Alice Cooper

En brandvarm omgang amerikansk wok’n’roll

Anmeldelse af: Skillet. Amager Bio, Kbh. 07. november 2019.

Hvis du er fan af positive vibes, upbeat rock og levende stageperformance, så var du formentlig til Skillet i Amager Bio torsdag aften.

 

Foto: Hasan Jensen. Homage Photography.
(VoxHall, Aarhus 06. november 2019.)

Der var tryk på stortrommen, da først Devour The Day og derefter amerikanske Skillet indtog scenen i den fyldte koncertsal. Når det kommer til succesrige amerikanske hardrock-bands, står Skillet kronet på toppen af listen med en dominerende position på de kristne rockhitlisterne gennem mere end to årtier. Det undrede mig, at dette kæmpestore prisvindende rockband skulle folde sig ud på en af disse mindre koncertsteder. Men det skulle vise sig, at Amager Bios rå atmosfære, hvor tilskuere kunne stå lag i lag, passede perfekt til denne aftens intime musiske oplevelse.

 

Devour the Day
Publikum havde allerede stimlet sammen i den lille sal og stod fra scenekant til bagvæg, da aftenens opvarmningsband trådte frem. Devour The Days trefoldige bemanding holdt ikke noget tilbage, da de indtog scenen med uovertruffen vitalitet, og salen summede allerede af begejstring.
Det amerikanske hard rock-band fra Memphis består af Blake Allison som leverer både syngende guitarriffs samt en rå vokal sammen med backup-vocals og lige så betagende basrytmer fra Joey ”Chicago” Walser og sidst, men ikke mindst, ledsaget af den hektiske trommeslager, Ronnie Farris. Sangene sprang ubarmhjertigt ind i et ondskabsfuldt lyrisk overfald, der var bakket op af et hakkende guitar-riff og beskidte hurtige tromme.

Frontmand, Allisons, grusomme vokal blev slebet som sten på en grusvej og tilføjede et interessant lag til de syngende rene toner fra guitarspillet. Allisson og Walser i fronten var ekstremt interaktive med menneskemængden gennem hele settet, og crowdet synes i den grad at være underholdt af den højspændte energi, som udstrålede fra scenen. Settet bød på en god blanding fra bandets tre studiealbums, især med hits fra den nyeste plade, Signals, fra 2018.
Til min store, og ikke nødvendigvis positive, overraskelse serverede bandet også et covernummer af Nirvanas “Smells Like Teen Spirit”, hvilket var yndigt udført, men lidt for stor en kliché og lidt for billige point at hente hos publikum.

På trods af bandets tekniske dygtighed var der ikke noget særegent eller spændende over Devour The Days repetoire. Sangene var lettere ensformige, og den ellers lækre grove-rockede stemning var ikke noget, man ikke havde set før. Den grynede lyd af Allisons imponerende stemmeføring gav en underholdende kontrast til det blidere tempo, sangene gled over i, men det var ikke nok til at holde min interesse. Overraskende nok var det heller ikke et problem at holde min interessen særlig længe, da settet endte efter blot 8-9 sange.
Bandet spillede overordnet set godt, Walser havde masser af energi og scene-tilstedeværelse, og Allisons vokal var fremragende udført ved hvert enkelt nummer. Dog oplevede jeg ikke som nytilkommende fan til at blive helt opslugt af musikken, men jeg nød nu alligevel den smagsprøve jeg fik.

 

Skillet
Mit humør blev løftet helt til skyerne, det sekund Skillet indtog scenen. Et insisterende brag af tordnende trommer ledte os ind i aftenens første nummer, “Feel Invicible”. Forsanger og bassist, John Cooper, brølede lyriske guldkorn med sin enorme kontrollerede og kraftfulde stemme, som blev kontrasteret af de fløjlsbløde backing-vocals fra bandets kvindelige sangerinde og trommeslager, Jen Ledger. Sidstnævnte druknede desværre næsten i den tunge bas og øredøvende trommespil, som hun udførte fejlfrit simultant med hendes yndige sangstemme, som trods mangel på volumen var betagende smuk.

Det var et helt fantastisk syn at se forældre med deres små børn på skuldrene iført hørebøffer større end deres ansigter nyde musikken i fællesskab. Grundet Skillets opløftende rytmer og positive lyriske budskab er deres sange dedikeret til musikelskere i alle aldre.
Bandets signaturlyd spænder sig langstrakt over rockens mange forskellige subgenrer, som christian hard rock, post grunge, symfonisk og alternativ rock, som alle sammen smukt er blandet sammen som ingredienserne i en stegepande, hvoraf det noget finurlige bandnavn er opstået. Skillet har siden 1996 udviklet en succesrig stil gennem årene og har skrevet sange, der er melodiske, iørefaldende og opløftende. Disse egenskaber er stærkere end nogensinde på bandets nyeste album, Victorious, og dette blev afspejlet tydeligt, da bandet denne aften diskede op med megahits som “You Aint Ready” og albummets første single, “Legendary”.

