Alice Cooper

Drømmende, drøntungt og dårende

-

Anmeldelse af: Spiritbox – Eternal Blue. Udgivet 17. september 2021 via Rise Records.

Efter hvad der har føltes som et overflødighedshorn af singler, musikvideoer og youtube-sensationer, er albummet Eternal Blue af Spiritbox endelig landet. Men kan pladen mere end at få folk til at gispe påtaget i reaction-videos, når det kommer til stykket?

 

Medmindre man har tilbragt de sidste par år under en sten – eller resolut valgt at holde sig langt fra moderne populært metal – har det nok været svært ikke at høre om bandet Spiritbox. De har siden juli 2020 spyttet ikke mindre end 7 singler ud, hvoraf de sidste 5 hører til albummet Eternal Blue, der netop blev udgivet fredag i sidste uge. Fælles for disse singler er, at de alle som en har nydt massiv positiv respons både på hitlisterne og YouTube.
I en tid, hvor såkaldte ”reaction videos” hitter, falder Spiritbox i samme båd som Jinjer, Slaughter to Prevail og Lorna Shore, for bare at nævne nogle få. Nu er Spiritbox så klar med deres første fuldlængdeudgivelse, og værende en af dem der har fulgt med i hver nyudgiven single, har jeg personligt været spændt på, om bandet har kunne opretholde kvaliteten igennem en hel plade.

Grundlagt af sangerinden Courtney LaPlante og guitaristen Mike Stringer fra det hedengangne Iwrestledabearonce spiller Spiritbox en blanding af flere moderne genrer. Der er elementer af djent, metalcore, prog og endda deathcore, og dette kunne jo lyde som en lettere rodet affære. Bandet formår dog hele pladen igennem at fastholde en rød tråd, så numrene ender med at være varierede snarere end usammenhængende. Numre som “Secret Garden”, “We Live In A Strange World” og titelnummeret “Eternal Blue” er afdæmpede prog/djent sange med en nærmest poppet opbygning, der gør dem meget lette at lytte til. Her synger LaPlante roligt og flydende, og hun har en enormt behagelig stemme, der er både beroligende og drømmende.

I den anden ende har pladen sange som “Silk In the Strings” og “Holy Roller”, hvor sidstnævnte – efter min mening – har et af årets bedste moderne metalriffs. Her er der tale om tonstungt djent, ja, nærmest tenderende deathcore, hvor LaPlante viser vokalalsidighed i form af hidsige screams. Det er naturligvis ikke noget helt nyt at høre en sanger både synge rent og forvrænget – heller ikke for kvindelige vokalister – men LaPlante gør det stadig med en gennemgående høj kvalitet. Disse to ender af moderne metalgenrer bindes så sammen af resten af pladen, hvor det blide ambiente og knusende tunge kombineres, så lytteren på én gang bliver ledt i en drømmeverden, der kort efter splintres af breakdowns stemt i fy-for-den-lede. I et af de 7 af pladens 12 numre, der ikke var singler, var der også plads til en feature med Sam Carter fra Architects i sangen “Yellowjacket”. Dette viste sig at være et rigtig godt valg, da Carter både rammer sangens – og pladens – stemning, hvor han får et vers for sig selv, men især også i nummerets omkvæd, hvor de to vokalister komplementerer hinanden enormt godt.

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg er meget begejstret for både bandet og pladen, og det eneste rigtige problem, jeg har, udover en eller to af sangene på pladen føles lidt som fyldnumre, der dog stadig er ganske udmærkede i sig selv, er det samme, som da jeg første gang lyttede til Deftones. Chino Morenos vokal er som LaPlantes meget drømmende og afdæmpet, og i sin tid kunne jeg ikke lade være med at tænke, at uanset hvor meget kræs det var for ørerne, savnede jeg, at Moreno sang mere igennem om ikke andet bare en gang imellem. LaPlante har samme tendens (og hun har da også selv nævnt Deftones som inspiration), og hvor behagelig hendes rene vokal er, kunne jeg godt ønske, hun bare en gang imellem gav den helt gas, uden at det gik over i scream. Der er et hint af det i slutningen af singlen “Circle With Me”, men lidt mere ville ramme et tørt sted for mig. Dette er dog en personlig smag, som langt fra alle nok vil være enige i.

Alt i alt har Spiritbox formået at levere en sammenhængende varieret plade med et sammenspil af et væld af genrer. På trods af djentede og progede elementer er sangskrivningen næsten poppet rent opbygningsmæssigt, hvilket gør numrene meget lettilgængelige, så det ikke virker afskrækkende, hvis man, som undertegnede, ikke er den helt store tilhænger af, at tingene bliver alt for indviklede.

Kvaliteten ligger enormt højt, og på nær et par sange er pladen en lang række af deciderede bangers. Jeg kan kun anbefale den, hvis man ikke allerede har hørt den, og jeg ser meget frem til, hvad Spiritbox leverer i fremtiden.

REVIEW OVERVIEW

Spiritbox - Eternal Blue

Share this article

Recent posts

ORM Intet • Altet

Et ikon af en anden årsag

Eksklusiv prog i smilets by

Popular categories

Drømmende, drøntungt og dårendeAnmeldelse af: Spiritbox - Eternal Blue. Udgivet 17. september 2021 via Rise Records. Efter hvad der har føltes som et overflødighedshorn af singler, musikvideoer og youtube-sensationer, er albummet Eternal Blue af Spiritbox endelig landet. Men kan pladen mere end at få folk til at gispe...