Anmeldelse af Kvelertak m.f. Posten, Odense, 26. oktober
Onsdag aften på Posten bød på tre vidt forskellige, gode bud på, hvordan man sætter gang i en fest
Endnu engang blev jeg ramt af bange anelser, da jeg gik ind på Posten denne onsdag aften. Som jeg tidligere har nævnt, er det odenseanske publikum svært at lokke ud på en hverdag, men et stort navn som Kvelertak kan vel for fanden få folk op af stolene? Nej, ikke rigtigt. Kvelertak havde tilmed valgt at springe Aarhus over på denne tour, så det var mit indtryk, at der var en god portion tilskuere fra det jyske – men alligevel var Posten langt fra fyldt.
Værst stod det til, da første band, Dead Lord, gik på scenen. Her bestod publikum af et par repræsentanter fra de andre bands foran scenen og et par håndfulde ”ægte” gæster, der holdt sig i baggrunden. Nuvel, Dead Lord gav den gas fra starten af med stort overskud og veludviklet humor. Musikalsk har Dead Lord måske ikke opfundet den dybe tallerken og lyder som en god blanding af Thin Lizzy og Kiss med et skvæt af AC/DC – men det fungerede fint!
Dead Lord virker til at være fuldt ud bevidste om, hvad de er, og de dyrker ligefrem rock-klichéerne – men med et selvironisk twist. Fx blev en storladen solo fra sanger/guitarist Hakim Krim understøttet af en minimal røgkanon på den ene forstærker, stjernekastere på trommeslagerens stikker og en sæbeboblekanon på scenekanten. I det hele taget en underholdende koncert, som jeg meget gerne ville have oplevet på et mindre sted eller med et større publikum. Det virkede nemlig som om, bandet manglede nogen at spille lidt op imod for at få koncerten til at fungere optimalt.
Hos The Dogs skal man lede længere efter rock-klichéer. Bandet har ganske vist ens, sort tøj på med skjorte og hvid halsklud, der lidt leder tankerne hen på The Hives – men her ender enhver sammenligning med det band så også. The Dogs har i Kristopher Schau en forsanger, der tilsyneladende er drevet af ren, ufortyndet naturkraft. Allerede i første nummer var han nede på scenegulvet for at rive op i publikum, og hans rå seksuelle energi – han er tidligere blevet kåret som Norges mest sexede mand – gør ham til den fødte frontmand. Hvis det i morgen viser sig at Mick Jagger og GG Allin har et ukendt elskovsbarn, vil det ikke komme bag på mig, at det er Kristopher Schau.
Scenegulvet blev lidt mere fyldt under The Dogs, på trods af – eller måske på grund af – Schaus gentagne løfter om at kneppe samtlige vores kropsåbninger. Løfterne skulle dog ikke opfattes som trusler, hvilket understregedes af sangerens mange krammeture nede blandt publikum og talrige opfordringer til, at vi alle sammen skal elske hinanden. Bandets møgbeskidte garagerock kan måske heller ikke kategoriseres som det mest originale på jordens overflade, men den energi og entusiasme, som alle musikerne lagde for dagen, gjorde, at The Dogs levede fuldt ud op til enhver forventning, man kunne have. Sidste nummer blev afløst af temaet fra ”Cheers”, imens hele bandet gik ned og uddelte krammere til publikum – en perfekt afslutning på en koncert, der var én lang opvisning i, hvor farlig rock n’ roll stadig kan, og i mine øjne bør, være – men samtidig en koncert fyldt med kærlighed.
Kvelertak havde på den måde noget at leve op til, da det blev deres tur på scenen. Bandet åbnede med den storladne ”Dendrofil for Yggdrasil”, som også er åbningsnummeret på deres seneste album, ”Natteferd” – komplet med forsanger Erlend Hjelvik iført uglemaske. Herfra gik Kvelertak direkte over i singlen ”1985” og bandets vel nok største hit ”Mjød”. På den måde blev der, på trods af lidt lydproblemer, hurtigt og effektivt sat gang folket på scenegulvet – en flok, der nu talte helt oppe i nærheden af 100 mennesker.
Koncerten igennem holdt Kvelertak et energiniveau og en intensitet, der var så smittende, at selv de bageste rækker – du ved, os der står med en fadøl oppe ved mixerpulten – kastede horn og råbte med. De yngre publikummer lod sig endda rive så meget med, at der opstod en moshpit oppe foran scenen – en pit, der faktisk var aktiv det meste af koncerten igennem. Til disse yngre publikummer skal der lyde en ekstra lille hyldest herfra: Bliv ved med at komme til koncerterne og gå amok – det er jer, der skal redde det odenseanske metalmiljø fra sig selv.
Principielt er Kvelertak stadig på promoveringstur for deres seneste album, hvor black metal-elementet i deres musik er trådt lidt i baggrunden for mere klassisk hard rock. Derfor var setlisten i sagens natur også præget af nye numre, hvilket kan få nogen til at stejle lidt. Bandet leverede nu de fleste numre med fuldt ud lige så meget energi som det ældre sange så på trods af, at albummet ”Natteferd” generelt virker mere laid back end de to første albums, så blev det hele smukt flettet sammen live. Koncerten blev sluttet af med publikumsfavoritterne ”Braune Brenn”, ”Kvelertak” og ekstranumrene ”Natteferd” og ”Utrydd Dei Svake” – altså en afslutning for fuld kraft.
På trods af, at Kvelertak leverede en fantastisk koncert, så havde jeg følelsen af, at der manglede noget. Bandet er berømt for, at de er utroligt meget ude PÅ publikum: Crowdsurfing og crowdwalking er faste dele af deres koncerter, hvor flere af medlemmerne ofte spenderer hele sange ude på folkemængden. Men ikke denne aften. Om det drejer sig om, at Posten har strenge regler om crowdsurfing, eller det simpelthen var, fordi der var for få mennesker til, at Kvelertak var sikre på, at nogen ville gribe dem, skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed. Men det element manglede. Til gengæld var det ret imponerende at se, hvor vildt Kvelertak holder på trods af denne ”mangel”. Jeg gik i hvert fald fra denne koncert fuldt ud overbevist om, at Kvelertak stadig er verdens fedeste liveband.
