Anmeldelse af: Sabaton, m.fl. Forum, Kbh. 12. februar 2020.
Fanfarerne gav genklang, røgmaskinerne kom på overarbejdet, og ildkeglerne skød truende til vejrs denne aften, da tre skandinaviske bands med en røvfuld af talent og kampgejst optrådte i Forum Black Box.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Der var ikke et øje eller en armhule tør, da dette lineup stillede sig frem med svenske Sabaton i spidsen som hærfører, fulgt af finske Apocalyptica bevæbnet til tænderne med deres celloer og svenske Amaranthe, som havde fyldt deres sprængfarlige kanoner til randen med energibomber. Om man besluttede sig for at ligge gemt i skyttegraven med en kold Tuborg eller stå i fronten med krigsråb, så skulle dette blive en koncertoplevelse i verdens klasse.
Amaranthe
Hvis du ligesom jeg ikke kan vente til 2020’s Eurovision, kan du få dit fix af eurometal hos Amaranthe. Den lynende energi, heftige tordnende trommespil, akkompagneret af næsten cringe-fremkaldende pop-elementer, er, hvad dette svenske band fra 2008 kan byde på. Amaranthe havde os fikseret fra det sekund, de indtog scenen med nummeret “Maxamize”. Hvis man ikke var grebet af de overdrevne powerbeats og medrivende lyrics, så var man betaget af deres vilde sceneshow og af deres forsanger og deres anden forsanger… og deres tredje forsanger.
Hver en frontmand (og kvinde) havde deres egen ekspertise, hvor Elize Ryd førte den kvindelige stemme – utrolig smuk med en imponerende vokal-rækkevide. Hendes lyse toner blev akkompagneret i samarbejde med bandets nyeste medlem, Nils Molin, som også er frontmand i powermetalbandet Dynazty. Og til sidst har vi Henrik Englunds dybe skrig, som introducerede dødsmetallens lyd i harmoniseringen.
Forsangernes evner til at harmonisere deres stemmer kom især til udtryk ved et nummer som “GG6”, hvor Ryd og Englund spiller op af hinanden og slynger deres toner sammen i en form for musikalsk showdown. Få sekunder efter sprang den læderklædte og hårsvingende Ryd direkte ind i det mere rockede nummer ”That Song”, hvor hun sammen med Molin bød på de mere bløde runde toners spil.
Beklageligvis lænede Amaranthes musik sig ekstremt meget op ad deres backingtrack, der med heavy keyboard og synth-elementer dominerede og nærmest overdøvede den ellers overvældende vokale mandsopdækning. Ryds fine toner druknede nærmest i mange af numrene, og ikke engang Englunds kraftfulde stemme kunne overdøve det øresønderivende keyboard, som absolut skulle inkorporeres i størstedelen af numrene.
Trods den dårlige lyd var der rigeligt med godter til øjnene, og energien var vedvarende fra start til slut, hvor numrene “The Nexus” og “Drop Dead Cynical” afsluttede settet, og aldrig har der været så velkoordineret hårsvingeri på en scene. Om man elsker bandet eller ej, så må man erkende, at man har et lille soft-spot for dette vildt originale ensemble af sexede menneskers musikkunst.
Apocalyptica
Aftenens næste musiske indslag var finske Apocalyptica, som bød på en helt anderledes musikoplevelse. Tre styks cellospillende mænd og en enkelt trommeslager med hang til Metallica-covernumre. Mange har mistænkt Apocalyptica for bare at være endnu et coverband dog med klassisk uddannede cellister, men det skulle vise sig, at dette band var i stand til at sprænge eller forventninger til, hvad klassisk musik er i moderne tid.
Apocalyptica kastede sig hovedkulds med store armbevægelser og dansende hårpragt ud i nummeret “Ashes of the Modern World”. De tre talentfulde cellospilister: Eicca Perttu Kivilaakso, Paavo Lötjönen og Eicca Toppinen besad en fremragende kontrol over deres instrumenter og tempoet for hvert et nummer. De dybe toner fyldte salen, når melodien vævede sig over ensemblets strenge akkompagneret med Mikkel Siréns rå trommespil. Apocalyptica har siden 1995 spillet musik inden for den noget særegne kategori: cello-rock, men benytter også elementer fra symfonisk heavy metal, som tilsammen udgør en helt unik musikoplevelse.
