Alice Cooper

Det brutale tempel

-

Anmeldelse af: Hanging The Nihilist m.fl. Templet, Lyngby. 27. maj 2023.

Nu var jeg ved at være øm efter så meget musik. Min koncert dag nummer tre bankede på i form af en særdeles brutal og vred pakke Deathcore med lidt Slam. 

 

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

 

Fra Rust med Natjager dagen før tog jeg nu S-tog A mod Hillerød om lørdagen for forhåbentlig at blive knækket i flere stykker. Lyngby ventede forude.

Vi er ikke den store skare samlet, men jeg oplever stemningen som god, og jeg selv er meget spændt på lineuppet, særligt da det er første gang, de to opvarmningsbands gæster Danmark. Point til arrangørerne for at hive nye navne til landet. 

Jeg har også altid haft en svaghed for Templet som spillested; rammerne er gode til den her aftens musikalske spark.

 

THE HATE PROJECT

Første gruppe er fra Sverige og har flere singler og to længere udgivelser under sig, Seize The Obscurity fra 2021 og From Flesh To Soil fra 2022. Den nyeste single er, “Antichrist Incarnated”, også fra sidste år. 

Det fire mand store band hamrer igennem med breakdowns, aggression, og de spredte pig squels i vokalen er jo kun et lækkert krydderi.

Vokalisten gør sit bedste for at holde dampen oppe. De andre medlemmer er lide mere stillestående i deres optræden. Forsangeren bruger podierne på scenen og forsøger at få folk med.

Det er lidt svært at vække publikum, og jeg ved ikke, om det påvirker The Hate Projects indsats denne aften?

Lidt mikrofonproblemer må de også døje med, ellers er lyden udmærket. Jeg oplever dog, at trommerne har en tendens til at overdøve de andre instrumenter igennem koncerten.

Det her er i den grad velskrevet Deathcore, og jeg får bevæget mit halvømme kadaver, og det bliver også anderkendt af gruppen. Fedt, at man ser sit publikum på den måde.

Badet i grønt lys buldrer de videre igennem de sidste sange.

Jeg kunne godt have tænkt mig et lidt større fokus på at skabe noget stemning i musikken og ikke kun at hamre igennem. Talentet hos folkene på scenen er ikke til at tage fejl af, slet ikke, men det bliver lidt standard-core flere steder. 

Dog er jeg sulten på, hvor The Hate Project ender henne. Jeg har ikke beskæftiget mig meget med nyere Deathcore, så jeg byder bestemt endnu en omgang i manegen velkommen. Svenskerne var et godkendt indslag. 

 

RUINS OF PERCEPTION

Der bliver skruet gevaldigt op for alt, da tyskerne fra Ruins Of Perception går på scenen. 

De har én fuldlængde udgivelse i bagagen, Shinigami, fra 2022. Jeg har faktisk set det album florere inde på Slam Worldwide-gruppen på Facebook, så de har en vis hype kørende om sig og med god grund.

Deres vilde optræden er båret af lige dele teknisk og varieret musik, stor udadvendt attitude og meget mere scenegear.

Der er nu røg, lys igennem podierne og et blåt lysbånd foran trommerne. Strobelyset bliver også sat i spil i de korrekte dosseringer til maksimal effekt. 

Vokalen er enormt varierende og imponerende fra dybe growls, høje skrig og pig squels. Jeg må bøje mig i støvet for den teknik, der her mestres. 

Forsangeren er klædt i sort army-vest, og vi er også i en kærlig krigszone af voldsom musik. Der bliver smilet under hele showet, det hele er serveret med en skøn oprigtighed, der er meget smittende. Både deres sanger og deres ene guitarist har godt fat i publikum, og med stor entusiasme ytrer de deres glæde over at stå foran os her i aften.

Publikum kvitterer med moshpits, en wall of death + store headbang-bevægelser. Denne anmelder får faktisk lavet så mange stomps og gået så meget amok, at mine bukser flækker inde i sættet. Totally worth it. 

Deres breakdowns, der jo kendetegner den her genre, er dejligt uforudsigelige. Der bliver smidt soli ind, og de mange temposkift og lige dele melodi samt rasende vildskab gør, at man aldrig keder sig. 

Jeg kan se det her vælte enhver festival og spillested.

Efter den her omgang soniske tæsk var vi alle mere end varmede op til vores danske headlinere. 

 

HANGING THE NIHILIST

Jeg har haft et blandet forhold til det her band. Jeg så dem første gang på Rust med opvarmning fra Septic Congestion. Den dag kom jeg mest for Slam-opvarmningen, men jeg var alligevel lidt interesseret i Hanging The Nihilist bagefter, der havde været tryk på, og jeg kunne sagtens høre de mange facetter, de gerne ville inkorporere i deres musik.

Alle disse skift fra Deathcore til lidt Slam og de symfoniske passager fællede dem desværre, da jeg så dem på Hotel Cecil; det forekom mig beklageligvis rodet og uoverskueligt. 

Jeg har prøvet at give deres debut album fra 2022, Prophetic Blasphemy, et lyt, men mærkede stadig ikke helt den endelige afgørelse om, hvad jeg synes om gruppen.

Jeg kan mærke at jeg i hvert fald meget VIL kunne lide det.

Så nu skulle tredje gang være lykkens gang? 

Lyden er 100 % med bandet denne aften. Alt fremstår klart og præcist. Det hjælper med det samme på indtrykket. Jeg er langt mere revet med, og jeg oplever bandet som en sammentømret enhed, der med masser af bevægelser på scenen aldrig har været bedre.

En feature i form af Jack Papp Fahlberg Christensen fra Kraanium på gæstevokal er et højdepunkt. 

Forsanger, Alexander Hall Kristensen, er benådet med sit store vokaleregister. Han taber aldrig pusten og river os godt rundt.

Jeg bliver nok aldrig helt fan af det symfoniske i deres musik. Men med flotte soli og en gruppe, der fremstår erfaren og professionel, så vejer det i høj grad op for det. 

Det hele kan stadig føles lidt for meget for mit vedkommende i forhold til deres lyd. Men jeg kan ikke ignorere, hvor meget de har styr på, hvad de vil med deres aggressive projekt.

Jeg er virkelig glad for, at vi har et band, der repræsenterer denne undergenre på den danske scene, og festen fra publikum vidner om, at jeg ikke er alene i denne vurdering.

Hanging The Nihilist er uden tvivl klar til større og bedre ting i den kommende fremtid.

Se flere billeder fra koncerten. De er taget af Magnus Karms Blichfeldt:

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Forsanger i Anthropoid Idol, spiller med DJ Navlebrødrene på Zeppelin Rock Bar + dedikeret Metal A Day skribent

ANTAL STJERNER

The Hate Project
Ruins of Perception
Hanging The Nihilist

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Hanging The Nihilist m.fl. Templet, Lyngby. 27. maj 2023. Nu var jeg ved at være øm efter så meget musik. Min koncert dag nummer tre bankede på i form af en særdeles brutal og vred pakke Deathcore med lidt Slam.    Foto: Magnus Karms Blichfeldt   Fra...Det brutale tempel