Anmeldelse af: Carnifex m.fl. Amager Bio, Kbh. D. 21.03.24.

Amager Bio skal knuses denne torsdag, hvor Necromanteum Tour EU/UK 2024 kommer forbi hovedstaden.

Foto: Martina Gjuga

Da jeg har fri kl. 18:15 fra Strøget i København, og musikken går i gang kl. 18:30, kommer jeg lidt sent ind til aftenens første indslag.

Vexed

Det engelske band har jeg før stiftet bekendtskab med, da de varmede op for CABAL på Copenhagen Distillery. Dengang for små to måneder siden var jeg ikke helt solgt til deres version af core, men det er jo sundt at give ting en chance til, har jeg hørt. Jeg skynder mig på cyklen, og selv med smøg, indkøb, garderobe og øl i baren går jeg heldigvis kun glip af de første syv minutter.

Desværre er det første, jeg ser, et næsten gabende tomt Amager Bio. Det undrer mig, da det alligevel er relativt etablerede navne, vi har med at gøre. Forhåbentlig kommer der flere gæster senere til at fylde den store sal ud.

Der er intet hegn foran scenen i aften. Det betyder både, at man kan komme tættere på Vexed, men nok også, at man har kigget på billetsalget og bedømt, at det ikke var nødvendigt. I denne omgang lægger jeg langt mere mærke til Megan Targetts rappende vokal. Det giver hende en cool vibrerende effekt på sine skrig.

Desværre insisterer hun stadig på at begive sig ud i ren sang nu og da. Det lyder om muligt endnu værre, end det gjorde på Copenhagen Distillery. Vexed gør bestemt en indsats for at varme det sparsomme publikum op, men jeg kan ikke undgå at bemærke, at de trods alt var mere tændte tilbage i januar.

Som udsmykning leverer fire lysstænger på scenen flotte effekter. Jeg hører deres riffs bedre i aften, men det ændrer ikke på, at det er så meget metervare-core, at jeg står følelsesløs tilbage. Det bliver leveret med indlevelse, men passion alene kan ikke redde så gennemsnitlig musik.

De får da igangsat en mindre wall of death, hvor de mest ihærdige får en lille løbetur, og Andreas Bjulver fra CABAL kommer med på gæstevokal på sidste nummer. Fed overraskelse, men det siger vist det hele, at den største jubel kommer pga. danskeren. Alle gode gange to, jeg behøver ikke flere ture i manegen med briterne.

Revocation

Amerikansk tech-death (fra USA) skal sparke vores øregange ind. Dannet i år 2000 som Cryptic Warning blev det først efter navneændringen til Revocation, at bandet fik større succes. Otte fuldlængdealbums har de udgivet, hvor det seneste, Netherhaven, er fra 2022. Trekløveret består af Dave Davidson (vokal, leadguitar), Brett Bamberger (bas) og Ash Pearson (trommer). To gange før har jeg set Revocation: I 2019 som opvarmning for Killswitch Engage og i 2023, hvor de headlinede Pumpehuset.

Sidste gang gik jeg dog tidligt, da hovednavnet slet ikke kunne hamle op med opvarmningen, Goatwhore. Jeg mangler stadig en koncert med gruppen, hvor jeg for alvor mærker lysten til at brække nakken. Måske bliver det nu?

Jeg bliver revet ind i et detaljeret og fantastisk teknisk univers, da showet begynder. Det er som om, at Amager Bio gør underværker for Revocations kombination af tech, thrash og progressive metal. Deres lydbillede åbner sig op for mig på “Nihlistic Viokebnce” og “The Outer Ones”. Hver sang er skrevet med sans for eminent guitararbejde, og vi forkæles med den ene velspillede solo efter den anden.

Hvad, der yderligere imponerer med Revocation, er, at de kun med tre mand i bandet formår at udfylde den store scene. Selv i de passager, hvor det instrumentale tager over, keder man sig aldrig. De mange temposkift og dragende melodier holder ens opmærksomhed fanget hele vejen igennem.

“You, in the Whitechapel shirt, start a circle pit” råber Davidson, og til groovende smadret amerikaner-død løber folk rundt. Næverne er i vejret, og til det ultra tighte trommespil fra Pearson bliver der headbanget godt. En maskot i djævlekostume kommer ud og spiller luftguitar på sin trefork. En fjollet, men hyggelig gimmick. Jeg funderer over, om de bare ikke passede ind med metalcore-headlinerne i 2019, og om ikke den lille scene i Pumpehuset låste dem for meget fast sidste år.

Uanset svaret, så leverede Revocation en præstation, der ikke tog sig af det stadig sløve fremmøde. Fra podierne kommer de langt ud over scenekanten, og jeg er mere end overbevist om deres evner og status, da koncerten slutter. Revocation gik til opgaven med den største glæde, og takket være deres stærke materiale og udstråling klarede de, hvad der kunne ligne en umulig opgave med stor overlegenhed.

Aborted

Klam, brutal og ond deathgrind fra Belgien. Siden 1995 har forsangere,n Sven De Caluwé, med en skiftende line-up været leverandør af noget af dét mest splattede og grumme musik, man kan forestille sig. Hvert af Aborteds 12 albums har haft et tårnhøjt teknisk niveau, og i år udkom det seneste blodige værk, Vault of Horrors. Med sig har Caluwé Ken Bedene (trommer), Ian Jekelis (guitar) og Daníel Konradsson (guitar).

Mine to tidligere koncerter med Aborted husker jeg som medrivende oplevelser. I Amager Bio i 2017 som opvarmning for Kreator og i Store Vega som opvarmning for Entombed A.D. i 2019. Jeg har derfor høje forventninger til mainsupporten.

