Copenhell Freezes Over 2023 – anmeldelse

Plaguemace

Plaguemace var aftenens første band. De indtog festivalens mindste scene, loungen, med en hæsblæsende attitude og energi, der virkelig fik sat gang i festivalen. Uden tvivl det band på aftenen, der havde den bedste publikumskontakt. Hele Bandet var fast besluttet på at give den hele armen, men især deres forsanger (Anders Truelsen) gav den et ekstra nøk med en fænomenal scenetilstedeværelse og energi, man som regel kun ser til de større koncerter. Scenen var simpelthen for lille til at rumme Plaguemaces vanvittigt energiske performance. Dette udspillede sig i, at Anders flere gange var oppe at klatre i scenestilladset. Rummets intimitet gjorde dog også, at Anders flere gange var ude at interagerer med publikum enten ved at moshe sammen med publikum eller komme helt ned bagerst for at stikke mikrofonen i ansigtet på en rådvild teenager.

Desværre led bandet af, hvad første bands på en festival scene ofte gør: dårlig lyd. Den blev bedre i løbet af koncerten, men ingen af soloerne kunne høres. Guitar og bas mudrede så meget, at det var umuligt at skelne mellem de forskellige riffs. Men for at være helt ærlig betød det faktisk ikke særlig meget. At mærke bandets energi og se dem live var en ekstremt underholdende oplevelse i sig selv.

Kollapse

Kort tid efter Plaguemace sluttede, eller faktisk sekundet de var færdige, gik Kollapse i gang på festivalens store scene, Lille Vega. Som festryger, der absolut skulle ud og pulse inden næste akt, ærgrer jeg mig meget over, at jeg ikke var med til koncerten fra start til slut. Den Aalborgensiske trio leverede en uhæmmet og slasket, men på samme måde kontrolleret og velspillet væg af lyd med en massiv tilstedeværelse, der ramte mig på en hel speciel måde. Det var ingen publikumskontakt udover det sædvanlige: ”Tak for i aften”, og det passede perfekt. Selvom bandet var aktive på scenen, brugte jeg det meste af min tid med lukkede øjne for at komme ”tættere” på musikken.

Kollapse er det bedste soundtrack, jeg har hørt, til den ofte ekstremt meningsløse tilværelse her i livet, og musikken suger dig ind, om du vil det eller ej.

Omsorg

Fra en Aalborgensisk trio til en hel anden. Efter at være blevet draget hen et sted mentalt af Kollapse, var det befriende med et ”kram” fra Omsorgs flyvske og konstant interessante rytmer og lyde. De havde en aggressiv lyd, som så meget andet hardcore, men den føltes aldrig voldelig. Bandet, der virkelig var drevet af deres trommeslagers opfindsomhed, satte forventninger op for så at bryde dem. Jeg var aldrig helt sikker på, hvad der nu skulle ske. Bandet var meget mere heldig med deres lyd på Lounge-scenen, der fremstod langt mere defineret, og med deres ydmyg publikumskontakt, var de et dejligt frisk pust oven på en masse ekstrem tunghed fra Plaguemace og Kollapse.

Feather Mountain

Aftenens ”blødeste” band var Feather Mountain, der leverede en smuk omgang moderne progressiv metal i stil med Tesseract, The Contortionist og Animals as Leaders, uden det bliver for ’djentet’ til at lyde mekanisk. Som navnet antyder, leger bandet med dikotomien mellem det hårde og bløde, det tunge og det lette. Der gør sig virkelig til udseende i deres scenepåklædning, hvor metalbandet optræder med blomsterkranse, og i deres lyd, hvor tunge passesager som regel bliver efterfuldt af stemningsfulde stillere stykker. En kæmpe faktor i deres fyldige ambiente lyd er, at både guitarist (Jens) og bassist (Andreas) synger kor i de fleste omkvæd. Og her kommer der et lille håndkys fra mig som guitarist. Jens’ guitarlyd, *chefs kiss*, sidder lige i skabet.

Sidst jeg så bandet, var til Copenhagen Metal Festival i 2021, og ikke meget har ændret sig. De spiller alle sammen lige så godt, og deres livelyd er klar og tydelig, selvom den er kæmpestor. Måske er det bare mig, men jeg synes også, bandet fremstod mere energisk på scenen end sidste gang.

Nakkeknaekker

Kan vi ikke lige blive enige om, at Nakkeknaekker er det fedeste bandnavn? Jo? Tak, så er vi enige! Da jeg først så plakaten til Copenhell Freezes Over 2023, var Nakkeknaekker absolut det band, hvor jeg tænkte: ”Det skal jeg se!”. Tilsyneladende er Nakkeknaekker ikke kun et megafedt bandnavn, det er en opfordring, en indstilling til livet. Det første, der slog mig, var bandets lyd. Den osede af kærlighed til dødsmetals ’in your face’- lydvæg. Ekstrem aggressivt og stramt trommespil fra Anton Bregendorf, der spillede med så meget overskud, at det lød som om, han kunne spille blastbeats i dage i træk. Fyldig dybe deathgrowls fra Christoffer Kofoed, der hele tiden havde publikum i sin favn og virkelig skulle vise os københavnere, hvordan man laver fe’ døj i hovedlandet. Fuld fart og buldrende bas fra Sebastian Knoblauch. Kreative og unikke riffs fra guitaristerne, Johan Lundvig og Joakim Kaspersen, der gav den fuld knald på den svenske ”HM2 at max settings” dødsmetal-lyd.

Hvor Plaguemace tidligere på aftenen fremstod mudret, var Nakkeknaekkers lyd knivskarp. Ingen svinger i valsen fra afsindigt hurtige passager til de mest medrivende breakdowns, der gjorde, at jeg var nødt til at knække min stive nakke og headbange. Publikum var også med hele vejen fra start til slut med endeløse moshpits, crowdsurfing og en ’wall of death’ på det sidste nummer for at slutte festlighederne af.

Er du bare en smule til dødsmetal, bliver du nødt til at opleve Nakkeknaekker live! Det er et band, jeg absolut skal følge fremover. De har en stor fremtid foran sig.

ORM

Black-metal bandet Orm sluttede aftenen af, men efter at have brugt alt min tilbageværende kræft på Nakkeknaekker, fik jeg desværre ikke set hele koncerten. Bandet var som en omgang loungejazz efter forrige koncert og på trods af nogle vanvittige blastbeats fra trommerslager Adam Schønemann, var deres atmosfæriske og røgfyldte blackmetal ikke det, der fik mig i gang igen. At alle musikere stod som staturer hjalp heller ikke. Lyden var også alt for mudret, og jeg var i tvivl, om det var hensigten eller bare en uopmærksom lydperson. Jeg må prøve kræfter med ORM en anden gang, når muligheden byder sig.

For mit vedkommende var det en absolut fantastisk aften. Mine eneste problem med selve begivenheden var, at programmet virkede meget sammenklemt. Jeg nåede dårligt nok at se ét band færdigt, før jeg skulle videre til det næste. Måske har jeg også været for hurtig fra A til B, for jeg kunne heller ikke finde en merch-bod, hvilket var ærgerlig, da jeg gerne ville have en Nakkeknaeker-t-shirt.

Ikke desto mindre gik jeg derfra med to nye bands i kataloget, som jeg skal i gang med at dyrke. Selvom der ikke var noget som helst festivalstemning over eventet, var det dog et tegn på lysere tider og en lille reminder om, at man skal glæde sig endnu mere til Copenhell 2023.