life og Enterprise Earth. På trods af dette har jeg aldrig været helt overbevist af bandets deathcore. Nu bliver det fjerde gang og det her må blive min endelige bedømmelse af Nouri Yetgin (guitar), Elmer Maurits (bas), Alan Grnja (vokal) og René Gerbrandij (trommer).

Grnja kommer ud med rigeligt med sure miner og med sætningen “what the fuck is up, let’s get a moshpit from the very start” indledes koncerten. Det sker ikke noget lige med det samme kan jeg afsløre. Forsangeren har nogle vilde gurglelyde og en afgrundsdyb growl. Hans teknik fejler intet og gruppen præsenterer nogle massive breakdowns, så man skulle tro at væggene ville slå revner. På trods af det umiddelbare voldsomme lydbillede vi står over for der er sejt i sine destruktive evner så mangler singlen “Nothing Left To Hate” og “Oedipism” og “Hellmouth” fra Aeons of Oblivion (2021) alligevel noget væsentligt. Specifikt en identitet der gør at Distant skiller sig ud fra oceanet af andre core bands.

Det er den samme formular der genbruges igen og igen i hver sektion, vers, omkvæd og sang. Der tages ingen chancer og ethvert forsøg på at eksperimentere med genren er ikke eksisterende. Man behøver ikke være det nye sort hver eneste gang. Men ej heller behøver man forfalde til de mest forudsigelige og trivielle troper, vi har hørt 500 gange før. Distant bliver efter et par numre ganske simpelt kedeligt at høre på. Men medlemmerne headbanger løs og det bliver da også til 2 walls of death fra gæsternes side. “Heirs of Torment” fra Tyrannotophia (2019) sætter gang i et par nakker og vi skal ned på knæ og hoppe op til “Born of Blood” fra Heritage (2023). Dette skaber en fælles fest, men det er skæbnesvangert kortvarigt. Håndværket fra musikerne fejler ikke noget, men resultatet er utroligt tomt. At man kan spille kompetent er ikke altid nok.

Bandet har eksisteret siden 2014 og debuten kom i 2019. Vi skriver 2026 og der er absolut ingen ændring eller fremgang i deres lyd. Et band, der nægter at fornye sig eller blive bedre til det, de så vælger at holde fast i, vil stagnere. Det er sket i dette tilfælde. Kan man lytte til et par sange og hygge sig med det, ja. Er alt over 15 minutter mere end rigeligt, ja! Jeg behøver ikke at se Distant igen.

Revocation

Mit personlige hovednavn. Det bliver mit femte show med Dave Davidson (vokal, lead guitar), Ash Pearson (trommer), Harry Lannon (rytme guitar), og Alex Weber (bas, vokal). De 2 første gange var jeg slet ikke fan, men siden da er jeg blevet helt tosset med deres technical death metal. Både i Amager Bio sammen med Vexed, Aborted og Carnifex i 2024 og igen på samme spillested i 2025 med Vulvodynia Shadow of Intent og Cattle Decapitation.

Til jubel kommer main supporten ind og Revocations musik er spækket med så mange flotte, melodiske og imponerende soloer at halvdelen kunne være nok. Numre som “Sarcophagi of Souls” fra New Gods, New Masters (2025) og “Existence Is Futile” fra Existence Is Futile (2009) har en fantastisk ekvilibrisme over sig hvor der veksles i komplekse tempoer. Sange som “Diabolical Majesty” og “Gallery of Morbid Artistry” fra Netherhaven (2022) rammer som et godstog i deres næsten ophøjede og imponerende miks af thrash metal og progressive death metal.

Det er intet mindre end excellent guitararbejde og den kombinerede sang fra Davidson og Weber passer godt sammen. Deres growl er simpel og ond, men der måtte godt skrues op for deres stemmer. Midt i dette skønne betagende virvar er der også plads til cleane stykker og mere rolige stunder, der giver en god balance til de sindrigt skrevne sange som “Dystopian Vermin” og “Strange and Eternal”. Bandet fejrer 20 års jubilæum og det er rart at se at salen er blevet mere fyldt. Dog uden at være proppet. Der opfordres heller ikke til pit hvert fjerde minut. Musikerne lader sangene tale og stå for sig selv uden alt for meget unødvendig hype.

