Alice Cooper

En alenlang ode til de ar, vi bærer

-

Anmeldelse af: Harakiri for the Sky – “Mære”. Udgivet 19. februar 2021 via AOP Records.

 Harakiri for the Skys ellers så fine intentioner for deres postblackmetal-indspark bliver på Mære overbebyrdet af deres egen vilje til at realisere alt for meget materiale.

Michael Wahntraum har utallige ar på både krop og sjæl. Det lægger han på ingen måde skjul på i løbet af østrigske Harakiri for the Skys femte fuldlængdeudspil, Mære. På den måde er han vel sagtens den perfekte ophavsmand til netop den æstetik, duoen så inderligt gerne vil skabe; her er der både selvlede og -skade samt fuld fart på den evigt nedadgående, emotionelle rutsjebanetur.

Man skulle derfor måske tro, at selve den musikalske oplevelse var helt givet på forhånd, også selvom selve produktkvaliteten er markant forbedret i forhold til 2018’s Arson. Grundessensen er i hvert fald hørt før – og den er uden tvivl også hørt bedre fra andre bands født af 2010’ernes nouveau noir-opblomstring – hvor store armbevægelser i de melodiske arrangementer kører et fast parløb med knyttede næver i tordnende blastbeatpassager. Det tenderer til moderne metervare for postblackmetallen  – og så alligevel ikke.

For Harakiri for the Sky slipper alligevel akkurat fra at æde sig selv op indefra. På Mære hænger de nemlig heldigvis ikke for stædigt fast i deres eget musikalske udtryk, men smider i flere omgange små afstikkere ind hist og her for at variere strukturerne på en plade, der i forvejen kæmper noget med ikke at svælge i en vis ensformighed.
Det buldrer eksempelvis ikke altid af sted fra første færd som på “Sing for the Damage We’ve Done”, der indledningsvist flirter med tidlig shoegaze ikke helt ulig Rides “Vapour Trail”, mens duoen også gerne vil lægge an med et par pianointroer for at intensivere hele den melodramatiske sfære. På “I’m All About the Dusk” bliver det sågar til et par spontant mathrockede mellemstykker som buffere mellem nummerets storladne vers- og omkvædsfundamenter. Og så går der oven i købet en rigtig god hamre-fadøl-ved-et-langbord-vise tabt på »I belong to the mountains«-passagen midt inde i den mere end 10 minutter lange “Once Upon a Winter”.

Dér, hvor Harakiri for the Sky – og i særdeleshed Wahntraum – imidlertid gerne kunne tænke sig at være bedre end deres ligesindede rundt omkring på kontinentet, er på lyrikfronten. Vi taler patos med stort P og weltschmerz med lige så stort W i skildringerne af denne øjensynligt miserable tilværelse. »Our lives are impressive graveyards of buried hopes / Where we buried them like our dead, but far too shallow,« lyder hans lamenterende metafor eksempelvis på “Time is a Ghost”, der er en enkelt god guitarsolo fra at være pladens bedste indslag.

Wahntraum har også selv tidligere talt åbenhjertigt om de dæmoner, der plager ham og har formet det udprægede sortsyn i hans værker – med selvmord i familien såvel som i vennekredsen som de primære katalysatorer. Teksterne er med andre ord resultatet af én eller anden jagt på lyrisk katarsis, hvor han fortrinsvist indtager et emotionelt kontrapunkt og står i opposition til sin omverden, som når han på “Three Empty Words” konstaterer, at »You know some men can’t be negotiated or reasoned with .. I am them, I’m the whole fucking fire.« De overordnede fortællinger synes at blive bundet sammen af et håbløst kærlighedsscenarie, hvor hovedpersonen for længst enten har givet op eller mistet grebet om det, der en gang var. »Don’t cry for me / I’m already dead,« kunne han næsten lige så godt have sagt, hvis ikke det var fordi, det allerede var gjort bedre.

Men uagtet hvor bred en pensel han prøver at male sit sprog med, slipper Wahntraum bare ikke uden om en lang række banaliteter, som omvendt halter ordenes tiltænkte effekt. Linjer som »I hate being bipolar / It’s fucking awesome« lyder allermest som noget, man indgraverede i sit bord i folkeskoleklasselokalet eller citerede på sin Eastpak-rygsæk, mens pladens afsluttende Nietzsche-citat »Those who were seen dancing / Were thought to be insane / By those who couldn’t hear the music« jo i ramme alvor er topmålet af Tumblr/Pinterest-poesi. Dybt når man er 13, men så afgjort tåkrummende når man – som Wahntraum – er fyldt 33 år.

Hvis man derimod kan se bort fra sporadiske lyriske svipsere, leveres den største udfordring ved Mære som lytteoplevelse i form af dens svimlende spillelængde på 85 minutter, hvilket følger tendenserne helt tilbage fra østrigernes selvbetitlede debut. Skivens højdepunkter nås allerede i løbet af pladens første halvdel, hvor især de første fire skæringer helt bestemt holder et ganske flot niveau med letgenkendelige temaer og en større musikalsk variation at læne sig op ad. Og selvom det aldrig bliver helt kedeligt, er det tydeligt, at duoens bagvedliggende intentioner om et mere alsidigt værk simpelthen overmandes af en vilje til at realisere alt for mange idéer og alt for meget materiale. Det konkluderende spørgsmål må derfor være, om der nu også har været et egentligt behov for 10 enkeltstående maratonkompositioner, sådan som det nu har været tilfældet på Mære.

Måske Harakiri for the Sky kunne have nøjedes med en EP – det skulle vist også være på trapperne til at blive in igen.

Daniel Niebuhr
Redaktionens anti-metaller, korrekturtype og ordfetichist. Skriver også en masse for Undertoner. Ved mere om Eurovision end dig.

REVIEW OVERVIEW

Harakiri for the Sky - Mære

Share this article

Recent posts

Popular categories