Alice Cooper

En blandet pose metal-bolsjer

-

Anmeldelse af: Mono Goes Metal Festival 2019 – dag 1. Monorama, Abyhøj. 25. januar 2019.

Det danske banner blev flagret stærkt til første dagen af dette års Monorama-festival, hvor særligt et band formåede at imponere med et show, der var ligeså veludført, som det var gennemført.

 

Chaotian
Jeg når ind, præcist som K-town-dødsbandet Chaotian starter med at hælde deres tunge toner ud fra scenekanten på et allerede velbesøgt Monorama.

Musikalsk er Chaotian egentlig ganske interessant med masser af kraft bag sig. Guitaristen har et fedt growl, og sateme om ikke at trommeslageren gør ham kunsten efter dog til tider med en lidt halv-vag vokal. Det giver desuden god mening, at trommeslageren for det meste brøler, når musikken ikke går totalt amok, ikke alle kan jo være Proscriptor McGovern fra Absu. Ikke destro mindre gør Chaotians tøndebasker det nu godt alligevel både i forhold til at brøle, men så sandelig også med at straffe kedlerne.

Lyden er desværre jævnt mudret særligt under starten af sættet, hvor trommer og bas får lov til at overdøve, hvad der ellers lader til at være nogle ret fede riffs og melodier fra guitaristen. Man kan også godt mærke, at dette kun er bandets anden optræden.
De virker en kende grønne og måske også lidt nervøse. Der bliver i hvert fald skævet rigtigt meget til instrumenterne, imens der bliver spillet specielt fra bassisten.
Bevares, det er ikke den nemmeste dødsmetal, Chaotian spiller, der er rigeligt med fart over feltet, men lidt mere gejst og bevægelse ville så sandelig klæde bandet. Dette skal dog nok komme i takt med, at bandet bliver mere brunt end grønt.

 

Pectora
Efter en kort pause, hvor der bliver hentet forfriskninger hos det evigt vidunderlige barpersonale hos Monorama, er det blevet tid til noget helt andet!
Pectora fra Roskilde går nemlig på scenen, og der er fra starten dømt et old school miks imellem Power Metal, Heavy Metal og generelt bare svedig rock. Du ved, den, der virkelig kan få sveden til at dryppe i lange baner.

Pectora har fuld fart på deres liveshow, hvor særligt guitaristen Morten Nielsen har krudt i røven – han står nærmest ikke stille et øjeblik og formår da også midt i sættet at stå oven på stortrommen og spille. Resten af bandet følger heldigvis godt trop, hvor både bassisten, Laurids Møller, kommer godt rundt på scenen, og guitaristen Søren Weiss får leveret nogle fede riffs og godt med sving af garnet. Der er virkelig god energi i sceneshowet.

Vokalen er ovre i noget power-metal-agtigt, uden at den nogensinde når op og bliver irriterende ren og højfrekvent. Jeg er personligt ikke synderligt til den klassiske power-metal-vokal, så Kenneth Jakobsens vokal passer godt til mit temperament.

Lyden er meget forbedret siden Chatorian koncerten tidligere, og man kan høre et detaljerigt spil, hvor der bliver liret nogle ganske svedige soli af. Under et nummer formår trommeslageren at tabe en trommestik, men slipper forbavsende godt fra det. Jeg tvivler på, at ret mange hos publikum egentlig lagde mærke til dette.

Pectora imponerer i høj grad med deres super energiske show, samt musik der er fed og dejlig stram i sammenspillet. En kærlig overraskelse fra Roskilde, som jeg i den grad skal opleve igen!

 

Junkyard Drive
Så er det sgu tid til rock!
Junkyard Drive spiller i sandhed op til ballade på det lille spillested ude i Åbyhøj, og for satan, hvor kan de altså spille! Der er nærmest ikke en finger at sætte på bandets sammenspil, der virkelig rammer plet på stort set alle parametre. Sammenspillet er stramt og vokalisten, Kris, tilføjer en rigtigt god og veløvet vokal.

Samtidig er bandet så sandelig leveringsdygtige i et habilt liveshow med store armbevægelser. Der er ingen tvivl om, at dette band har spillet mange shows sammen og været deres del i øvelokalet. Der bliver midt i sættet brølet efter mere ko-klokke nede fra gulvet, og hvad publikum ønsker, skal de få!
Således får vi en kort trommesolo med ko-klokken i centrum, hvorefter trommeslageren umiddelbart improviserer videre til en trommeintro, hvorfra bandet, skævende til trommeslageren, alligevel formår at starte det næste nummer stramt. Det er dejligt at se et band, der kender hinanden på denne måde!

Lyden fungerer rigtigt godt under Junkyard Drive, hvor samtlige instrumenter formår at skinne igennem, samtidig med at vokalen ikke mister sin plads forrest i mikset.

Desværre er musikken bare hørt utallige gange før. Der er intet ved Junkyard Drive-koncerten, som ikke er hørt før, og dette cementeres da også, da de spiller et nummer (“Geordie”. Originalen af “Langebro”. red.) som kører præcist efter Gasolin-klassikeren “Langebro”. Til gengæld har Junkyard Drive tilpas tunge-ud-af-kæften-attitude til at anerkende dette, og lukker sangen af ved rent faktisk synge teksten fra Langebro. Dette ville nok hos de fleste spillesteder skabe rigeligt med fællessang, men på Monorama er det ganske lavmælt.

Junkyard Drive imponerer dog alligevel med et veludført og ikke mindst energisk show. Det er tydeligt, at samtlige medlemmer i bandet er passionerede musikere, for de spiller alle super godt, omend musikken i min bog godt kan blive lidt anonym og kedelig.

 

Alkymist
Med næste band sætter vi tempoet lidt ned.
Undskyld, skrev jeg lige lidt?

Jeg mente MEGET ned! Alkymist fra København er kommet for at vise Aarhus, at københavnerne ikke ligger på den lade side, når det kommer til solid, velspillet og ikke mindst stemningsfuld doom.

Jeg har personligt været ganske spændt på denne koncert, særligt fordi Alkymist er et tungt, men alligevel progressivt doom-band. Desuden har de Kaspar Luke, der tidligere gjorde sig som bassist i kultfænomenet Düreforsög (et band, som de, der kender mig, ved, at jeg holder meget af).

Stemningen er helt nede i kulkælderen – på den fede måde – og musikken svinger, selvom den er tung. Bassen får nærmest gulvet til at gynge, og de deprimerende toner fra den rene vokal, som Peter Bjørneg får vristet ud af sin mund, sætter i sandhed stemningen til dommedag.

Bandet har et rigtigt lækkert og varieret sammenspil, hvor man ikke føler, at ting på noget tidspunkt får lov til at gå i tomgang, hvilket kan være en fare ved at spille lige netop denne genre. Ligeledes er lyden igen glimrende. Den er tung og slæbende, præcis som man gerne vil have den. Vokalen kunne godt stå lidt klarere i mikset, men det er vel også lidt typisk til denne type musik, at vokalen nærmere fungerer på lige fod med instrumentationen.

Alkymist leverer et glimrende show, hvor bandet kommer godt udover scenekanten, hvilket ikke altid er typisk indenfor netop denne type af metal. Oftest står bands i denne stil meget stille og har ikke synderlig kontakt hverken til hinanden eller publikum, men Alkymist nyder tydeligvis hinandens og publikums selskab. Sammenspillet sidder der, og Alkymist skal i den grad opleves, så snart de er på egnen igen.

 

Horned Almighty
Det er ved at være sent. Så sent, at man skal til at vælge, hvorvidt man også skal se aftenens sidste band, som i år består af en gammel kending, nemlig de lokale bølle-black-metallere i Horned Almighty. Personligt har jeg efterhånden set dette band ret mange gange, så det frister at tage den sidste bus, så man ikke skal gå fra Monorama og hjem. Alligevel vælger jeg at blive, thi man da skal have det hele med, og Horned Almighty plejer jo ikke at skuffe. Dette viser sig hurtigt at være et rigtigt godt valg, for Horned Almighty flyver på en sort sky her til aften.

Sammenspillet rammer publikum som en hård forhammer, og de, der er blevet tilbage, har helt klart en fest til Horned Almightys midnatskoncert. Scenesetuppet er dystert med masser af knogler, hvilket virkelig gør sig godt ude i Monorama. Riffsne er skarpe og vokalen ligeså. Vokalen har tilsat en hæs, men alligevel slimet karakteristik som virkelig klæder musikken, hvorimod trommerne og bassen leverer en dybde, som kan få de fleste mindre spillesteder til at gynge.

Lyden er sprød og klar under Horned Almightys koncert, og energien på scenen er i top. Bandet formår i høj grad at komme udover scenen, og de publikummer, der er blevet for at tage den sidste bid af aftenens kage, har da bestemt også en fest. Horned Almighty er ikke lokale darlings for ingenting. De ved så sandelig godt, hvordan man skal skrue et fedt show sammen, og denne aften er virkelig ingen undtagelse.

Hvad der føles som en pligt, er blevet til en fornøjelse, og jeg er godt tilfreds med, at valget faldt på at opleve Horned Almighty her til aften.

 

Aftenen har været god og utroligt varierende, særligt for en jysk metalfestival. Dette er netop en af de ting, som de gør godt ude hos Mono Goes Metal. Der bliver ikke blot serveret dødssmetal, ligesom der gør på visse andre festivaler (I ved garanteret, hvilke jeg snakker om), men en bred vifte af glimrende bands fra forskellige subgenrer.

Her til aften har vi i hvert fald fået os en dejlig blandet pose metal-bolsjer, og jeg glæder mig da også til morgendagens strabadser, på trods af at der står mere død i programmet.

ANTAL STJERNER

Chaotian
Pectora
Junkyard Drive
Alkymist
Horned Almighty

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Mono Goes Metal Festival 2019 - dag 1. Monorama, Abyhøj. 25. januar 2019. Det danske banner blev flagret stærkt til første dagen af dette års Monorama-festival, hvor særligt et band formåede at imponere med et show, der var ligeså veludført, som det var...En blandet pose metal-bolsjer