Anmeldelse af Lorna Shore, d. 19. juni 2025 på Hades, Copenhell
Det blev super filthy på Hades-scenen i de sene nattetimer, da Lorna Shore lukkede med et brag.
Foto: Mikkelsen Photo
Efter en solid omgang rave over ved Helvíti, slæbte jeg min trætte og ømme krop hen til Hades-scenen. Til min overraskelse, var pitten allerede helt fyldt op, og der var kæmpe fremmøde. Festivalgæsterne var ikke helt trætte endnu og ventede i spænding på bandet fra New Jersey. Jeg har set Lorna Shore både på Roskilde Festival og i Amager Bio, hvor jeg var meget begejstret og kunne heller ikke helt vente med at se dem.
Bandet åbner med “Sun//Eater” fra deres populære album Pain Remains og jeg bliver taget ind i deres dystre, men varme univers. Der er perfekt synergi mellem alle medlemmer og man kan bare mærke, at der er styr på det hele.
Lyden var heldigvis meget klar og tydelig, og Will Ramos vokal skinnede helt igennem i selskab med Adam De Miccos imponerende guitarriffs. Lige inden “To The Hellfire”, siger Ramos til publikum “We hope you all know this next song”. Så snart tonerne startede, udbrød der kæmpe begejstring blandt alle. Sangen er jo nærmest gået hen og blevet ikonisk med de sidste 30 sekunder, hvor Ramos leverer en vokal som ingen andre kan, og lyder helt filthy som en døende gris. “To The Hellfire” er faktisk blevet et nummer jeg viser ofte til venner, der er nysgerrige på den metal jeg lytter til, og jeg bliver aldrig træt af reaktionerne på de meget unikke vokaler.
At lukke med “Pain Remains I: Dancing Like Flames” var det helt perfekte valg. Det er en så storartet sang, der inviterer en ind og det føles som et dejligt langt kram. Jeg fik ihvertfald en del gåsehud og min veninde blev meget rørt.
En ting jeg elsker om Lorna Shore, er at hele bandet ser så effortless ud og får alt til at se mega nemt ud. Det er heller ikke som sådan musik, hvor man kunne forestille sig et band gå helt amok på en scene, men den meget rolige energi de kører passer ret godt til deres vibe.
At booke Lorna Shore i de sene nattetimer, var et perfekt move fra Copenhell. Jeg ville dog mene, at de nærmest skal spille på Helvíti næste gang. De er et band der har fuld fart på og deres popularitet stiger kun!
Lorna Shore var simpelthen en koncert, der spillede fra start til slut, uden noget som helst negativt at sige. Bravo.
Se galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder