Metalliske magtdemonstrationer i Midtjylland, dag 1

Anmeldelse af Viborg Metal Festival 2017, dag 1, Paletten.

Endnu et år med Viborgs dejligste festival! Viborg Metal Festival er en sjov størrelse.

Det er som om, at de fleste koncerter, som bliver afholdt på festivalen, når et niveau, hvor koncerter oftest kun befinder sig ved større shows, hvor der er et større publikum. 2017 var på dette punkt ingen undtagelse. Det publikum, der mødte op, fik sig en god bunke helt vanvittigt fede koncerter.

Alle billeder af Marika Hyldmar.

Chronicle:
Chronicle spiller en form for moderne melodisk dødsthrash med rigeligt af puls og guitar lir. Bandet gav den gas fra start, hvor man især må imponeres af den energi og det overskud, som bandet umiddelbart besidder, imens de spiller satans hurtigt. Desværre var publikum ikke rigtigt med på løjerne, hvilket vel egentlig er meget almindeligt for de første bands på sådan en festival. Det var desværre ikke sådan, så alle kunne – eller ville – møde op til en to dags-festival allerede klokken 19. Det lod dog ikke til at gå Chronicle på, der fortsatte deres show med fuld udblæsning og store smil. Desværre var det lidt som om, at det med at have kontakt med publikum imellem numrene måtte nedsættes til lidt skål og ganske korte formuleringer. Det kunne have løftet showet højere, hvis der havde været en bedre kontakt. Endnu en lidt uheldig ting for bandet var, at lyden desværre ikke rigtigt fungerede langt hen i deres koncert. Man kunne simpelthen ikke høre den ene guitar, og da det var den guitar, der som oftest spillede soli, ødelagde det rigtig meget af lydbilledet. Viborg Metal Festival blev dog sparket i gang på glimrende vis af Chronicle, der i den grad gav en opvisning i moderne dansk død.

Embryo
Efter Chronicle skulle der trækkes lidt frisk luft, så man kunne være forberedt på at skulle gå fra den ene yderlighed til den anden. Embryo, som jeg har anmeldt et par gange, spiller tung doom/stoner med en sådan manér, at man skulle tro, at de faktisk var fra 70’erne. Der er i hvert fald nogen, som har lyttet til deres Black Sabbath! Embryo ramte det helt rigtige tidspunkt for mit vedkommende. Det var lige præcis den slags musik, som jeg personligt var i humør til. Langsomt og groovet med en virkelig god og rocket vokal. Jeppe Færch kan noget, som de færreste rockvokalister i undergrunden herhjemme kan. Der er simpelthen noget særligt over ham og hans vokal. Der var kommet lidt mere publikum til Embryo, men desværre var det stadig ikke helt oppe at ringe. Lyden var heldigvis blevet fikset en del siden Chronicles koncert, så man nu kunne høre detaljerne i guitarspillet, mens man mærkede den dybe og rungende bas. Viborg fik serveret sig en solid omgang morfarrock fra Embryo.

Seed of Heresy
Så var det blevet tid til dagens første rene dødsmetal-indslag. Seed Of Heresy fra Aarhus skulle følge op på det lækre rock indslag fra Embryo. Bandet spiller desværre en stil, som simpelthen bare ikke rigtigt fanger mig. Det er dødsmetal, uden at der reelt set opstår noget, der virkelig sparker igennem. Det hele blev hurtigt lidt kedeligt, hvilket betød, at man fortrak sig tættere og tættere på, hvor man kunne få udskænket en ny øl – og så lige en til. Bandet kom slet ikke ordentligt ud over scenekanten, ja, eller for den sags skyld reelt set rundt på selve scenen. Det var ikke meget, der blev gjort for at fange publikums opmærksomhed, hvilket også betød, at jeg endte med at udvandre.
Seed Of Heresy er ikke dårlige, men de skal i den grad have øvet deres liveperformance og eventuelt lige få lidt mere puls hevet ind i musikken. Desværre blev dette dagens fadæse for mit vedkommende på Viborg Metal Festival.

Iron Fire:
Jeg må atter engang krybe til korset: Jeg nåede simpelthen ikke at fange Iron Fire. Atter engang giver jeg skylden over på for lidt indtagelse af fødevarer og et for højt indtag af drikkevarer, hvilket resulterede i, at jeg simpelthen måtte have noget at spise for at kunne fortsætte resten af aftenen.

Infernal War
En Danmarks-debut? Ja, det er faktisk, hvad vi fik fra polske Infernal War til Viborg Metal Festival – og sikke da en debut! Infernal War spiller en led omgang black metal med en præcision, der sjældent er set mage til indenfor genren. Fra det øjeblik, bandet gik på til det øjeblik, de gik af, blev der delt grumme tæsk ud til samtlige publikummers øregange. Der blev i den grad rykket i nogle nakkehvirvler under Infernal Wars koncert både på scenen, men i den grad også nede ved publikum.
Bandet havde suveræn lyd, hvilket egentlig gør sig rimelig gældende for nærmest samtlige koncerter, jeg har oplevet inde på Paletten specielt under VMF-banneret. Der er bare styr på det, i hvert fald for det meste. Koncerten var tight og brutal lige præcis sådan, som man godt vil have det af en black metal-koncert af den kaliber. Der var i den grad tale om black metal af høj klasse! Infernal War ville vise danskerne, at der er god grund til at få dem tilbage, specielt gav den ene af guitaristerne den godt med gas med hans ekstremt fede guitarspil.
Lad os i den grad få lov, til at få Infernal War tilbage til Danmark, og det må gerne være snarest. Deres første koncert herhjemme kan udelukkende kaldes for en succes!

Blood Red Throne:
Sidste band på de skrå brædder skulle være norske Blood Red Throne. Dette var et band, jeg personligt havde set frem til, da jeg har fået alt muligt hype at vide omkring dem. Det var ikke meget, jeg havde hørt med dem før, men de skulle efter sigende være førsteklasses dødsmetal. Jeg må indrømme, at det, jeg oplevede til koncerten til VMF, i den grad tog røven på mig. Sjældent har jeg oplevet et dødsmetal-band have så meget ren spilleglæde. Det lyste bare ud af dem, at de var klar på at der skulle gives gas. Det blev der også i den grad, og publikum kvitterede derfor med en ganske glimrende moshpit (altså, så glimrende, som den kan vær, med det desværre tynde udpluk af publikum, der var tilbage efter så lang en dag). Blood Red Throne havde ligesom Infernal War suveræn lyd, alt skar godt og præcist igennem, og man følte ikke på noget tidspunkt, at der var mangler i lydbilledet.

Bandet havde desuden en teknisk kunnen, der nærmest er udenfor sammenligning. Den ene guitarist var vanvittigt teknisk, men måske en anelse indelukket i sin performance. Det gjorde den anden guitarist så op for ved at være som snydt ud af røven på Dimebag Darrell. Tjek bare billedet herunder. Han var i den grad en dødsmetallens svar på Dimebag Darrel både i guitarstil, udseende og performance. Det var intet mindre end fantastisk!
Et ekstra shoutout skal lyde til bassisten, der hedder noget så gement som, Ole Bent Madsen. Hans kunnen på bassen var i den grad udover det sædvanlige. Det var det perfekte band til at slutte den første dag på Viborg Metal Festival af med!

De respektive karakterer til bandsene kan ses i bunden af artiklen.

Her er lidt stemningsbilleder fra arrangementet (se frem til del 2 af vores anmeldelse fra festivalen):