Tunge melodiske udfoldelser

Beneath The Silence
Lokale Beneath The Silence skulle stå for den tidlige opvarmningstjans her til aften. At bandet er kommet til at skulle opvarme for et band som Defecto, er nærmest et match made in heaven. Vi er ovre i melodisk, moderne metal. Riffsene er solide og stramme med en rytme, der til tider kan lede tankerne mod Meshuggah og djent-genren. Tilsæt så en kvindelig melodisk vokal, sådan som den blev udført igennem 00erne. Det er en speciel cocktail, men en cocktail, der tager kegler her til aften.

Sanger og woman-in-command, Mette Hessellund, styrer showet fra start. Hun får hurtigt hevet folk tæt op på scenen, og med det høje energi niveau, som bandet udviser, får de også hurtigt de forreste rækker ordentligt med i showet. Lyden er igennem hele koncerten solid, omend der er lidt meget kamp i de høje frekvenser. Det hjælper ørepropperne på, og så lyder alt bundsolidt.
Sammenspillet er for langt størstedelen af koncerten super stram. Man kan dog godt mærke, at bandet har fået ny guitarist, som er med ude første gang. Han virker måske en kende nervøs i starten og får sig ikke levet helt så meget ind i musikken, som de andre medlemmer gør. Hans evner er der dog ikke en finger at sætte på, for han mestrer helt klart sit instrument.

Der bliver leveret et stramt sammenspil med nogle super fængende melodier. Bandet når rigtigt godt ud over scenekanten, og der er, ganske fortjent, mange horn i vejret igennem hele koncerten. Beneath The Silence er et band, der rykker sig meget for tiden, og med deres nye sange fra en kommende EP, der i øvrigt er indspillet og mixet hos Niklas Sonne fra aftenens hovednavn, burde de kunne nå langt.

(Det skal for god ordens skyld nævnes, at bandet har en af vore egne anmeldere med, i form af Søren Stenhøj Drews på bassen.)

Electric Hellride
Efter den solide opvarmning fra Beneath The Silence skal der skæres et stykke med moderne groove thrash-metal fra københavnerne i Electric Hellride. Jeg har ikke selv tidligere oplevet dette band, så det skulle blive spændende endelig at få fanget dem.

Desværre har bandet lidt problemer med at skulle spille efter energibomben, der kaldes Beneath The Silence. Der er ikke nær så godt gang i publikummet endda på trods af, at Electric Hellride tydeligt er mere aggressivt musik og faktisk til tider er ganske mosh-venligt. Bandet har bestemt også en solid live-attitude og virker som et gennemøvet band.
En slet reference til et gashåndtag, som publikum skal lave under et nummer, giver et godt grin. De gør deres bedste for at komme ud over scenen og slipper egentlig også godt afsted med det.

Som sådan er musikken egentlig også glimrende, omend den hurtigt begynder at føles triviel. Numrene smelter sammen i de samme typer grooves og tempoer. Man kommer i løbet af koncerten til at savne lidt variation i det musikalske billede.
Electric Hellride kvitterer således med små kække kommentarer og et nærmest fast mid-tempo groove, der egentlig holder, men bliver trættende i længden.
Lyden er fortsat god under Electric Hellride, og særligt godt drøn er der på bassen, der leveres med overbevisende aggression fra Casper Villumsen.

Bandet får leveret en koncert over det middelmådige, men som bestemt kunne besidde et potentiale til komme op og batte med de større drenge.

Defecto
Dette er min første gang i selskab med Defecto, i hvert fald i en livesammenhæng. Bandet har jo fået sig en del fede ting på det seneste, som de kan skrive i deres CV, både som opvarmning for Metallica, Rammstein, m.m. Det kan bestemt også mærkes, at medlemmerne i bandet i højeste grad brænder for at spille deres musik og levere et flot og gennemført liveshow.

Defecto minder på en og samme tid om bands som Metallica, Dream Theater og Nightwish. Til tider rigtigt meget om sidstnævnte, blot hvor den klassiske, opera-agtige kvindevokal er skiftet ud med en super kraftfuld og pæn mandestemme.
Her bevæger vi os fra tid til anden over i noget Dream Theater-agtigt, hvis altså James LaBrie (Dream Theater vokalist) havde en konsistent god livevokal. Dette besidder Niklas Sonne nemlig til fulde. Vokalen sidder altid godt, og sammensætningen imellem den pæne vokal og de meget fængende omkvæd skaber også en god omgang fællessang oppe på de forreste rækker. Da der så i nogle nummer bliver varieret med growls, begynder musikken at blive en kende mere interessant og aggressivt. Det klæder Defecto at være lidt mere rå, i deres udtryk.

Folket er tydeligvis kommet for Defecto, og der bliver givet gas på dansegulvet på det halvfulde Atlas. Det er egentlig ganske imponerende, at Defecto er der i deres karriere, hvor de kan tage på sådan en turné og sælge så mange billetter. Det er sgu velfortjent, for det er helt klart et band, der har arbejdet hårdt for at nå dertil, hvor de er nu.

Koncerten foregår med store og episke udsving. Til tider går der lidt for meget guitar-helt i den konstante blæser, der kører på scenen, men det er til at tilgive, når guitaren samtidig også er tilpas helte-agtig. Godt med vind i håret og et energisk og tændt band er, hvad aftenen står på igennem hele sættet. Desværre synes jeg, at det er lidt ærgerligt, at keyboardet bliver spillet som backingtrack. Havde Defecto haft en person med på keyboard, tror jeg, at koncerten havde føltes en kende mere dynamisk, omend den stadig uden var super velspillet og stram.

Defectos musik er ikke rigtigt noget, der rammer super hårdt her hos mig, men det er gedigent håndværk, som de unge herrer fyrer af. Det er forståeligt, at de har fået de muligheder, som de har. De rammer et bredt publikum, er super catchy og leverer en glimrende oplevelse i livemusikkens kunst.

En dejlig aften på Atlas er veloverstået efter et halvanden times stramt timet og tilrettelagt show fra de folkekære Defecto. Pakken for aftenen har siddet lige i skabet og givet os en god blanding af musik, som holdt sig pænt indenfor det samme publikumspektrum. Vi har fået glimrende lyd til samtlige koncerter og kan nu gå glade og tilfredse hjem efter en god aften i metallens navn.