Anmeldelse af: The Great Decay Tour: Cabal m.fl. Copenhagen Distillery, Kbh. D. 26.01.24.

The Great Decay Europe tour er vendt hjem, og Copenhagen Distillery lægger rammer til en knogleknusende aften.

Foto: Louise Petersen

Henret

Som en særlig gæst på netop denne dato skal vi have fornøjelsen af et band, jeg har oplevet tre gange før, HENRET: I Templet med EYES, på Richter med CABAL og Dethrxner, samt i Råhuset med Hexis. Jeg har begge gange haft følelsen af, at HENRET lige manglede det sidste for at løfte det potentiale, deres breakdowns og blærede aggression tydeligvis har.

Bandet går på til en lyd, der er skruet næsten absurd meget op. Aldrig har deres musik lydt så massivt, og det er absolut til deres fordel. Vi bliver bedt om at komme tættere på, og der bliver ikke spildt tid hos hverken HENRET eller publikum med at få gang i pitten.

Forsanger, Anders Iversens, har godt fat i gæsterne på gulvet, og en råbende forespørgsel om “mere energi!” bliver prompte besvaret kort efter med aftenens første circle pit. Der er samlet en del unge mennesker foran i aften, og de tager gladeligt imod de musikalske tæsk fra scenen, badet i strobelys. For pokker, vi er mange mennesker i aften.

Både gamle som nye fans tørner sammen til sangene fra Abandon Hope–EP’en + ét nyt nummer; her er det også sejt, at Iversens bruger det dybere spektrum af sin stemme. Mere af det, tak!

Jeg må selv smide min Gorepot-trøje tidligt i showet. Det her er den HENRET-koncert, jeg har ventet på. Bevares, hvad bandet laver, er bestemt set og skrevet før, men det er så forbandet veludført, at jeg ikke kan andet end at nyde deres take på core-genren. Put dem på større scener. Det kan de sagtens bære!

Lifesick

Ved mit sidste besøg på Hotel Cecil til Prime Is Coming blev jeg endelig overbevist om, at Lifesick fortjener meget af den ros, de får kylet i hovedet herhjemme. Jeg har siden da givet deres debutalbum, Misanthropy (2022), et lyt, og det holder absolut. Gruppen er blevet signet på prestigefyldte Metal Blade Records og har her i januar udgivet EP’en Love and Other Lies.

Skal Amager knuses, ligesom indre København blev sidst?

Det bliver med det samme annonceret fra forsanger, Simon Shoshan, at de har et kort set i aften, så vi skal nå at give den gas. Nu har de jo blæret sig til deres nye engelske tour-venner om, hvor vilde vi er i DK.

Der bliver åbnet med vanlig Lifesick-energi. Der opstår da også noget pit, men ikke den størrelse, jeg måske havde regnet med. Dog allerede ved anden sang eksploderer gulvet for alvor. En tsunami af stagedivere, crowdsurfere og moshere tumler rundt resten af koncerten i et lykkeligt virvar af glæde. “Tættere på så vi kan stage dive!” bliver der råbt til os, og som sagt, så gjort.

Jeg oplever dog, at Shoshan taber lidt rigeligt luft i aften, og at hans stemme mangler kraft. Det virker dog ikke til at betyde noget for de mange fans, der sammen med Lifesick næsten knuser betonen, vi står på. “Det kan godt blive vildere,” får Shoshan os til at råbe i kor. Og ja, det kunne det! En kæmpe wall of death tværs gennem lokalet ned til lydpulten er næste stunt på listen.

Andreas Truelsen fra Plaguemace og Andreas Bjulver Paaup fra CABAL hopper hver især på scenen til lidt gæstevokal, og Nema Rad fra Dethrxner skyder løs på Shoshan med skumgummipatroner. Han får efterfølgende dedikeret “Good For Nothing” til sig. Den danske metalscene er virkelig nogle gange én stor lille familie. På scenen og nede på gulvet. Lifesick sejrer igen.

Vexed

Briterne kom i 2021 med Culling Culture–albummet, der modtog fin ros i medier som Alternative Press, Revolver og Loudwire. Sidste år udkom efterfølgeren, Negative Energy.

Medlemmerne består af Megan Targett (vokal), Jay Bacon (guitar), Willem Mason-Geraghty (trommer) og Meyrick De La Fuente (bass). Så vidt, jeg ved, er i aften deres live-debut på dansk jord.

De kommer også igen om ikke så længe, når de skal varme op for Carnifex i Amager Bio til marts. Nu havde de chancen for at efterlade et indtryk, så jeg forhåbentlig ville se frem til endnu en svingom.

To skærme i hver side af salen viser bandets navn. I skæret fra rødt lys går de på til bragende breakdowns. Gæsterne skal lige se bandet an, og der er ikke lige så hurtigt gang i løjerne. Det er også svært at overgå det mosh-teater, Lifesick lige har præsenteret.

Højre side er dog lidt mere modtagelig i form af headbanging, og med tiden får Vexed også sat gang i masser af bevægelse ude iblandt os.

Men, nøj, hvor er det kedelig musik i store dele af koncerten. De hurtige tekniske breakdowns rammer ensformigheden efter kort tid. Folk er med på to wall of deaths og andet kærligt gøgl. Men mon ikke gæsterne bare gerne vil moshe til hvad som helst lige nu efter to så gode opvarmningsbands?

