Anmeldelse af: Terror. Tøjhuset, Fredericia. D. 22. marts 2024.

Voldeligheden var til at mærke, da Terror sparkede deres EU-turné i gang i Fredericia.

Foto: Bjørn Bavngaard

Findes der noget andet hardcore, der er lige så hardcore som Terror? Nok ikke. Men trods deres legendestatus indenfor hardcore var eventet på Facebook eller generelt koncerten i sig selv ikke noget, der havde fået specielt meget omtale. Man kunne derfor bekymre sig om fremmødet til koncerten. Det viste sig dog, at der slet ikke var brug for bekymring.

Selvom spillestedet ikke er propfyldt, så sørger de fremmødte koncertgængere for, at det føles sådan. Bevægelse i menneskemængden er konstant, og formår du at forholde dig stillestående i mere end fem sekunder, kan du betragtes som heldig – nok snarere uheldig, fordi sammenhold og bevægelse er diskutabelt en lige så stor del som musikken selv, når det kommer til hardcorekoncerter.

Terror spiller hardcore, men ikke på den der moderne beatdown-måde, hvor det er sejt at vise, at man også lytter til dødsmetal. Ikke at der er noget galt i at spille hardcore på den måde, men når Terror står i sand dominans på scenen og leverer fuldkommen knogleskærende råt hardcore, bliver man mindet om, at det egentlig nok er den allerbedste form for hardcore. Især hvis det er Terror, der står for det.

I midten af pitten

Hardcorens form for moshing skiller sig faktisk ret meget ud fra metallens måde. For nogen spiller uforståenhed en stor rolle i opfattelsen af, hvordan fænomenet skal tilgås. I hvert fald når et metalmedie skriver en anmeldelse af Lifesick, hvor skribenten brokker sig over den måde, de fremmødte mosher på, da den ikke er efter metallens ånd.

Men i aften, hvor alle er klar på at moshe indenfor hardcorens præmisser, kan det godt blive vildt. Der er i hvert fald ingen, der bliver overrasket eller unødvendigt forarget, hvis de får en albue i siden, koncertgænger i hovedet, eller hvis en pit-aktiv koncertgænger hensynsløst cirkelsparker øllen ud af hånden på én. “Koncertgænger i hovedet” indebærer både de utallige mennesker, der kravler op på scenen og kaster sig ud over den igen sekunder efter, men også de koncertgængere, der kravler og hænger sig i spillestedets solide loftsbjælker for at lade sig falde ned i den svedige menneskemængde.

Ligesom det ikke er en stor overraskelse at få en person i hovedet, er det heller ikke en stor overraskelse, at Terror leverer alting i aften med knivskarp præcision. Dog med plads til at det hele lyder så råt og voldsparat, at man ikke behøves at få alle smådetaljer med. Fordi præcision i lydbilledet er ikke det, man kommer for, når man tager ind og ser Terror live.

Når man ser Terror live, har man brug for liveenergien samt alt dét, Terror står for indenfor hardcore. Det er også svært ikke at omfavne alt det, Terror optimerer til dets fuldeste potentiale. Det fuldkommen umuligt at stå stille. Man er nødt til at være i bevægelse på en eller anden måde. Det kan naturligvis ses på den konstant aktive moshpit, men også på sidelinjens tilskuere, der tydeligt står og overvejer, om det er
værd at skulle gå at have ondt i lemmerne dagen efter.

I sidste ende er venskabelige slåskampe og ømme lemmer dagen efter lige præcis dét, der er tiltrækkende ved hardcoreshows, og dét formår Terror ubetvivleligt at skabe med deres
kradsbørstige og korte set.