Det var umuligt at holde fokus på alt, hvad der foregik på scenen under et set, som bød på det ene hit efter det andet. Under “Awake and Alive” var der så mange energieksplosioner på scenen, at man dårligt kunne nå at se alt. Hvis dine øjne faldt på Seth Morrissons betagende guitarakrobatik, så gik du glip af rytmeguitarist Korey Coopers forførende dans, hvor hun kastede sin lilla manke frem og tilbage og samtidigt leverede betagende riffs. Ens blik blev hurtigt forflyttet til midten af scenen, hvor Ledger smadrede skindet på sit enorme kit og harmoniserede sin silkebløde stemme med John Coopers rå vokal. Alle på scenen var brandvarme under deres optræden, og dette var værdsat af menneskemængden, som blev indhyllet i den medrivende stemning.
Skillet tog atmosfæren til de højere luftlag, da de blev akkompagneret af en cellospiller på scenen, som strøg kordiale bløde toner fra sit imponerende instrument. Med en stigning i de symfoniske elementer er der fare for, at produktionen bliver for steril, men dette er heldigvis ikke tilfældet, da guitarerne og trommerne stadig får masser af kærlighed, hvilket skabte en fed forsoning af de forskellige elementer.

Signaturnummeret, “Victorious”, blev dog aftenens højdepunkt for mit vedkommende. Før sangens begyndelse gav Cooper publikummet en smuk og inspirerende meddelelse til alle, som har kæmpet eller stadig kæmper med depression og selvmordstanker. Det overdådige og lidenskabelige nummer er skrevet som et honorar til afdøde forsanger i Linkin Park, Chester Bennington, som et nobelt budskab til folk, som kæmper med deres indre dæmoner. Skillet formår i den grad at berøre hele følelsesregisteret, og hvis man ligesom jeg er letpåvirkelig af musik, så tilbragte man hele aftenen fastspændt på en emotionel rutsjebanetur med vekselvirkning af smil, grin og tårer.

Aftenen rundede af med nogle publikumfavoritter i form af “Comatose”, “Monster” og afslutningsvis “Rebirthing” med magiske symfonirytmer og en vedvarende stadig voksende intensitet hen imod slutningen af settet.
Aftenens encore blev nummeret “Restiance” fra 2016-albummet, Unleashed, der endte i en hæsblæsende guitarsolo, som med en opfarende og vild energi smukt beskrev den overordnede stemningen, der havde omsluttet os denne aften.

Skillet fortjener at blive prislønnet som et rockband, der spreder smittende og kærlig energi til sine fans gennem et væld af opløftende numre, dedikeret til store som små. Om man kan modstå at blive pillet lidt i følelserne, er selvfølgelig relativt, men personligt efterlod jeg Amager Bio med et varmt hjerte og lidt mascararester ned ad venstre kind.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Devour the Day
Skillet

Discover

Latest

Copenhell ’21: Syv skarpe skud!

Ligesom sidste band-annoncering fra Copenhell (11. juni '20) har Copenhell også denne gang genbestilt navne fra 2020-programmet og et enkelt ny.   Arkivfoto: Mark Stoumann Der er...

Carach Angren – Franckensteina Strataemontanus – anmeldelse

Anmeldelse af: Carach Angren - "Franckensteina Strataemontanus". 26. juni 2020 via Season of Mist. Det brutale hjørne giver dig en anmeldelse af en dyster satan! Vi...

Groove Metal med politik til dessert

Anmeldelse af: Lamb of God - "Lamb of God". 19. juni 2020. Nuclear Blast. Med deres selvbetitlede plade leverer amerikanske Lamb of God en festlig...

Velkommen til Junkyard Drive-in

Anmeldelse af: Junkyard Drive. Dyrskuepladsen, Roskilde. 13. juni 2020. Så skulle konceptet med en drive-in-koncert afprøves, og hvem bedre at gøre det sammen med end...

19 “nye” navne til Copenhell 2021!

Copenhell 2020 havde et fænomenalt godt lineup. Heldigvis har bookerne været gode og gen-erhvervet nogle af de bands, mange havde glædet sig til at...