Alice Cooper

Det var helt Nashvildt!

-

Anmeldelse af: Nashville Nights. 15. september 2021. Bygningen, Køge.

En taburet, en guitar og en musiker. Nogle gange skal der ikke mere til for at tryllebinde et publikum!

Foto: Frederik Stoumann

 

Efter at have læst den blændende anmeldelse af sidste års koncert ved navn Nashville Nights så var det da klart, at jeg selv måtte opleve fænomenet med egne øjne og ører for at se, om det nu også kunne være lige så godt, som der var blevet beskrevet dengang.

Som du kan se på sidste års anmeldelse, så var det et siddende arrangement, og det ikke grundet corona, men fordi det passer bedst til forholdene, hvilket det så også var her, så rumpetten blev klappet i et sæde, hvor der var placeret andre stole om det samme runde bord, hvor blot et enkelt, sparsomt lys markerede, hvor de forskellige borde befandt sig.

Når så hele salen blev næsten mørklagt foruden det nævnte lys ved ens pladsarrangement og – selvfølgelig – på scenen, så var øjnene da rettet mod denne flotte scene i den gamle Bygningen (Teaterbygningen) med blot et stenkast til den hyggelige, gamle navn og det ensformige nybyggeri på den anden side.

Og hvad var det så, at scenens projektører så rettede lyset mod?

Jo, det var en sparsom opsætning. En opsætning til hver person med en taburet, mikrofon, personlig guitar og så ellers bare en singer/songwriter-attitude, der skulle udover scenekanten i bedste country/western-stil. Det skete med tre personer over to omgange med konferencier og indlagt pause i midten.

For Nashville er jo kendt for sin countrymusik, hvor meget af den oprindelige stilart tog sin begyndelse i sidste århundrede, så i aften skulle kunstnerne Cheeley Tacket, Laura Oakes, Payton Taylor, Hannah Aldridge og duoen Tupelo Honey fremføre deres egne kompositioner af countrymusikkens, mens der også blev lidt afstikkere til mere kendte sange.

Det vil derfor sige, det er historierne om den kærlighed, der ødelagde en; dybe besøg i flasken, morderballader, som man kalder det i fagsproget, og andre genvordigheder, som livet byder sig, hvor man helst skulle fornemme, at man havde fået et udpluk af Nashvilles fineste, om man så var fra Nashville, omegn eller England (Laura Oakes).

Til at styre slagets gang af to runder, hvor hver sanger – og det ene par – skiftes til at spille en sang, havde man musikeren Trick Savage til at præsentere hver enkelt akt.
Godt nok er dette en dansk idé, der begyndte med et visit i Nashville, men denne arrangør havde travlt i Odense, hvor der den følgende weekend skulle være en kulmination på Nashville Nights i form af en hel festival(!) med mange navne på plakaten, der også talte hjemlige personer med dansk pas.

Modsat de mere gængse koncerter, som jeg plejer at gå til, så kan det virkelig give en syn for sagn, hvor afspillet, skrællet og nærværende musikken er, når der ikke er forvrængede guitarer eller trommer til at skabe en kaskade af lyd (som jeg elsker det, tag ikke fejl!), så man opsluger hver eneste detalje i højere grad.

For første gang længe lagde jeg virkelig mærke til, hvordan selv den mindste indstilling på lyden kunne gøre en markant forskel, og hvordan at skrue en anelse op eller ned for lyset skaber en helt anden stemning, end når det bare er konstante stroboskopagtige tilstande til en metalkoncert.

Musikken blev af alle leveret med lige dele indlevelse og humor, så man følte, at der blev fortalt en historie lige i øjenhøjde til en personligt.

Publikum takkede for hver enkelt levering, hvor der var stor interaktion blandt kunstnere til hinanden og os med store klapsalver og hujen, men ellers var der ingen, som i: INGEN, lyde fra publikum.
Den slags plejer man ikke at skulle brokke sig over, men når man er bange for at pudse næse, fordi fem rækker foran en skal høre det også, så bliver det næsten akavet; og når musikerne så også fremmaner til, at man skal synge med, men publikum vælger fortsatte strategi: tavse som graven, så udebliver den hyggelige komsammen også.

Alt i alt er jeg glad for at have oplevet denne autentiske oplevelse, hvor man næsten kunne mærke, man var i Nashville, men koncerten kunne sagtens have været længere – og der var som sagt indlagt en pause undervejs – men de andre kunstnere stod nok parat til den forestående festival i Odense.

Den her oplevelse skal man unde sig selv mindst én gang i livet, og jeg opfordrer dig til at tage afsted, næste gang dit lokale spillested proklamerer, at der er Nashville Night på programmet.

Fotograf: Frederik Stoumann
Fotograf: Frederik Stoumann
Fotograf: Frederik Stoumann
Fotograf: Frederik Stoumann
Fotograf: Frederik Stoumann
Fotograf: Frederik Stoumann
Fotograf: Frederik Stoumann
Fotograf: Frederik Stoumann
Fotograf: Frederik Stoumann
Fotograf: Frederik Stoumann
Fotograf: Frederik Stoumann
Fotograf: Frederik Stoumann
Fotograf: Frederik Stoumann
Fotograf: Frederik Stoumann

REVIEW OVERVIEW

Nashville Nights

Share this article

Recent posts

Popular categories