Efter et par numre sluttede Amaranthes Elize Ryd sig til bandet og tilføjede helt igennem betagende vokaler til Rammstein-coveret “Seemann”. Hendes stemme kom for alvor til sin ret i dette nummer og blev yndigt indhyllet i cellospillet. Ryd fortsætter sin gæsteoptræden i nummeret ”I Don’t Care”, som bød på følelser af ren glædesrus og slagkraft, der ikke kunne give andet end et ustabilt hjerteslag. De lyse toner fra celloerne blandes smukt ind med stortrommens dybde, hvilket gjorde sangen næsten tredimensionel sammen med Ryds klare klang.
Da bandet bevægede sig længere ind i settet, blev de mere dristige, og deres covernumre blev erstattet med originale numre som fx. “Grace” fra albummet Worlds Collide, hvor der blev skruet op for tempoet, mens de fyldte salen med følelser af både triumf, melankoli og fortryllelse.
Det er uundgåeligt, at aftenen ikke skulle byde på de coverklassisker, som var Apocalypticas hjertebarn, da de udgav deres første album, Four Cellos Plays Metallica. Seek and Destroy sendte publikum ind i en glædesrus uden lige. Det skulle undre mig, hvis ikke hvert et menneske i salen kunne skråle med på bandets afsluttende nummer, “Nothing Else Matters”, ufejlbarligt udført på celloer, som ærligt mellem dig og mig, kære læser, var en million gange bedre end originalen.
Sabaton
Tæppet med ordene ‘Sabaton’ dalede direkte ned i skyttegraven og afslørede, at scenen nu havde forvandlet sig til en sand krigsmark. Den nye sceneopsætning inkluderede en næsten komplet tank med Hannes van Dahls enorme trommesæt indbygget i toppen, baggrundsskærmen var oplyst med scener fra slagmarken og marcherende soldater; omridset af scenen var indhyllet i camouflage og sandsække, og mens man troede, at man ikke kunne blive mere krigs-induceret end det, så gik kanonerne af i form af fyrværkeri ved scenekanten, mens bandet indtog scenen til sangen “Ghost Division”.
Hvert medlem bar massive smil, spillede op til hinanden og publikum. Forsanger, Jorkim Brodéns, høje energi, parret med hans fede kraftfulde vokal og hans kompromisløse underholdende selvsikkerhed, gjorde ham til aftenens mand i krigens skysovs.
Sabatons foretrukne krigsinspirerede musikindslag breder sig over store kontinenter og historiske perioder. De angriber enhver krigshistorisk konflikt head-on og omdanner denne til en puls, forstærkende trommehvirvler, headbanging og syngende krigsråb på både engelsk og svensk. Bandet blev til i 1999, men udgav deres første album, Primo Victoria, i 2005, hvor de oprigtig havde fundet deres lyd og deres mantra. Bandet har siden da sammenslynget heavy metal og power metal indhyllet i lyriske temaer lige fra spartanernes 300foldige krigshær til Den kolde krig.
Salen hoppede, jublede og dansede til det frygtløse bombastiske metal fra en perfekt sammensat setliste, som synes at dække alle de vigtigste punkter i bandets historie. Vi blev pløjet igennem indslag fra Sabatons nyeste album, The Great War, fra 2019 med storslåede pompøse numre som “82nd All the Way”, “Great War” og “The Red Baron”, to name a few!
Et vildt lysshow samt video-sceancerne bag scenen matchede musikken perfekt og bidrog til den samme kampgejstrige atmosfære. Hele Forums publikum begyndte at udvikle sig til en samling af krigsgeneraler og soldater, der engagerede sig i en livagtig version af Stratego the Musical. Og slaget fortsatte, da Sabatons bataljon blev mandsopdækket af Apocalyptica, som lagde betagende undertoner til hele seks numre. Især nummeret “Calous Rex” eksploderede, som havde vi trådt ind i et minefelt af energibomber. I takt med at ildkeglerne skød op fra scenekanten, klappede og hævede vi vores knyttede næver mod loftet til det brillante svenske nummer mens vi skreg: Sjung Carolus, sång.
Encores som “Primo Victoria” og “To Hell and Back” bragte mere af den samme energi gennem aftenen med en sidste velkoordineret cardio-session blandt de udmattede metalhoveder i publikum. Sabatons medlemmer synes stadig utrættelige, da de forlod kampens hede efter et show i verdensklasse, hvor vi lå forslået og energiforladte, som havde vi lige gennemlevet de første 20 minutter af Saving Private Ryan.
Sabaton er et band, som trods Sveriges neutrale tilstand, har fundet deres signaturlyd gennem ild, kamp og krig, hvilket gør dem til et exceptionelt underholdende og ikke mindst mindeværdigt liveband.
Anders Groos Mikkelsen har billeder fra koncertBRAGET her:
