Alice Cooper

Død med sort på!

-

Anmeldelse af: Belphegor, m.fl. Studenterhuset, Aalborg. 27. februar 2020.

En mørk og kold aften i det nordjyske, kom en storm af død og black forbi Aalborg…

 

 Foto: Mariann Libach Burup

 

Carnosus 

Desværre meldte jeg min ankomst hele 12 minutter efter, at aftenens åbner ifølge tidsplanen skulle indtage scenen. Som følge af dette nåede jeg faktisk kun at fange 10 minutter af deres koncert, men jeg vil ikke lade dem lide under under dette, for hvad jeg så, var sgu i orden!

Ifølge spilleplanen skulle ballet efter sigende have startet klokken 18:30, hvilket ved min ankomst ikke havde efterladt publikum lang tid til at kridte danseskoene. Alligevel var der faktisk allerede så kort efter startskuddet både folk oppe foran, og enkelte der nød koncerten til det fulde, fysisk.

Musikken kan kun beskrives som ret bøllet dødsmetal, men stadigvæk ikke uden variationer. Det skinner tydeligt frem, at bandet består af talentfulde og intelligente musikere, som der alle kunne finde deres plads til at skinne. Udover de velspillede syvstrengede guitarer var der endda også en syvstrenget bas at finde. Den blev ikke brugt i så nørdet grad, som man kunne forvente, men manden bag aftenens bredeste gribebræt forstod stadigvæk at finde plads til at stå udenfor resten af bandet, når han ikke hamrede med hovedet.

 

Betrayal

Da tiden nærmer sig showtime, trisser min bajer og jeg lige så stille ind i salen igen. Her bliver vi mødt af en meget typisk trutte-trut- og krigstromme-intro, der egner sig godt til, hvad vi skal til at høre – Betrayal finder sig lidt længere mod Polen i deres lydbillede, så den tunge tuba i introen varmer godt op til det tekniske groove, vi skal bevidne. Til gengæld er lyden virkelig dårlig, og forsangerens vokal var næsten ikke til at høre i de første par numre. I det første nummer skulle førnævnte og bassisten synge et eller andet på samme tid, hvor begge vokaler på trods af den ubalancerede lyd egentlig stod fint frem. Da nummeret var slut, bad forsangeren dog prompte om, at få skruet ned for bassistens vokal. Han blev, desværre, aldrig hørt igen…

Som koncerten skred frem, var der ikke rigtig noget, der virkelig fangede mig. Lyden blev udjævnet på den instrumentale front, men vokalen kom aldrig helt op at ringe. Ved kontakten til publikum imellem numrene kunne det godt lyde til, at forsangeren faktisk bare var lidt træt i halsen. Der var i hvert fald næsten ingen lyd, der undslap ham, når han forsøgte at råbe folket op til fest. Der var nogle gæve moshere at finde nede foran, men for os, der stod med armene over kors omme ved lydpulten, var der ikke nogle løftede øjenbryn.
Koncerten var på ingen måde dårlig, men den trang bare ikke rigtig under huden. Der var en tabt trommestik, der kort brød koncentrationen, og ellers var der ellers bare ikke liv nok på scenen. De medbragte backingtracks, der skulle skabe lidt stemning imellem numrene, var af ganske god kvalitet, men de hævede bare ikke stemningen nok.
Ros skal de dog have for deres fede outro!

 

Hate 

Jeg må desværre krybe til det omvendte kors og meddele, at mine noter til Hates koncert var lidt mangelfulde. Jeg skulle lige spise færdig, så jeg gik desværre glip af koncertens start. Det betød så til gengæld, at jeg fik den ucensurerede, svedige Studenterhus-knytnæve lige i masken, da jeg gik ind i koncertsalen – stemningen fra de tidligere to koncerter har tydeligvis fået pisket en allerhelvedes stemning op, da luften er lige til at skrabe ned i et ølkrus og drikke!

Det her, det er ægte polsk kærlighed. Der er bare et eller andet over det her “regionale” lydbillede, som der bare kan noget. I Polen må der være en eller anden uskreven regel, som dikterer De Ti Blast-Bud eller noget i den stil, for der er nogle virkelig stærke elementer, som der også præsenterer sig hos andre bands af samme skuffe – de åndssvagt hurtige trommer er en ting, men også de matchende lynhurtige og stramme guitarer.

Adam Buszkos vokal vil jeg helt klart placere som koncertens højdepunkt. I særdeleshed i forhold til den svage vokal, vi oplevede under Betrayals koncert, var det helt ubeskriveligt at få tyret Adams knivskarpe, dyriske røst lige i fucking hovedet!

Sætlisten var god og varieret. Vi fik til begge ben – både død og og sååårt. Stadigvæk synes jeg også alligevel, at der var medbragt rigtig mange pæne elementer til aftenens række af sange. Alt i alt var der en rigtig god balance med en stor, tung fællesnævner: Efter koncerten følte jeg mig MÆT! Man kan fristes til at sammenligne showet med en stor tallerken kartofler og sovs, så stramt sad bukserne lige pludselig.

Det føltes som om, at hele aftenen havde ledt op til denne koncert – hvordan kunne noget som helst dog blive federe?

 

Suffocation 

Full disclosure: jeg har aldrig før været så ædru som gæst til en Suffocation-koncert. Jeg har uanede mængder respekt for disse dødsmetal-alfædre, men jeg fanger sjældent mig selv i at sætte det på derhjemme.

Pludselig kunne jeg med vågne ører og mindre dobbeltsyn i virkeligheden opleve, hvad et band med en sådan arv og følge kan piske op. Relativt tidligt inde i koncerten spiller de et af de få numre, jeg “kender”, nemlig “Funeral Inception”. Da vi når ind til breakdownet i midten, er det som om, at hele salens kollektive fornuft smelter. Der er bare knald på publikum, og bandet er i den grad også i hopla – ikke, at de ikke også var det før.

Jo længere vi kommer ind i koncerten, jo vildere bliver det. Publikum er uden tvivl også ekstra opildnet af, at der for første gang i aften er god og regelmæssig publikumskontakt. Det virker oprigtigt til, at de er glade for at spille for de danske heavyhoveder. I særdeleshed Ricky Myers, som der jo er gruppens talerør, kaster sig ivrigt i snak om alt og intet imellem numrene.

Humøret fortsatte med at eskalere hele koncerten igennem, og der kom også stadig flere og flere crowdsurfere på banen. Uden tvivl var publikum grebet af den gode stemning, men med det store, tomme hul, som pitten havde sørget for nede foran scenen, gik der dog lidt sport i den med at forsøge at spotte, hvornår der var nogen, der blev tabt…

 

Belphegor 

Da jeg kommer ind til Belphegors koncert, kan det tydeligt mærkes, at det høje humør er båret direkte over fra slutningen af Suffocations koncert. Nok er der stadig snak om crossover-død, men stilen er meget rendyrket black. Vi har masser af flot pynt på scenen til at hjælpe med at skabe et billede af helvedes forgård.

Nu nævnte jeg før, at stemningen var plukket direkte fra, hvor Suffocation stoppede, og dette går ikke kun hurtigt op for mig, men også flere andre kan jeg se. Mange ting fungerer helt bestemt som de skal, men de optrædende virker af mangel på bedre ord trætte. Jeg brystede mig ved den nu endnu klarere lyd, da stortrommerne for første gang i aften ikke var totalt dominerende. Det gav en rar følelse af, at der lige var blevet skruet et par takker ned. Relativt hurtigt lægger jeg dog mærke til, da forsanger, Helmuth Lehner, er nede i knæ for at se ond ud for forreste række, at der er backingtracks på vokalerne. Når der er flere optrædende vokalister i et band, kan man rimelig nemt pin-pointe, hvem der lyder hvordan. Det var i hvert fald meget tydeligt, at Helmuths growls stadig brølede ud af højtalerne i tandem med bassistens skrig, selvom førstnævntes mundtøj var et sted i original skridthøjde.

Jovist, det kan for et band som Belphegor, der er glade for messende kor og kirkeklokker, være svært at slæbe disse effekter med sig i levende live, når de skal erobre verden via bus og landevej. Her kan det i min optik sagtens gå an at få disse programmeret ind i en form for backingtrack, sådan at man stadig har muligheden for at give publikum den “fulde oplevelse” af et teatralskt og storladent lydbillede ligesom på skiven. Til gengæld så slår jeg en stor fed streg i sandet med min jyske pølsefinger, når disse backingtracks bliver taget i brug for at lade bærende elementer i bandet stå og mime eller optræde svært under evne. Det, synes jeg, faktisk bare er træls…

Efter jeg lagde mærke til dette, gik der sport i at forsøge at opfange, om der var mere snyd at spore i kanten af kulissen. Jeg synes ikke, at jeg lagde mærke til flere billige løsninger, men jeg bed mærke i, at Belphegors soloer oftest var spillet lidt ringe. I sammenligning med Suffocations soloer, som vi en time før blev serveret, var det slet og ret dårligt spillet. Terrance Hobbs skriver uden tvivl noget rodet skidt, men han kan spille det. Belphegors mere “melodiøse” soloer lod skramlede i sammenligning, hvilket var en meget mærkelig observation at stå med.

 

Mariann Libach Burup har billeder fra de mange bands denne aften til dig her:

 

 

REVIEW OVERVIEW

Carnosus
Betrayal
Hate
Suffocation
Belphegor

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories