Alice Cooper

Djævelske søndags-ritualer

-

Anmeldelse af: Batushka, m.fl. VoxHall, Aarhus. 14. november 2021.

Det blev til en mørk aften, da Batushka lagde vejen forbi VoxHall i Aarhus sammen med Belphegor.

 

Foto: Steffen Jørgensen

 

Diabolical
For mit vedkommende starter aftenen desværre først ved aftenens tredje band, Diabolical, der ifølge deres eget udsagn endelig er tilbage i Aarhus efter intet mindre end 18 år. Svenskerne kaster sig hovedkulds mod det fremmødte publikums ansigter med et velfungerende energiniveau. Bandet kommer godt rundt på scenen og får da også lokket en del af publikummet tættere på scenen; en opgave, der ind imellem kan virke enormt hård, og da særlig en tidlig søndag aften i Aarhus.

Fremmødet er egentlig ikke prangende, men Diabolical lader sig ikke umiddelbart slå ud af sådan en bagatel. ”The show must go on”, og det svenske band ønsker klart at levere et show denne aften. Der bliver gået til stålet, og instrumenteringen er faktisk til tider vældig interessant i Diabolicals musik. Særligt spændende er bassen, der modsat rigtigt mange andre bands indenfor black metal faktisk får lov til at lege og virke ledende samt have højt fokus fremfor blot at være lidt ekstra dybde til guitarriffsene. Her formår Diabolical at holde sig interessante – i hvert fald til tider.

Lyden er til at starte med virkelig ikke god. Guitaren er nærmest ikkeeksisterende i lydbilledet, der i stedet er totalt domineret af bas og trommer. Vokalen er i starten af koncerten ligeledes svær at rigtigt høre. Heldigvis er der fremragende lydmænd tilstede her til aften, og lyden bliver igennem koncerten rettet ind, hvilket også medvirker, at oplevelsen løbende står stærkere og stærkere.

Til trods for en svag start, med et par numre der ikke helt går igennem, formår bandet at samle sig selv op i løbet af koncerten, og særligt i takt med at mere publikum strømmer til, og lyden forbedres. Diabolical virker til at have skulle spille sig varme, og derfor er det faktisk en kende synd, at de kun får knap 30 minutter at spille i. Man når lige at falde ind i præmisserne og udtrykket i musikken, og så slutter det. Som et lille tease uden egentlig forløsning.

Diabolical leverer altså ikke et totalt brag af en koncert, men formår alligevel at være spændende nok til, at man ikke håber at der skal gå 18 år, før de vender tilbage til disse kanter igen.

 

Belphegor
Næste band på scenen bliver aftenens hovednavn for mit vedkommende. Østrigske Belphegor ligger lidt ovre i samme boldgade som det noget større polske Behemoth i hvert fald i mine ører. Af en eller anden grund er Belphegor aldrig rigtigt kommet i samme liga som Nergal og co. Men mindre kan helt bestemt også gøre det, som Belphegor da helt bestemt også viser her til aften.

Fra første tone er der lagt an til et velsmurt show uden for meget pis, men derimod med masser af svulstige riffs, voldsomme trommer, samt et virvar af skrig og skrål på vokalfronten. Belphegor fører sig enormt selvsikkert frem. Det er meget tydeligt, at bandet har gjort dette MANGE gange før. Hele showet sidder godt på rutinen og virker ret indøvet; faktisk så indøvet, at det til tider bliver lidt for gennemført. Man mister lidt af glæderne over det uventede fremfor et totalt gennemført og professionelt show. Dette er altid en svær balancegang, og heldigvis holder Belphegor den da nogenlunde igennem det meste af aftenens koncert.

Ligesom hos Diabolical lider Belphegor i starten lidt af lydproblemer. Her fikses de dog hurtigt, således at lydbilledet ender med at stå skarpt, omend volumen ikke er så høj, som man kunne have forventet. Det var rent faktisk tilforladeligt at stå uden ørepropper i.

Helmuth Lehner leder i sandhed Belphegor, og det gør han med kirurgisk præcision. Han har helt klart styr på sine virkemidler, sin musik, og hvordan han skal fange publikum uden at skulle krybe. Der er en vis stolthed over den måde, han bærer sig selv på her til aften, en slet form for arrogance, som klæder musikken og dets udtryk enormt godt. Lehner ved godt, at det er ham, der styrer showet her til aften, og han gør det helt bestemt også godt både i forhold til sin optræden, men i ligeså høj grad med sine færdigheder som både sanger og guitarist. Selv klichéer som brændende dyrekranier får manden til at spille her til aften.

Belphegors sammenspil er mindst lige så stramt som deres optræden, og alt sidder altså bare som fod i hose. Belphegor er en velsmurt maskine på VoxHall her til aften. Publikum kvitterer da også med headbanging, horn og imod slutningen også en meget lille og meget kortvarig moshpit. I det hele taget kan man også ved Belphegor mærke, at det er søndag, og der er sgu ikke helt så meget gang i publikum her til aften. Der kommer aldrig helt den gang i ilden, som Belphegor egentlig fortjener det. Bandet leverer ellers i høj grad, men luften er desværre sivet for meget ud af den her ballon.

Alligevel får Belphegor sluttet af på stærk vis, og man står tilbage med mindet om en god koncert, der dog sagtens kunne være blevet til noget mere. Den fortjente i hvert fald noget mere.

 

Batushka
Efter den enormt dominante black metal-eksekvering, vi netop oplevede, skal vi bevæge os over i den mere rituelle og spirituelle afdeling af den moderne black metal-scene. Navnet Batushka er lidt en svær størrelse, da bandet egentlig er opbrudt til to bands under samme navn grundet interne stridigheder. Det er noget værre rod og er relativt svært at finde rundt i. Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg har svært ved at finde rundt i historien, og ikke er helt klar over om hvilket Batushka, der er Batushka, og hvilket der i folkemunde går kendt under ”Faketushka”.

Det Batushka, vi får her til aften, leverer ellers egentlig et ganske fint show. Det gregorianske element spiller enormt godt, og sceneudsmykningen er perfekt i forhold til showet. De to guitarister spiller fremragende, og når der skrues op for det kirkelige tema, så lander musikken altså også perfekt her. Lyset lander ligeledes smukt, og den enorme fokus på samt brug af levende lys i forhold til det ritualistiske sceneshow, fungerer rigtigt godt for bandet.

Der er fra start fyldt godt op i salen, og publikum virker spændte over, hvad de oplever. Desværre er der bare også skår i glæden for Batushka. Publikum frafalder igennem koncerten, og Batushka spiller størstedelen af koncerten for en mindre end halvfyldt sal. Det bliver næsten lidt sørgeligt til sidst, men det virker til, at aftenens hovednavn allerede har spillet. Enten det, eller også skal folk hjem tidligt, fordi de skal tidligt op eller noget i den dur.

Aftenens lyd er heller ikke alt for gavmild for Batushka, men hvor det tidligere har været til at fikse lydproblemerne, er det hos Batushka umuligt at fikse en programmeret tromme, der slet og ret lyder irriterende. Hvorfor man til at starte med har syntes, at det var en fed idé at undgå en levende trommeslager og i stedet skulle spille til et programmeret track, er en ting; noget helt andet er den lyd, man så har syntes, var god til de programmerede trommer. Det kan jeg så fortælle, at det var det ikke. Særligt lød lilletrommen enormt forfærdelig og utroligt monoton på den absolut værste og mest pappede og alligevel øreskærende måde. Her kunne Batushka virkelig få sat niveauet højere, og det burde de i høj grad også.

Det ender altså ikke med, at Batushka brager helt igennem her til aften. De leverer et fint show med nogle rigtigt fede og veludførte idéer. Desværre falder det hele bare lidt til jorden i en blandet landhandel imellem søndagsstemning, dårlig og elektronisk trommelyd og et udvandrende publikum grundet den sene tid.

REVIEW OVERVIEW

Diabolical
Belphegor
Batushka

Share this article

Recent posts

Popular categories