Dog er det nu endegyldigt. Vi bliver ikke flere mennesker. Jeg hører, at der er solgt omkring 300 billetter, og det kan tydeligt ses. Næsten halvdelen af gæsterne står bagerst i salen, imens resten kommer tættere på scenen eller står spredt i hjørnerne. Det resulterer i et meget tomt gulv i midten. Aborted har i sandhed en op ad bakke-kamp foran sig, men måske kan det lykkes?

Der er pyntet godt op med et kæmpe backdrop og diverse bannere med motiver fra det nye album. En fra crewet kommer ind iført en Jigsaw-maske, og en monolog om at nu skal vi til at gå amok, afspilles over højtalerne. Caluwé kalder os tættere på, da Aborted træder ud. Det virker umiddelbart, og badet i røg kaster bandet sig ud i deres ikoniske voldsmetal. Forsangeren er godt rundt på scenen og gør sit bedste for at være i kontakt med publikum. Hans stemme holder de imponerende brøl kørende, imens han springer rundt på scenen.

“Cadaverous Banquet”, “Condemned To Rot” og “Insect Politics” er beviser, skåret i menneskehud, på, at Aborted mestrer deres instrumenter. Desværre mangler der noget tyngde i lydbilledet denne torsdag, så alt aggressionen ikke bare fortaber sig i lokalet. “On the count of three you bang your heads!” råber sangeren på scenen, og det bliver da adlydt.

Dog kan det ikke undgås at bemærke, at stemningen i lokalet lider under antallet af gæster. Caluwé selv bemærker da den lidt halvsløve respons, når han snakker til os, selvom han tager det med et smil. Vi har dog at gøre med en topprofessionel herre, så han får dog med lidt besvær trukket jublen frem i folk.

Flere steder i showet står publikum dog stille med stor afstand imellem sig. Efter bedste evne gjorde Aborted alt, hvad de kunne med en stærk sætliste, men det var ikke nok til at overvinde det svigtende billetsalg. Den store sal i Pumpehuset, Hotel Cecil, eller sågar den lille sal i Pumpehuset havde været at foretrække og havde helt sikkert gjort underværker for stemningen hos de af os, der var mødt op.

Jeg smed ganske vist min egen Myocardial Infarction-t-shirt for at være med i den fest, der nu engang var, men det kom aldrig op på det høje niveau, jeg ved, Aborted har spillet på før.

Carnifex

Når man snakker om deathcore-bølgen, der lagde metalscenen ned i 00’erne og startede en ny genre, der vandt utallige fans verden over og som består den dag i dag, så kommer man ikke uden om Carnifex. I 2005 rørte bandet på sig for første gang, før debutalbummet, Dead In My Arms, udkom i 2007. Det er blevet til ni skiver siden da, hvor den seneste er Necromanteum (2023). Line-uppen er anno 2024 Scott Ian Lewis (vokal), Shawn Cameron (trommer), Cory Arford (rytmeguitar), Fred Calderon (bas) og Neal Tiemann (leadguitar).

Dog er jeg aldrig blevet fan af Carnifex. Jeg har altid vidst, at de var der, men i modsætning til Suicide Silence, Thy Art Is Murder og Whitechapel har hovednavnet denne aften eksisteret mere i periferien af mit deathcoremenukort. I 2020 spillede de support i selvsamme Amager Bio, men den koncert rykkede ikke meget på min holdning til bandet. Et headlinershow er muligvis det, der skal til? Jeg frygter dog, at hovednavnet skal lide samme skæbne som Aborted. Lewis sætter en circle pit i gang med de få, der deltager, men den dør hurtigt ud.

Carnifex har nogle enormt effektive breakdowns og soloer, der har noget sørgeligt flot over sig. De dybe growls og hæse skrig akkompagneres af rødt, grønt og lilla lys. “Pray For Peace”, “Hell Chose Me” og “Torn In Two” lykkes med at få de forreste rækker i bevægelse. Dog går Carnifex breakdown for breakdown imod en sal, der tømmes mere og mere, som koncerten skrider frem. Det er synd, for ganske vist går jeg ikke hjem og lytter til mere Carnifex efter i aften, dertil er deres deathcore for monotont for mig. Men de har evnerne og materialet til at skabe et svedigt og smadret rum, hvis rammerne er til det.

“This is a really great fucking show man,” siger Lewis, i så fald vil jeg ikke vide, hvordan de andre koncerter er gået. Det hele begynder, som tiden går, at virke lidt forceret. Frontmandens konstante råb om circle pits, hvor kun én jubelglad mand ofte løber rundt alene, bliver trættende at høre på i længden. Det er næsten lidt desperat at være vidne til.

“Heaven and Hell All At Once”, “Lie To My Face” og “Infinite Night Terrors” runger ud i salen uden den store effekt. Festen er uden tvivl sikret for de 15 superfans foran scenen, men for os andre har det hele toppet for længst. “Hatred and Slaughter” og “Slit Wrist Saviour” lukker nådefuldt koncerten. De sidste på spillestedet får hoppet i takt, men da forsangeren takker os for den store support, er det naturligvis sødt ment, men stadig svært at tage seriøst.

Så vidt jeg ved, var der ikke adskillige andre metalkoncerter at vælge imellem denne torsdag. Folk var muligvis taget hjem til familien på påskeferie? Jeg håber, at The Necromanteum Tour får mere support på de resterende datoer, for det var ikke talentet, der manglede.