Alice Cooper

Den trætte kannibal

-

Anmeldelse af: Cannibal Corpse m.fl. Amager Bio, Kbh. 04. april 2023.

Når forventningens glæde blot bringer skuffelse

 

Foto: Louise Petersen

 

Stormruler

Personligt havde jeg aldrig hørt om Stormruler, så jeg havde ingen idé om, hvad jeg kunne forvente. Det eneste, jeg vidste, var, at de var fra Amerika, så måske det ”blot” ville være gedigen, gammeldaws død? Nej. Til min store positive overraskelse blev der fra Stormruler leveret en meget kompetent omgang melodisk black. Det er ikke hver dag, man hører det komme ud af USA og især ikke så velskrevet og udført. Det var så dejligt forfriskende.

Endnu mere forfriskende var også, at Stormruler ikke som sådan tog sig selv alt for seriøst. Jovist, de var udklædt i nitter og lød skidegodt, men selve deres optræden kunne nærmere ligne noget fra NWOBHM-æraen eller nærmest et glamband til tider. Her var der lagt vægt på, at der skulle leveres et show og ikke bare lade sig nøjes med at nikke lidt med hovedet. Her skulle der headbanges på livet løs, få publikum med og virkelig bare give den alt, de havde.

Gik dette så på kompromis med, hvor tight de spillede? Overhovedet ikke. Ganske imponerende så gik alt klokkeklart igennem (af hvad jeg kunne høre uden at have nørdet deres diskografi). Det her var umiddelbart den perfekte opvarmer. Det var nyt, glædeligt overraskende, velspillet og underholdende. Mere end man kan sige om aftenens næste band.

 

Ingested

Britiske Ingested er et band, jeg har stiftet bekendtskab i ny og næ, mest når folk har sat det på til en fest. Aldrig har jeg været synderligt imponeret, men jeg er dog begyndt mere og mere at lytte til brutal deathmetal/slam, så måske deres take på det kunne gøre noget for mig denne aften?

Desværre føltes det ikke som andet end en gang kedelig deathcore. Bevares, jeg kan virkelig godt lide deathcore, men det her var for meget ”by the books”. Det her var en pærevælling af alt det, man har hørt fra det gamle ,og alt det, man hører i det mere moderne. Ganske kønsløst, uden identitet og bare ret kedeligt.

Nå, måske optrædenen så var fed? Niks. Lige så kønsløst, som Ingested var at lytte til, var de at se på. Sjældent har jeg set så lidt energi fra et band fra starten af koncerten. Der var ingen indlevelse, bare ren levering. Sindssygt kedeligt.

En cadeau, jeg vil give Ingested, er, at deres frontmand dog fik sat godt skub i publikum. Sjældent har jeg set så stor en wall of death på Amager Bio, men personligt kan jeg ikke lade være med at føle, at det her var ret ufortjent. Først mod enden af deres sæt var det som om, bandet rigtig vågnede. Enten fordi de indså, at de rent faktisk spillede på en scene, eller så fordi publikum havde givet dem noget energi.

Ja, en koncert skal gerne være en symbiose mellem publikum og band, men man må da kunne forvente, at bandet er de første til at levere noget energi, og det ikke skal være publikum, der vækker bandet. Måske mastodonterne i Dark Funeral kunne vise, hvordan en koncert skal startes?

 

Dark Funeral

Med stor overbevisning, iklædt deres karakteristiske kostumer og corpsepaint kommer Dark Funeral ind på scenen. En, to, tre, BANG! Så er vi i gang med en gedigen omgang kristendomshadende svensk black metal. Her blev der ikke lagt nogle fine fornemmelser imellem, her blev der bare blastet igennem fra spids. Lige præcis som det burde være (når der skal spilles black).

Sammenspillet bandet imellem var også en glæde at se. Her var musikerne både konstant opmærksomme på hinanden og publikum. Hvis de ikke var næsten helt udover scenekanten rent fysisk, så var de det med deres blik for så til tider også lige kigge hinanden i øjnene, og de så bare konstant ud som om de virkelig elskede at spille i netop det her band og på netop denne scene foran dette publikum.

Hvor meget energi gav de så til undertegnede? Se, det er en lidt underlig størrelse. For på trods af den meget energiske og hurtige black metal og det faktum, at jeg stod helt forrest en god del af koncerten, så følte jeg mig mere transporteret hen i en form for trance. Jeg nød simpelthen bare den her helt voldsomme lyd. Jeg tog mig selv flere gange i at nærmest meditere under koncerten. For fanden, hvor var det bare lækkert.

