Alice Cooper

Ebbe og flod

-

Anmeldelse af: Alien Weaponry – Tangaroa – 17. september 2021. Napalm Records.

Så er der nyt fra det New Zealandske Māori-repræsenterende, thrashspillende, haka på Copenhell-modtagende, teenage-aldrende-band Alien Weaponry.

 

Jovist, det er da kun forsanger og guitarist, Lewis de Jong, der stadig er teenager, men når de resterende medlemmer er 21 år, så vil jeg stadig tillade mig selv at kalde dem for et teenage-band. Men til trods for deres unge aldre så er Alien Weaponry på ingen måde amatører. De har rejst verden rundt, spillet på en masse festivaller og har dermed spredt bevidsthed om den New Zealandske Māori-kultur.

Det er nu 3 år og en bassistudskiftning siden, at Alien Weaponry udgav deres fremragende debut-LP, . En plade med en gennemgående følelse af krigeriskhed og gåpåmod. Så nu er det tid til den altid omtalte svære toer. Ja, det er en kliché at snakke om netop det emne, men når man har udgivet så godt et album som , så er der bare en masse forventninger og pres på at lave et mindst lige så godt album. Netop dette har Alien Weaponry forsøgt på Tangaroa. Tangoroa er navnet på Māori-kulturens havgud. Så spørgsmålet er, om Alien Weaponry kan ride videre på den høje bølge fra ?

Hvis det første nummer, ”Titokowaru”, skulle være symptomatisk for resten af albummet, så ville den falde rimelig hårdt af bølgen og blive slugt af havet. Ikke nok med at riffsne på denne åbner er ret intetsigende, så er de også langtrukne og dermed ret trættende. Derudover så mangler der helt klart bass i mixet. Dette kan ikke forklares med, at de har manglet en bassist, eftersom de er gået direkte fra den ene til den anden, men blot at mixet er ret off. Så fra starten af er Alien Weaponry allerede ved at falde af surfbrættet.

Men SÅ kommer de næste tre sange. For søren, hvor de sparker én i gang. Så meget, at man undrer sig over, at sang nummer 2, ”Hatupatu”, ikke er brugt som pladeåbner i stedet. Masser af tyngde og kraftigt mix med fede og lidt atypiske riffs, blandt andet et, hvor guitarens naturlige harmonier er brugt ret fedt. Så allerede på dette tidspunkt af pladen kan man nu se, hvad der er pladens stærke sider og svage sider.

For pladen har nemlig en masse stærke sider. Udover headbang-venlige og interessante riffs så er vokalerne helt klart det stærkeste og mest bærende element. Vokalerne er rå. De er ikke badet i autotune eller nogen anden form for effekt. De er helt fremme i mixet og lige i dit ansigt. Dette er med til at sørge for, at de mere råbte/chantede vokaler ikke stikker for meget ud i forhold til de mere traditionelle clean-vokaler. De råbte vokaler sammen med de Māori-sprogede-tekster gør også, at man får en meget stærk krigerisk følelse i kroppen, der vil få selv de mest skeptiske metalheads til at chante og moshe med. Udover disse meget rå og råbende vokaler så har pladen også en masse flot udførte og velkomponerede cleanvokaler og -harmonier. Disse harmonier er så atypiske for den mere generelle metal-genre, at det føles meget friskt og kan i fremtiden være noget, der kendetegner Alien Weaponry.

Men der kan jo ikke være det gode uden det onde. For sange som den førnævnte ”Titokowaru”, ”Down the Rabbit Hole” og ”Unforgiving” føles som stærke idéer til en kage, der bare er blevet underbagt og har stået ude for længe.
”Unforgiving” er for mig klart det svageste nummer på pladen. Det starter interessant med en lidt off-key vokal (som faktisk, i dette tilfælde kun er noget, der passer godt til nummeret), akkompagneret af en rolig, men stemningsfuld, guitar. Senere kommer bassen og trommerne, som begynder at bygge op til noget, man tror, skal til at eksplodere. Men lige som nummeret skal til at eksplodere, falder det helt til jorden og fortsætter i et, igen, ret stille leje, bare tilføjet trommer og bas. Når teksten så gentager sig selv, så kan denne sang ikke undgå at være andet end ret kedelig og repetitiv. Der kommer dog et ret godt breakdown-agtigt stykke i midten, som man så kunne håbe, gik videre til et fedt smadret omkvæd. Men, ak, det går igen tilbage til det samme tekststykke og rolige leje endnu en gang.

Denne repetitive følelse er generelt et problem for Tangaroa. Sangene er simpelthen for lange, hvilket typisk skyldes, at de forskellige stykker bliver gentaget for meget ad gangen. Dette fører til, at hele albummet føles for langtrukkent, hvilket så ikke bliver hjulpet af, at efter albummets naturlige slutning kommer fem ”radio edits”. Det, synes jeg, er fuldstændig unødvendigt. Hvis jeg ville høre disse versioner, så havde jeg købt singlerne.

Efter at have udgivet Tangaroa er Alien Weaponry lidt ude af balance, men stadig surfende på den bølge, de skabte med .
Når pladen her fungerer, så FUNGERER den. Men samtidigt så er der for mange ikke helt færdige sange og idéer.

Jeg håber inderligt, at den næste udgivelse vil kunne bringe Alien Weaponry tilbage i balance, så de kan ride mere sikkert på bølgen og ikke blive straffet af den titulære havgud.

ANTAL STJERNER

Alien Weaponry - Tangaroa

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Alien Weaponry - Tangaroa - 17. september 2021. Napalm Records. Så er der nyt fra det New Zealandske Māori-repræsenterende, thrashspillende, haka på Copenhell-modtagende, teenage-aldrende-band Alien Weaponry.   Jovist, det er da kun forsanger og guitarist, Lewis de Jong, der stadig er teenager, men når de...Ebbe og flod