Anmeldelse af: Paramore – This Is Why. Udgivet 10. februar 2023 via Atlantic/Warner.
Efter Paramores nyskabende 2017-album, “After Laughter”, er det endelig blevet tid til noget nyt. Spørgsmålet er så bare, om det blot kunne kaldes “After Laughter 2.0″, eller om det er et album i sin egen ret?
Hvis man skulle dømme Paramores nye plade ud fra de singler, de har givet os op til udgivelsen, så skulle man tro, at denne plade var et nyt og mere vredt blad på det nye stilistiske træ. Dette kunne på en måde varsle et album, der muligvis blandede Paramores tidligere og mere velkendte pop-punkede lyd. Det er også det, man for det meste får med dette album. Omkvædene er stærke, catchy og skarpe. Jeg har ofte haft omkvæd til sangene ”Running Out of Time” og ”Figure 8” på hjernen og har fået et kæmpe dopaminrush, hver gang jeg har lyttet til dem. Men, selvom omkvædene er stærke og fede, så føles det også oftest som om, sangene kun er bygget op om disse.
Versene på denne plade er nemlig enten lidt kedelige, pulsdræbende eller bare for lidt ugennemtænkte og formulariske. Størstedelen af numrene på This is Why består nemlig typisk af et stærkt og energifuldt omkvæd, efterfulgt af et rimelig langsomt og stille vers, som for det meste virker, men det er bare lidt træls, når det er det konstante modstykke, man får hver gang.
Det værste nummer på denne plade er desværre også en af singlerne fra pladen: ”C’est Comme Ca” er den største forbryder af den tidligere nævnte formular. Et omkvæd med en god dansebar rytme efterfulgt af et virkelig kedeligt snakket vers. Det her nummer kan på en måde føles lidt for ”stjålet” fra ”TikTok-sensationen” Wet Leg, som netop er blevet meget populære på at have snakkede vers og så instrumentale omkvæd. Hvis blot Hayley Williams havde valgt at lade ”C’est Comme Ca”s omkvæd være instrumentalt, så kunne det her nummer måske være en smule mindre irriterende.
For at gå fra det værste nummer på pladen til det bedste, så er ”Figure 8” et nummer, jeg for alvor vil håbe, får mere opmærksomhed. Intenst, vredt og med en konstant god puls (undtaget lige i begyndelsen det obligatoriske roligere c-stykke). Det er numre som det her, der minder mig om, hvor rockede Paramore har været før i tiden. Derudover er nummeret ”Liar” en virkelig flot, tårevæddende og lækker ballade. Faktisk hvis der er noget, som Paramores nyere stil har klædt, så er det deres ballader. Her bliver Paramore nemlig liiige lidt mere eksperimentale end før, og det leder for det meste til virkelig gode resultater. En ting, der dog er rart, at der er blevet ”rettet” lidt ved i Paramores nuværende lyd, er Hayley Williams mærkelig inflections, der var på After Laughter. Det var ikke dårligt som sådan, det overtog bare lidt pladen til tider.
Alt i alt så har Paramore holdt sig på stien af at ikke have udgivet et eneste dårligt album. Jeg er meget positiv over den her udgivelse og håber, at de vil blive ved med at eksperimentere med blandinger af deres to sound.
Hvis du kun er fan af Paramores pop-punk, bliver du skuffet, men hvis du er åben for forandringer og/eller var glad for After Laughter, så er This is Why fyldt med lyspunkter og en værdig efterfølger til After Laughter og et stærkt album i sin egen ret.
