Anmeldelse af Wednesday, De Første Stråler, Syd for Solen, Valbyparken d. 13/08-2026.
Wednesday leverede en meget varieret koncert, hvor spilleglæden stod ud af øjnene på bandet.
Foto: Bastian Reinholdt Madsen.
Jeg har en kort pause fra Amyl and the Sniffers glimrende koncert på Over Havet scenen, før jeg skal over til festivalens mindste scene De Første Stråler for at fange dagens andet og desværre, for vores vedkommende, sidste rockede navn på torsdagens program til årets Syd for Solen.
Jeg kender ikke Wednesday før de går på scenen, så jeg er mildest talt spænd på at høre hvad der er for en omgang, jeg har begivet mig ud for at opleve. Det viser sig hurtigt at være en noget blandet landhandel, dog med den fællesnævner, at de forskellige musikalske stykker er gode. Ja, faktisk varierer Wednesday fra godt til decideret genialt denne torsdag aften.
Det amerikanske band forstår sig på at spille varieret. Det ene øjeblik er det vi i dur med følelsesladet indie, hvor det hopper over i noget mere aggressivt, punket og råt, for senere at trække lidt i retning af country. Et sjovt sammensurium, der langt henad vejen måske kan virke stilforvirret, men som er lækkert varieret og spændende at opleve.
Lyden er god inde i teltene denne aften, hvor samtlige instrumenter får lov til at klinge igennem, uden at bunden får lov til at overtage verdensherredømmet med sine dybe frekvenser. Sangerinde og guitarist Karly Hartzman har en god og karismatisk stemme og fremtoning, ligesom spilleglæden stråler ud af ansigtet, ikke blot hos Hartzman men kollektivt i bandet.
Energien på scenen er god, hvor især Hartzman og guitarist MJ Lenderman er med til at hive stemningen lidt op på de forreste rækker. Armbevægelserne er heller ikke så store, så de følelsesladede passager i gruppens musik, kommer til at fremstå malplacerede. Wednesday balancerer fint på knivsæggen.
Amerikanske Wednesday spiller en god koncert med varieret musik, der ikke altid holder helt samme høje niveau, men som minimum er fint og behageligt at lytte til.
Herunder kan du se mere fra vores udsendte fotograf Bastian Reinholdt Madsens galleri fra Wednesdays torsdagskoncert:



























