Anmeldelse af: Nashville Nights. Bygningen, Køge. 27. august 2020.
Klokken er 20, det er torsdag aften, og denne metaller har søgt ly for regnen til en koncert oplevelse, der sent bliver glemt!
Hvad var det så, jeg skulle se?
Jo, Nashville Nights. Et singer/songwriter arrangement, sat på benene af danske Steffan Mørk.
Ideen kommer fra USA, hvor kutymen er således: Én til flere country- og/eller -singer/songwritere indtager scenen og spiller enkelte sæt med masser af historier og hygge undervejs.
Lidt i stil med, hvad vi forstiller os, man kunne gøre på en jazzklub.
Til Nashville Nights, som i øvrigt tournéer landet tyndt den næste måneds tid, havde Steffan fået smuglet (på lovlig vis) fire musikanter fra både USA og England ind i landet.
Til denne aften spillede de i to sæt af hver tre kunstnere. Dog havde det ene sæt et par gæster ca midtvejs.
Først på scenen var ingen ringere end arrangøren selv, nemlig Steffan Mørk. Sammen med Trick Savage fra Oklahoma og Kayley Hill fra Nashville.
Steffan lagde starten og viste, at Danmark har en meget dygtig sangskriver her. Han blev efterfulgt af Kayley. Som foruden at være en meget smuk kvinde kunne synge så smukt, at folk var helt stille.
Trick var sidste mand, inden runden startede igen. Han startede med et hyllende morsomt nummer om en redneck, der vinder i Lotto. Selvfølgelig vil han altid være Redneck. Han vil bare have råd til masser af øl og en ny gearkasse til sin Ford Bronco.
De tre kunstnere leverede både rørende sange om familie, men også om det stadigt aktuelle Covid-problem.
Da disse tre fantastiske performere var færdige og gik af scenen, kom en stagehand og skulle gøre klar til næste sæt, imens den ene sanger til næste sæt underholdt hele salen med amerikansk hillbilly-humor.
Hvem var så denne tosse, som leverede jokes i stride strømme, også mens andre spillede?
Det var Blue Foley fra Nashville. En energi bombe af format, som hele aftenen havde et sherryglas med whisky i hånden og ikke var bange for at komme med sjove indslag, så hele salen skreg af grin.
Sammen med ham spillede også engelske Laura Oaks og amerikanske Tamra Rosanes, som faktisk har fået dansk statsborgerskab.
Til trods for at disse tre ikke på forhånd havde øvet sammen og egentligt ikke rigtigt kendte hinanden, så var kemien høj fra start til slut, og der var ingen tvivl om, at de forstod hinanden musisk.
Dog havde Blue til tider svært ved at forstå Laura, da hun er fra Liverpool og har en meget stærk dialekt. Så “mum and dad” blev til “Mormon dad”. Og en lidt sørgelig sang fra Laura, fik Blue lavet om til 70 % sørgelig og 30 % glad.
Denne sang kunne havde fået de fleste til at fælde en tåre. Da historien var om Lauras forældre som efter 30 år sammen havde en vane med, at mor ikke låser. Det gør far, men da far så røg på hospitalet, så skulle mor Oaks for første gang huske selv at gøre det. Og der blev det hele lidt for skræmmende og virkeligt for hende.
Nu kunne danske Tamra også fortælle om, hvordan hun havde givet den navnkundige Kris Kristoffersen gode råd i forhold til halsbetændelse, fordi Blue for få uger siden havde mistet stemmen.
Tamra havde efter hendes godkendelse som statsborger valgt at dykke ned i de danske udvandreres historier, om hvordan de kom til staterne og skulle prøve at overleve.
Denne sang var imponerende og gav et virkeligt flot billede af, hvordan vore danske folk havde måtte kæmpe den største kamp i dette deres nye land.
Under dette sæt kom, som nævnt tidligere, et par gæster på scenen.
Det var to unge danskere, Anders og Anna. Som leverede en smuk akustisk sang ved navn “Grace”, som handlede om det, når ens barn ligepludselig bliver voksen.
Arrangøren, Steffan, gav også en sang af samme kaliber til sine tre søde døtre, som sad iblandt publikum. Hans to døtre på 5 år måtte også op i hans arme, da Laura Oaks sluttede aftenen af med et smukt nummer, om det at være den anderledes type og kampen for at følge sine drømme, som hun har gjort.
Denne aften gjorde et stort indtryk på mig og viste ganske tydeligt, at country ikke bare er øl- og pickup-musik, men faktisk også musik med følelse og karakter.
Lidt om Covid-19 og spillestedet.
Bygningen i Køge havde sørget for at denne aften kunne leveres uden problemer med håndsprit, stole med mellemrum og flere indgange.
De var glade og hurtige til at besvare evt. spørgsmål.
Derudover leverede deres scenefolk virkeligt varen. Perfekt lyd og lys hele vejen igennem, og selv musikkerne gav dem ros mange gange og sørgede for, at publikum også vidste det.
Derudover skal Steffan Mørk have en kæmpe tak og ros for at have lavet så vellykket et show.
Efter flere måneder uden live musik var denne aften helt perfekt at komme i gang igen med!
