Troen på at vi kunne have fået mere

Der bliver lagt hårdt fra start med nummeret ”Under the Blood Red Moon”. Fuld fart frem fra første anslag, men nummeret indeholder også mange skift i stil og tempo. Omkvædet, der for øvrigt er utroligt catchy, er eksempelvis meget tungere og langt mere groovy end resten af nummeret. Det skaber ret store kontraster i nummeret selv og kan virke som lidt for meget krydderi i din sandwich. Dette er dog en smagssag – om man kan lide sin death metal som ren salatmayonnaise, eller om den godt må være spicet op med til chili eller hvidløg her og der.
Disse drastiske skift i stil tempo møder man hele vejen igennem pladen. Selvom det nogle steder bliver for meget af det gode, klæder det virkelig andre numre. Et nummer, hvor skiftene eksempelvis fungerer død-godt, er ”Obliteration Exceptional”.

Sangskrivningen er simpel. Som i så meget andet godt dødsmetal er der ikke de store overraskelser. Det er bygget op efter samme skelet; alting er lige på slaget, de klassiske temposkift, der er med til at fastholde og underholde lytteren, og så de mange gentagelser. Men er det ikke sådan, vi kan lide vores dødsmetal? Og sådan vi forventer det?
Shadownspawn passer lige ind i mængden uden at skille sig for meget ud. Og det samme gør numrene på Biology of Disbelief. De minder om hinanden og er bygget op af de samme virkemidler. Der er ganske få afstikkere i værktøjskassen, og når de dukker op, er det i småtingsafdelingen: en guitarsolo med ren lyd, et forsøg på noget clean-vokal, noget underligt kor eller andet i den dur.

I nummeret ”Daughters of Lot” bliver der dog spillet på nogle helt andre tangenter. Nummeret taler til undertegnede på en anden måde end de øvrige numre. Der bliver taget nogle flere virkemidler i brug, og det fungerer virkelig godt. Det er ikke videre nytænkende, men det skiller sig ud fra resten af albummet. Nummeret ræsonnerer på en anden måde i øregangene, og skulle man være blevet lidt ukoncentreret og på vej ud af lyduniverset, trækker ”Daughters of Lot” én tilbage. En ting, bandet virkelig skal roses for på især dette nummer, er, hvordan vokalen og guitaren komplementerer hinanden. Først bliver vi charmeret af en solid guitarsolo, og netop som man når at forelske sig i denne rene omend ildevarslende lyd, kommer Bues hvæsende, rallende vokal og bryder lydbilledet.

Musikken på dette album er båret af trommernes fremdrift, der skubber på. Indimellem bliver vi forkælet med lækre guitarsoli eller groovy riffs, men det sker desværre også, at guitarerne bliver mudrede. Dertil kommer også, at jeg kunne ønske mig noget mere dynamik og noget, der fylder i midten af lydbilledet, der ellers virker lidt tyndt. Bassen forsvinder i store dele af de fleste numre til en sådan grad, at jeg blev i tvivl, om bassisten havde været syg til indspilningerne(?) Jeg kunne godt ønske mig noget mere tyngde af den slags, der river én i organerne. Dét, er jeg overbevist om, ville klæde stilen på dette album. Mindre treble, mere bass, tak!

”Biology of Disbelief” vender en række religiøse spørgsmål og forholder sig kritisk til begrebet ”tro”. Der er mange bibelske referencer at finde i tekstuniverset. Jeg vil ikke vove at påstå, at jeg er den største tekstanalytiker ej heller bibelekspert, hvorfor jeg vil opfordre dig – ja, dig, min kære læser – til selv at gå på jagt efter referencerne. Dog tør jeg godt pege på, at der er åbenlyse referencer som er at finde allerede i titlerne. Eksempelvis ”Daughters of Lot”, der refererer til fortællingen om Lots døtre i Første Mosebog (tak, Google), og ”Return to Ashes”, der refererer til den kristne begravelsesceremoni. Men der er også flere hengemte referencer i tekstuniverset og i de ikke-instrumentale introer til nogle tracks. Hvor mange – og hvilke – kan du spotte?

Slutteligt vil jeg fremhæve ”Decreating the Prestine” for det sindssygt tunge riff, der bliver bragt for dagen. Ja. Tak! Give me more, please! Dette nummer vil helt sikkert give anledning til ømme nakker og røre i andedammen (læs: pitten). Også ”Rite of Passage” fortjener en honorable mention for maskingeværs-guitar, der siger smæk! Hvor ”Decreating the Prestine” symboliserer mejetærskeren, der tromler derudaf med sine mange tons, er ”Rite the Passage” en militaristisk gruppe, der ikke lader sig stoppe! 

Omend jeg ønsker mig mere tyngde og vovede træk fra Shadownspawns seneste udspil, er der bestemt en række numre på Biology of Disbelief, jeg håber, bliver soundtracket til fadøls-bad og blå mærker i pitten en dag, når vi ikke er så bange for hinanden længere.