Anmeldelse af: Architects m.fl. Forum, Frederiksberg. D. 29. januar 2024.

Én af de store britiske metalcorebands ville indtage Forum med to ligesindede supportgrupper. Rammerne var sat til den store hyldest til moderne melodisk metal.

Foto: Anders Groos Mikkelsen.

Køen strækker sig hele vejen ned forbi metrostationen og næsten rundt om Forum. Jeg må heldigvis gå ned til presseindgangen, hvor jeg her får mig en god snak med en kammerat. Der er rigeligt med venlige jokes, om Architects mon kommer til at gennemføre den her koncert. Særligt når man tænker på deres to besøg på Copenhell. Forventningerne er høje til deres European Tour 2024.

Loathe

Loathe startede i 2014 i Liverpool og spiller en blanding af mange genrer som metalcore, nu metal, shoegaze og progressiv metal. Spændende lyder det i hvert fald på papiret. De har tre albums under vesten, The Cold Sun (2017), I Let It In and It Took Everything (2020) og The Things They Believe (2021).

Jeg har for en gangs skyld nået at tjekke lidt op på et ukendt band før en anmeldelse. Sange som “Two-Way Mirror” falder i min smag med deres lidt blidere og til tider drømmende tilgang til metal. Men det skal vise sig, at Loathe vil alt for mange ting med deres musik, og det skinner desværre igennem på den lidt ærgerlige måde i deres optræden denne mandag.

Det hele har et lettere forvirret udtryk, når de roligere stykker blander sig med den tunge metalcore. Balancen findes ikke rigtig. Forsanger, Kadeem France, har nogle hårde og imponerende skrig, og måske skulle han fokusere mere på dem, da hans rene vokal i høj grad overgås af guitarist, Erik Bickerstaffe. Igen en underlig dynamik.

Den store sceneopsætning har Loathe heller ikke, hvilket er ærgerligt, da de er første band. Kraftigt rødt og hvidt strobelys kommer dem lidt til undsætning til sidst, men det er desværre too little, too late. Der er heller ikke nogen større reaktion at spore blandt publikum. Der blev da løftet og lyst med telefonerne på et tidspunkt, men der blev ikke vundet mange nye fans.

Jeg blev i denne omgang ikke klog på, hvor Loathe vil hen musikalsk, og jeg kan undre mig over, om de mon selv er klar over det?

Spiritbox

På min arbejdsplads var der lidt snak om Spiritbox for nogle år siden. De er dog eksploderet i tiden efter til at en af de største artister på den internationale metalscene. Eternal Blue–debutalbummet (2021) og deres to EP’er Rotoscope (2022) og The Face of Fear (2023) har kun cementeret deres position som bannerførere på verdensplan anno 2024.

Der gik for meget fest i den for mig på sidste års Copenhell, så jeg fik ikke set Spiritbox på Hades-scenen. Det skulle der rådes bod på nu, hvor Courtney LaPlante (vokal), Mike Stringer (guitar), Zev Rosenberg (trommer) og Josh Gilbert (bass) skulle indtage den gamle betonhal på Frederiksberg. I blåt lys og med nogle cool skærme langs scenegulvet starter showet med “Cellar Door” og “Jaded”. Baseret på folks reaktion i pitten, er der helt sikkert en god portion, der kun er kommet for Spiritbox.

Koncerten er en lidt sjov blanding af stemninger. Vi står både stille og synger med samt igangsætter wall of death og circle pit i mosh-festen. Særligt da Sam Carter gæster på “Yellow Jacket”, er der ekstra energi at spore hos os fans.

Uomtvisteligt har gruppen da også skrevet nogle solide metalcore-sange. Særligt “Circle With Me” og “Holy Roller” er fortjente hits, der også høster godt med jubel fra gæsterne. Jeg oplever desværre bare, at resten af deres materiale, ikke lever op til deres populære singler. Det kan man jo heller ikke 100 % forvente, men er Spiritbox mon lidt for overhypede?

Jeg er spændt på, om bandet kan vedligeholde vores interesse for dem på den lange bane, når det kommer til deres sangskrivning. For ægteparret LaPlante og Stringer har bestemt ofte fat i noget, når de rammer den klassiske metalcore, tilsat lidt moderne tendenser. Den erfarne Josh Gilbert, der tidligere har slået sine folder i As I Lay Dying og Wovenwar, er også et kæmpe plus for Spiritbox, og det er skønt at se ham igen.