Men generelt er der ikke den store aktivitet på gulvet. Der kommer et wall of death til sidst, men det meste af tiden står publikum stille. Det skal også siges at det her mest er musik man måber af mere end man mosher til og der er da også en skarp kontrast til de core-baserede grupper vi har set i aften til Revocations mere snørklede death metal. Da der lukkes med “The Outer Ones” fra The Outer Ones (2018), har jeg jammet på min luftguitar, til mine fingre er ømme og headbanget som en gal. Selv om jeg var en af de eneste i de forreste rækker, der havde en sådan fest. Boston-herrerne er blevet en af mine favorit døds-mestre og denne aften ændrede på ingen måde dette faktum. For enhver med hang til velskrevet og til tider hypnotiserende ekstrem metal, så bør Revocation være tvungen pensum Lad dine øregange bløde af glæde!

Sylosis

I 2000 blev headlineren dannet og har siden da udgivet 6 albums og et syvende er på trapperne i 2026. Jeg så et par numre på sidste års Copenhell i øl køen med mit crew, men flokken gik videre og jeg havde ikke den store mulighed for at bedømme om Sylosis var noget for mig. Nu har jeg en ordentlig chance for at opleve Josh Middleton (leadguitar, vokal), Ali Richardson (trommer), Conor Marshall (rytmeguitar) og Ben Thomas (bas) her på deres The New Flesh Tour U.K. & Europe 2026.

Der er rigeligt med næver i luften, da Sylosis træder ind med alt den headliner-magnetisme man håber på. Jeg har aldrig lyttet til et eneste nummer med bandet, men “Erased” fra den kommende plade The New Flesh (2026), “I Sever” fra Cycle of Suffering (2020) og “Worship Decay” viser mig at dette har været en fejl. Drivkraften er hovedsageligt melodic death metal, men også metalcore og thrash metal bidrager til en satans tung omgang hybrid-smadder, der sætter kroppen på overarbejde. Middleton har en klar growl og soloerne er dejligt melodiske og medrivende. Hans rene vokal har sine momenter, men den bliver aldrig brugt overdrevent og det klæder bestemt materialet, der holder sig i den tonsede ende af skalaen. Marshall svinger vildt sit lange hår i cirkler og hele gruppen er i god bevægelse med masser af overskud. Der bliver opfordret til at hoppe med på rytmerne og de fleste adlyder. Ligesom Revocation har forsangeren i Sylosis et strengeinstrument i hænderne og er derfor en smule mere hæmmet. Burde man tro, men det er ikke tilfældet.

Adskillige gule, røde og blå lamper omkring bandet lyser op og blinker imens at “Heavy Is the Crown”, “Poison For the Lost”, “All Glory No Valor” og “Where the Sky Ends” sørger for at alle er underholdt og flere crowdsurfere er i luften. Vi kunne som nævnt sagtens have været flere og dette lagde til tider en dæmper på de mest vilde stunts, men Sylosis havde et solidt greb om os næsten hele vejen igennem. Af og til dykkede intensiteten lidt, men når det er sagt så er et nummer som “Teras” fra debutpladen Conclusion of Age (2008), med dens sidste halvdel, der udelukkende er det ene vilde riff efter det andet, et rent hit.

Der er “HEY”-råb og Richardson på trommer er en maskine der aldrig misser et eneste beat. En præcisionstøndetæsker af rang. Jeg må til sidst smide min Cradle of Filth t-shirt. Det her er sgu godkendt! Kan det være mere hårdtslående? “Pariahs” fra A Sign of Things To Come (2023) samt “Deadwood” og “The New Flesh” gør ihvertfald sit bedste. Alle fik noget for pengene og flere af os måtte gå ud i kulden med ømme muskler. Jeg havde ingen forventninger til Sylosis og blev derfor positivt overrasket over deres rå, catchy og groovy metal. Næste gang håber jeg vi er en hel sal til at kunne responderer på deres bagkatalog, for de gav den hele armen og mange af os sendte det tilbage næsten lige så voldsomt på en helt almindelig kedelig mandag, der endte med at blive meget mere end jeg havde troet.