Den store gavflabs udgydelser

“Henry Rollins – Charmingly Obstinate”, Bremen Teater, København, 5. januar 2016

Multikunstneren med forkærlighed for punkens udtryk havde meget – som i RIGTIG meget – på hjerte denne tirsdag aften. Venue og tid blev dog en akilleshæl for Henry Rollins

Ikke så meget pis hér: Præcis klokken 20.00 entrerede den tidligere forsanger i punkbandet Black Flag, provokatøren, skribenten, radioværten – ja, listen kunne blive ved længe – Henry Rollins den spartansk-indrettede scene i et nærmest udsolgt Bremen Teater i København tirsdag aften.

Og han klappede ikke kaje i 2 timer og tre kvarter.

Det er vel i og for sig en god ting til et spoken word-arrangement? Både, og. Men det kommer jeg tilbage til senere.

Af naturlige, omend sørgelig omstændigheder, brugte vi (fraset en halv times takketale og erindringstour i beyngdelsen ned af hans tankepalads om hans tid i København gennem årene) en god portions tid på at tale om netop afdøde Lemmy fra Motórhead (R.I.P). Vi fik fortalt nogle minder om hedengangne Lemmy, der nok krakkelerede lidt af den macho-fyr og gudelige ophøjende status, vi har givet ham gennem tiden. Forstås: Han blev ikke nedrakket, men vi hørte om den menneskelige side af Lemmy. I disse tider er den slags 2 horn værdigt i bedømmelsen her alene.

Dernæst var resten af showet en tour de force udi associations-teknik og imposante memorerings-evne. Manden kunne begynde en svada, komme ud på et sidespor, løbe ud af en tangent og efter 25 minutter vende tilbage til udgangspunktet. Da vi efter et lille latterbrøl skulle til at klappe, var han allerede videre til næsten emne. Han var nærværende, men samtidig fastlåst i sin egen verden.

Hvordan det? Jo, på den ene side adresserede han da publikum og havde åndstilstedeværelse til at kommentere på verdenssituationen uden at blive prædikende, men ve den, der lagde an til klapperi eller latter – for så var du tabt i hans (nogle gange usammenhængende) tanketråd.

Som en robot
Intet vand på scenen, intet manus og kun en enkelt oplæsning. Der var ingen pause i Henry Rollins’ talestrøm i de over 2½ time, som den legendariske musiker brugte aftenen på. Der skal ingen klagelyd være over de laaangt tilbagetrukne pladser, som bemeldte anmelder og fotograf havde fået tildelt, men lad os da bare sige, at jeg først rigtigt så Rollins, da billeder af ham blev sendt senere over mail.

Hin udsendte fotograf var også mere bevandret i disciplinen spoken word og kunne beredte, at Bremen Teater ikke er det bedste sted til den slags events. For de metal-interesserede kan måske huske Scott Ians optræden omtrent samme tidspunkt sidste år i den lille café under Vega. Se dét er det rette event! En lukket skare, nem adgang til baren og tioletfaciliteter. Rollins er åbenbart mere populær, men så havde man måske gjort klog i at dele det op over to aftenen. Han udtrykte i hvert fald ikke en klagesang over at arbejde røven i velkendte bukselaser.

Henry Rollins kunne denne aften bedst samenlignes med Scatman John med ADHD plapre løs i uendelighed i Hjulben-tempo. Det var en prøvelse, imponerende og fabelagtig på samme tid.

Blev man klogere? Havde man fået mere viden med sig efter endt aften?

Det kan bedst forklares med hans egen sammenligning i starten af showet om hans inspirationskilde til at studere mennesket og optræde med sit show her:

At blive klogere på mennesket kan efter utallige studier for ham føles som troen på, at man har løst den gordiske knude, men man finder bare ud af, at man blot har udredt en tråd fra knuden. Som Sokrates ved han og jeg blot, at vi ikke ved noget – men i det mindste er vi da filosoffer!

Nyd lidt musik fra hans Rollins Band i linket!

(Foto: Henry Rollins af Alexander (Alec) Tange)