Resten af publikum så også ud til at have en gedigen fest. Bandet spillede tight hele vejen igennem. Lyden var fænomenal. Det her var intet mindre en genialt i mine øjne. Desværre skulle det, jeg egentlig havde glædet mig til, vise sig at være noget af en skuffelse…

 

Cannibal Corpse

Cannibal Corpse er uden tvivl et af mine yndlings dødsmetalbands. Deres fuldstændig hjernedøde no bullshit dødsmetal er så uprætentiøst og bare brutalt. Her er der ikke for mange fine fornemmelser. Det er bare fe’ dø’. Men for at det her fungerer, kræver det selvfølgelig også sit af et band.

Først kræver det en god forsanger. Dét må man sige, at George ”Corpsegrinder” Fisher har vist sig at være gang på gang. Dette var han så sandelig også denne aften. Jovist, hans udtale er ikke lige så tydelig live som på pladerne, men man har stadig en tydelig idé om den rytme, hans vokaler leverer, og både hans lows og highs lyder bare pissegodt. Derudover er han også ganske underholdende. Manden, der nærmest kun er nakke, kan jo headbange så hårdt og hurtigt, at man skulle tro, han kunne få sig selv til at lette.

Dernæst kræver det nogle hurtige og præcise hænder på guitarerne. Her leverede alle også alt, hvad de skulle. Rytmeguitarist, Rob Barrett, stod måske lidt stille, man han lå til gengæld også helt tight igennem hele koncerten. Leadguitarist, og nyeste medlem i bandet, Erik Rutan, leverede mere et show med konstant headbanging og skarp publikumskontakt, samtidigt med at der bare ikke blev lagt en eneste finger forkert på gribebrættet. Og sidst, men bestemt ikke mindst, så var bassist, Alex Webster, bare a sight to behold. Den mand er simpelthen ikke menneske. Han er ved satan nok en af de dygtigste bassister i dødsmetal efter min mening. Sindssygt hurtig uden på nogen måde at gå på kompromis med præcisionen.

Men lige netop præcisionen skulle vise sig at være manglende hos det sidste og meget vigtige medlem i Cannibal Corpse. Trommeslageren, Paul Mazurkiewicz, virkede til at have en meget hård dag på kontoret denne aften. Sjældent har jeg hørt så stort et band spille med så utight en trommeslager. Ofte når jeg stod og prøvede at give mig hen i en god omgang headbanging, blev jeg forstyrret af, at jeg ikke følte, jeg kunne finde rytmen. Ikke efter så længe fandt jeg ud af, at hvis jeg fulgte guitarerne, var det ikke rigtig et problem, men trommerne var så svingende, at det var helt desorienterende. Værst var på nummeret ”Evisceration Plague” (et af undertegnedes yndlingsnumre med Cannibal Corpse), hvor trommerne leverer nogle synkoperede stortrommeslag, som Mazurkiewicz ramte helt ved siden af med. Tja, han ramte nogenlunde det mønster, han skulle ramme, men ramte helt ved siden af i forhold til tempoet.

For undertegnede så er trommerne uhyre vigtige i dødsmetal. Det SKAL være hele bandets rygrad og være det, der giver en god rytme til headbanging, når guitarerne til tider kan være helt kaotiske. Men, ak, her faldt koncerten altså desværre til jorden. Lad mig dog sige, at det bestemt ikke var alle numre, der blev spillet dårligt, men desværre var det en god del. Derfor måtte jeg se mig selv ret skuffet over denne koncert. Jeg håber inderligt, at Cannibal Corpse vil komme tilbage til Danmark enten med en mere frisk Mazurkiewicz eller en ny trommeslager, for resten af bandet kan tydeligvis stadig sagtens følge med.

 

Louise Petersen tog flere billeder fra koncerten:

ANTAL STJERNER

Stomruler
Ingested
Dark Funeral
Cannibal Corpse

Del denne artikel

Seneste artikler

Fotoreportage: Crypta

Fotoreportage: Idaslet

Body Count in da house!

Som i gamle dage

Populære kategorier

Anmeldelse af: Cannibal Corpse m.fl. Amager Bio, Kbh. 04. april 2023. Når forventningens glæde blot bringer skuffelse   Foto: Louise Petersen   Stormruler Personligt havde jeg aldrig hørt om Stormruler, så jeg havde ingen idé om, hvad jeg kunne forvente. Det eneste, jeg vidste, var, at de var fra Amerika,...Den trætte kannibal