Det hjælper ikke, at Targett forsøger sig med noget ren vokal, der lyder skrækkeligt og malplaceret både i forhold til hendes ellers seje skrig, men også i forhold til musikken.

“Nepotism” slutter deres show, og selvom Vexed får point for at have haglet endnu mere sved af publikum med en nogenlunde indlevende optræden, så ramte deres musik mig ikke. Jeg er desværre efterladt med en følelse af, ikke at have behov for at se dem igen.

Viscera

Deathcore fra England står klar til at ryste destilleriet i dets grundvold. Danny Yates (trommer), Adam Bell (guitar), Jamie Graham (vokal) og Charlie Michael (guitar) har en bunke singler og to albums i ryggen.

Det drejer sig om Obsidian (2020) og Carcinogenesis (2023). De skulle have spillet til Prime Fest i 2021, men det koncept gik som bekendt fra hinanden. Nu står de i stedet som mainsupport for vores danske darlings.

Efter at have stået temmelig stille under Vexed insisterer jeg nu på at få lidt gang i kroppen. På trods af en øm skulder og et inderlår. Jeg kommer op foran scenen lidt til højre for midten og gør mig klar.

For satan, nogle trommer, er det første, der slår mig, da Viscera indtager scenen. Yates får da straffet de tønder så grundigt. Jeg havde ikke de store forventninger til de fire herrer, men det skulle blive gjort til skamme.

Med en langt mere interessant og divers lyd, der ofte bygger mere på death metal end core, rammer Viscera ret godt som et lille afbræk i alle de breakdowns. Særligt vokalen fra Graham er jeg vild med. Den går i visse sektioner over i næsten råbesang, der tilføjer noget overraskende catchy til deres musik i sange som “Obsidian” og “Layers of Skin”.

Det her rykker på alle de rigtige parametre.

Det tager lidt længere tid at få engageret folk, men det lykkedes alligevel for Viscera med hårdt arbejde og et par gedigne, lækre guitarsoloer. Men det kan ikke undgås at bemærke, at der har spredt sig en stille træthed i rummet. Jeg selv får dog rykket i kadaveret, og jeg fortryder bestemt ikke, at jeg indfandt mig tættere i denne omgang. Mon ikke jeg skal hjem og lytte lidt til deres musik?

CABAL

Et af nyere tids mest succesfulde bands på den danske metalscene. Med deres blackened deathcore har de ikke alene erobret den moderne scene herhjemme, men også været på flere internationale tours. Dette har dog været deres debut som headliner i udlandet. Deres diskografi tæller disse dage deres EP Purge (2016) og tre albums: Mark of Rot (2018), Drag Me Down (2020) og Magno Interitus (2022).

Min sidste liveoplevelse med bandet var på sidste års Copenhell. Det var en solid koncert med masser af stærke gæste vokalister, men desværre havde flere tekniske problemer og en lukket festival plads inden en halv-ærgerlig effekt på oplevelsen, og det blev aldrig 100 % den kæmpe drabelige dødsdans, som det skulle have været.

Der skulle tages revanche nu. Aftenen har budt på flere afskygninger af den brutale metal. CABAL skal nu bevise, at de kan bære kronen som internationalt hovednavn.

Plastikblomster er placeret i hver sin side af scenen. Lige fra åbneren ” If I Hang, Let Me Swing” skal der hoppes ind i hinanden nede på gulvet. Vi har glædet os til CABAL. Paarups stemme er i topform, jeg tror faktisk aldrig, at han har lydt så episk og skræmmende.

Atter engang har hele bandet en større tilstedeværelse på grund af rammerne i aften og teknikken bag dem. Massive point til personen bag mikserpulten.

Videre over i “Tongues” og “Magno Interitus” river bandet os over og viser med overlegen styrke, hvorfor de er nået så langt ud over Danmarks grænser. Dog er det nu, at jeg for alvor oplever, at på trods af at musikken larmer præcist, som den skal, så har flere af gæsterne bare ikke mere energi tilbage.

“Drag Me Down” får mig som altid til at growle med. Jeg elsker det nummer.

Vi bliver bedt om at hoppe, og her løfter festen sig bogstavelig talt igen. Men udover de mest hardcore af os + dem helt foran scenen så er der i stor dele af koncerten lidt dødt, når det kommer til engagement fra gæsterne.

En ny sang ved navn “Still Cursed” lover godt for den fortsatte retning for CABAL.

Gode gamle “False Light” sparker til bikuben, og der sværmes igen i mosh. At vi bliver opfordret til at komme op foran og synge med på “Death March”, bliver naturligvis adlydt, og atter koger vi lidt.

“Exsanguination” lukker og slukker. Jeg nød at se gruppen svælge i deres styrker som aldrig før. Men fire opvarmningsbands før hovednavnet var alligevel desværre for meget. Flere folk har i hvert fald allerede bevæget sig ud i blæsevejret, inden koncerten slutter.

På trods af dette var fredagen en sejr for CABAL, der hamrede igennem med vrede syvtommerssøm, at den mørke krone var velfortjent.