“Hysteria” afslutter bandets besøg i Danmark. Det er en lidt skæv sidste sang, da den er skrevet således, at den først til sidst får gang i den svedige og sultne pit. Jeg føler, at Spiritbox endnu ikke har indfriet deres fulde potentiale hverken sangskrivningsmæssigt eller til denne koncert.

På trods af dette så fik jeg alligevel kastet mig rundt ude på gulvet, og de tjente som den perfekte opvarmning, selvom flere nok mener, de skulle have været hovednavnet. Mon ikke den dag kommer med hastige skridt? Jeg håber og tror på, at Spiritbox nok skal blive klar til det.

Architects

På YouTube tilbage i 2009 faldt jeg over videoen til “Early Grave” fra Hollow Crown–albummet. Her blev jeg bevidst om, at de her drenge sagtens kunne levere hårdtslående core. Det var først, da Lost Forever//Lost Together–skiven blev udgivet i 2014, at jeg for alvor blev fan af bandet.
På de to efterfølgere udgivelser, All Our Gods Have Abandoned Us (2016) og Holy Hell (2018), var jeg i højere og højere grad imponeret over deres sangskrivning samt flair for storladne melodier og tunge riffs.

Jeg har desværre ikke været lige så stor fan af deres forsøg på, som så mange andre bands i genren, at gå efter den mere poppede lyd. De har efter min mening en lidt hit and miss-succesrate med sangene på For Those Who Wish To Exist (2021) og The Classic Symptoms of a Broken Spirit (2023). Til gengæld har de altid været garanti for en intens liveoplevelse. På Wacken Open Air 2017 i mudderet og i 2019 i Store Vega. Selv på Copenhell 2017 fik de gang i en fin circle pit foran Pandæmonium, før regn og teknik lukkede koncerten under “Downfall”.

Architects har en stor sceneopsætning med i aften. En trappe, der når op og hele vejen rundt om scenen samt podier til bandmedlemmerne. I rødt lys angriber Architects os med deres nye sang “Seeing Red”. Se, dét er en af de numre fra deres moderne æra, der holder: Catchy og hårdtslående på samme tid.

Pitten er garanteret fra start. Teksten blinker frem på de imponerende storskærme på scenen, der leverer flot grafik hele koncerten igennem. “Giving Blood”, “Deep Fake” og “Impermance” sikrer wall of death og fans, der hopper ind i hinanden.

“How are we feeling energy wise?” spørger Cater, og den del fejler vist ikke noget. Men sådan skal det ikke blive ved med at være. Det er ikke fordi, at Architects spiller skidt, der er styr på teknikken og på kontakten med publikum. Alligevel rammer vi flere halvdøde perioder i settet.

Jeg selv oplever, at det er af den simple grund, at de fleste sange kommer fra de to seneste albums og ikke har samme gennemslagskraft som deres lidt ældre materiale. Bevares, vi får da bestemt også afstikkere som “Deathwish”, “Hereafter”, “Grave Digger” og “These Colors Don’t Run”. Det tilføjer en tiltrængt diversitet til koncerten, men selvom gulvet ofte koger, så mangler den helt store forløsning.

En passioneret og følelsesladet tale fra Carter om angst og det at søge hjælp, før “Doomsday” bliver spillet, er absolut et af aftenens højdepunkter. Konfettien regner ned under den smukke “Dead Butterflies”, hvor telefonerne oplyser hallen. Til sidst skal vi have den afsluttende “Animals”. Selvom det er en god sang, er det også et nummer, der ikke rigtig vokser, når det spilles live. Modsat “when we were young” der kan meget mere i en stor sal, end på anlægget derhjemme.

Det var desværre ikke deres bedste koncert, og jeg havde helt klart forventet mere. Uanset hvor de kommer hen i fremtiden, skal de nok åbne de største wall of deaths og circle pits, som de gjorde det i Forum. Dog bør man gå ind til det med den viden, at de befinder sig et nyt sted musikalsk og nok ikke ser sig tilbage. Konklusionen på denne aften må være, at det er op til den enkelte, om man vil med på den rejse.

Se galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder.
På grund af dårlige lysforhold, blev der ikke taget billeder af Loathe desværre.